Viser opslag med etiketten præmie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten præmie. Vis alle opslag

søndag den 7. juni 2026

Så er der kort på vej ud i verden ....

Som tidligere nævnt pakkede Pia L. og jeg kort 29. maj og 2. juni. JA det var så stor en portion denne gang, at vi delte det over 2 dage. Her et foto af resultatet med en stolt Fifty på vej til toppen af "bjerget".



19 kasser af varierende størrelse, hvoraf de 15 som I kan se er til Letland
hvor det igen fra juli er danske soldater der signalerer vigtig Europæisk tilstedeværelse
tæt på grænsen mod Rusland. 

Sådan ser 3.974 pakkede kort ud og jeg bruger nu et par dage på at få rumsteret rundt og gjort rent
så mit scrapværelse på et tidspunkt bliver genindtaget. 😅 TAK for indsatsen Pia L. vi var dælme 
seje og blev godt hjulpet af de små godteposer der nogen gange kommer med i en kasse kort til os
sammen med en hilsen fra nogen af jer. Det giver lige et ekstra smil på sådan et par dage.

I kasserne kom også de obligatoriske "specialkort" når vi rammer 1.000 pakkede kort - her er de 4 fra denne sending, og I kan se på kassetårnet at der kommer en ekstra strimmel på de 4 kasser med sådan et kort i. 



Denne gang kender jeg kun kortmageren bag 2 af dem, men fine på hver sin måde er de.
nr 113.000 super feminint med fine ikke for høje lag og pynt der ikke skaber problemer i posten.
nr 114.000 - tjek lige de mange og fine detaljer på dette stjernekikkerkort med den søde mus.
nr 115.000 som er fra Tina W med en skøn krabbe og FAB farvelægning og tekst - og
nr 116.000 fra Pia L. lækkert kort med restehjerter og stor tekst fra Gittes eget design

Når vi pakker er det med små poser a 20 stk af a6 kortstørrelserne, vi kører med disse kategorier LOVE, Generelle, Til lykke, Børn/teens og så afhængig af årstiden de kort der passer (jul, påske, halloween,
konfirmation, eksamen, student osv). Disse 20 stk. poser er som små mursten der fint kan stables i 
kasserne, både herhjemme på lageret og når der pakkes i kasser til forsendelsen. Så har vi altid en
portion kort i andre størrelser, de kommer så i 10 stks poser blandet og lægges i øverste lag i kassen.
Sådan sikres det bedst at alt kommer uskadt frem. 

Vi slutter lige af med et par billeder at sådanne kvadratiske kort fra denne omgang:



Festlig til lykke hilsen fra Else Slipsager. Tænk at blive fejret
så nuttet af sin morgenmad. 😍



Ikke helt sikker, men tror dette var med i Elses pose.
Fint og festligt kort til herrene med skøn tekst fra Gittes eget design.
Papiret er også derfra.



Sidste kvadratiske kort i denne omgang med fin fugl på kvist i 
den smarte ramme fra Gittes eget design der hedder "Rystet ramme"
og også inkluderer de fine blomster og en ramme i anden størrelse.

Bemærk i øvrigt de lækre enamel dots i forskellige farver der er brugt på disse kort. Dem kan OSH virkelig godt lide, fordi de er fine og flade og ikke skader andre kort i deres nærhed når vi pakker kort.
Vi har i en periode fået en del kort med pynt der nærmest ville gøre Elizabeth Taylor misundelig, FLOT ser det ud, men der er altså grænser for hvad er overlever en tur gennem postmøllen i dagens Danmark og især hvis det er diamant "look-a-like" med skarpe kanter. Så med fare for at lyde utaknemmelig,
vær sød at undgå den slags pynt på OSH kortene, please.... 😘

Det var vist alt vi gerne ville vise og skrive i denne omgang. Håber ikke I drukner i regn rundt om i landet - det truer de jo med i dag. 

Glæder mig til at læse jeres kommentarer (og til at få afleveret alle kasserne på mandag...). HUSK at vores lækre juni måneds kommentarkonkurrence-præmie er et gavekort til månedens fødselar LUNA hobby på 200 kr. Til lykke til LUNA om 1 uge  ....💗

fredag den 1. maj 2026

1. maj og Store hvededag for den har vi ikke afskaffet.... Lovet update kommer her!

 Så vi guffer varme hveder i eftermiddag bare sådan lidt på trods. 😁

Allerførst bringer vi nyheden om hvem der var den heldige kommentarskriver i april måned og
nu har vundet et gavekort på 200 kr til Hobbylageret i Billund. TAK til Morten for at være vores
aprilsponsor for første gang.

Vinderen blev denne kommentar:

25. apr. 2026
Den hund der i juleforklædning 🤩
Lige den 24/4 fejrer vi nu fødselsdag fremfor jul 😅 men ellers er det en super idé med julekort en gang om måneden 🥰

TIL LYKKE til dig Christina - du finder HELT sikkert noget du har lyst til eller mangler. Men allerførst
skal du lige tage kontakt til Morten i en mail via hans webbutik, så får du den kode du skal bruge til at få din prænie når du shopper.

Vi er ikke lige hjemme ved pc'en, så dette indlæg er kun et lille kort et her og nu.

Vi kommer også til at røbe hvem der er vores maj sponsor senere, så i aften kommer det RIGTIGE
1. maj indlæg eller dvs. vi redigerer i dette indlæg.

Vi bringer fotos af Gitte GS fra Samsøs fine bidrag på SAM. Hun er en "mean card machine" når hun kommer i gang. Her nogle lækre "foråret er i gang" kort. Så stor del af det viste er fra Hobbyboden.



Fine, sarte hvide blomsterhoveder på blåt kort og
med lille strimmel med forglemmigejer.



En lille klynge vintergækker og sød lille strimmel med blomstermotiv.



Pink er altid godt både som blomst og tilbehør.



Og her et kort med blå nuancer der matcher de søde skillaer.



Sidste kort i denne omgang må da være til ære for vores aprilvinder.
Et fint tillykke kort med de søde Waffle Flower frimærker.

Vi har naturligvis også en maj sponsor og det er Rikke Bagger og scrap-a-mania i september,
hvor den heldige vinder har billet som siddende scrapper lørdag og søndag (19. og 20. september).
Som altid er billetten til denne messe og vinder du og også har købt billet - kan du jo invitere en
veninde med på gevinsten.

NYD maj måned - jeg havde korte ærmer og bare tæer i skoene i dag. Det var godt nok dejligt.
Her i Nordsjælland var det virkelig "kom maj du søde, milde".


fredag den 14. februar 2025

Ikke live - men lille reportage fra en hyggelig og fin fejring af Carsten fra Luna

Fifty har haft travlt i denne uge, for han ville gerne lave et fint kort til sin gode ven Carsten fra Luna Hobby, som jo fyldte 50 år i dag og havde inviteret til reception i butikken. Og det var også samtidig i dag, at OSH og Carsten trak vinderen af gavekortet på 500 kr og 2 gavekort som giver 20 % på 1 ordre uanset om det er i butikken eller via webshoppen. Men det kan I læse mere om til sidst i indlægget.

Her kommer først lidt snapshots fra en hyggelig fejring af en ditto mand.



Papiret var omhyggelig valgt - det er nemlig Luna papir med partyhatte
og der er lyserødt i - så det er SÅ meget Carsten 😍
Fifty havde besluttet, at kortet skulle kunne "noget" så det blev et Pop up kort
med skjulte tekster. Bjørnen er fra Cottage Cutz og ølkruset er en gammel QK die.
Hov foto er fra før jeg lige hjalp Fifty med at skrive 50 i to af de små stjerner. 👍



Gittes eget design stempler med passende tekster er brugt og
den fine Tillykke med dagen tekst er en die fra Made with love.



Gaven var nemlig to ølglas og Imerco pakker heldigvis ind i lyserødt 👍
som fik to fotos af Fifty og Carsten på til pynt.
SÅ gik turen fra Allerød til Køge.



Vi fik vist den sidste P-plads lige ved døren og se hvor fint der var pyntet med flagalle
og rød løber.



Fine røde til lykke balloner og vi så i butikken at de nu også forhandler
fine balloner, bla. disse og andre festlige.



Selv kasseterminalen var i festtøjet.



OG Fifty fik sit ønske opfyldt og stod fanevagt ved kassen i al den tid vi var der.
Det var han meget stolt over. 💗
Vi andre hyggede ved de lange borde med lækker kage, kaffe/the og kolde drikke
OG ikke at glemme lækre karameller - MUMS.



Se selv - Carsten kan godt lide lyserødt - SEJ skjorte hr. Olsen
og selvom man måske ikke er helt vild med at runde et skarpt hjørne
og blive "næsten voksen", så hjalp det vist på humøret med kort og gaver.



Så her er en GLAD fødselar, og vi siger TAK for i dag.
For os rigtig voksne var det jo nærmest en børnefødselsdag vi var til.

TAK for i dag til Karina, Carsten, familie og personale - det var SÅ fint og hyggeligt.

Og HVEM var så de heldige vindere af en spændende lodtrækning fyldt med "Boomer humor" 😁.

Gavekortet på 500 kr gik til denne kommentar:

Sikke nogle fine kort, og hold da fest nogle skønne præmier !

Jeg har altid haft et ønske om at lege dem fra Lotto der ringer til folk der har vundet stort, så jeg
overraskede Tina telefonisk på vej hjem fra Køge og skal vi nøjes med at sige at hun blev RIGTIG glad!!!

og de to gavekort der giver 20% på 1 ordre gik til disse kommentarer:

Så fine kort, meget festlige. 🥰
Ses vi i Køge i morgen, Charlie? 😊

Heidi (Nessie64) var i butikken og blev bestemt også glad, måske hun allerede har shoppet for sin præmie??

Sikken en flot farvelægning. Må vist snart få begyndt at prøve at farvelægge med mine copics.
Stort tillykke til Carsten i dag. 🇩🇰
Håber han får en megagod dag.
God tur og fejring. 🎈🎁

Natascha du bedes kontakte Luna hobby i næste uge via mail eller telefon, så Carsten kan aftale nærmere med dig.

Håber I kunne lide dette lidt specielle indlæg, men ville dele en god dag med jer der ikke havde tid eller bor for langt væk til at kunne være med.

Kommentarkonkurrencen fortsætter resten af måneden, selvom Carsten var i gavehumør på sin fødselsdag. I næste uge kommer der et almindeligt indlæg og der får I også at vide hvad der så trækkes lod om den 28. februar - ja vi er lidt hemmelighedsfulde Carsten og jeg - men det er gode nyheder.

HVIS du er ny herinde eller bare ikke rigtig har fået styr på det med at undgå anonyme kommentarer, så er løsningen her - SKRIV altid dit navn inde i din kommentartekst - så er du sikker på at du er med i lodtrækningen.













lørdag den 18. januar 2025

18. januar håber I kan klare lidt flere LOVE kort og lidt gamle melodier...

For lige præcis sådan nogen har jeg på lager til i dag. 😍

Gitte fra Hobbyboden laver altid fine kort til OSH, både derhjemme og når hun er med på en messe som siddende scrapper - disse er fra en af de ture og 1000 tak for dem Gitte og for hyggeligt samvær, når vi er til Scrap-a-mania i Sorø.



Der var engang jeg kunne rigtig mange navne på mønsterpapir,
men de tider er forbi, så jeg vil nøjes med at kommentere på det jeg ved.
Her er stempel, hjertedie og labeldie altsammen "homemade" by Gittes eget design.



Det samme gælder her denne store, lækre KYS die og den stemplede sætning.



Her faldt lyset lige forkert for mig da jeg fotograferede, for tror det var et guldhjerte med ordet LOVE.
Dies, stemplet Jeg elsker dig og sikkert også de røde enamel dots er fra Gittes eget design.
Jeg nynner nu "undskyld hr. må jeg byde dem et kirsebær" hvis der er nogen der er gamle nok
til at kende den melodi fra en gammel dansk film (Landmandsliv i 1965), hvor Lone Hertz sang den
til Helge Kjærulff-Schmidt.


Sidste LOVE kort i denne omgang bruger en hjertedie der hedder "Strålehjerte" og stempelteksten
der står i en die fra sættet "Label billet" er fra sættet "Love, love, love",
 der byder på flere love tekster, også den snirklede fra kortet ovenfor.
Kender jeg Gitte ret, har hun været Beatles-fan som yngre og taget titlen på sættet fra deres
store singleplade hit i 1967. Så nu har jeg også den inde i mit hoved....
De fine mangefarvede enameldots, der matcher hjertefyldet, er også "egen avl"

Måske har du læst, at der er meldt udsolgt af billetter til "Scrapbooking i Osted" som jo finder sted om lidt mere end 1 måned (22. og 23.2.) - men så er det jo bare SÅ lækkert, at Fifty og jeg har fået en billet af Eva-Marie Borup som præmie i denne måned, så sæt bare i gang med kommentarerne, så kan du måske være heldig at være den der vinder billetten, når jeg trækker lod 31. januar efter kl. 21.30. Der er jo 1 chance for hver januarkommentar man har lagt. 👍💗

God weekend allesammen 😊

onsdag den 1. januar 2025

Årets første indlæg - Velkommen 2025

Heldige os - så er der et helt nyt år at tage hul på. Håber I alle er kommet godt ind i 2025.


Vi lægger ud med LOVE - fordi "All you need is LOVE.." og sådan nogle kort har vi lige i vores fotolager nu.

LOVE kan udtrykkes på mange måder og jeg er ret vild med kort, der giver det et lille twist man kan smile af, som disse fra Karina Ø:



Her i pink udgave med flamingoer og hjerte fra Three Scoops.



Sådan kan det også siges i en lidt mere maskulin udgave.



Den søde lille mus der kigger op er fra Lawn fawn sættet "Bubbles of Joy" og
SUPER anvendelig i mange sammenhænge. Teksten kender jeg ikke men ved Three Scoops
har en der har næsten samme tekst. 



Sjov ide til den generation der ved hvad det er med to kassettebånd og "We're a good mix" teksten.
Både NHH design og Three Scoops har haft kassettebånd stempler, så ??



Mama Elephant stempel med hund der læser en bog (stempelsættet hedder Book worm)
parret med perfekt dansk tekst.
Stempeltekst er "Eventyret begynder her" fra Three Scoops.



Her har LF leget med ordet Stud muffin som er slang for en lækker mand
og lavet det til stud puffin som er en søpapegøje. Derfor perfekt med blå baggrund med små hjerter.

Udover at få vist Karinas søde idéer tænker jeg, at vi allesammen lige kigger på vores stempler og dies med lidt andre øjne efter disse sjove LOVE-ideer. 😍 Så tak for smilet Karina. 👍

Til sidst skal I da lige have at vide hvem vores første sponsor her i 2025 er.

Det er Eva-Marie Borup og Scrapbooking i Osted messen. Eva-Marie har udloddet en billet til messen til en siddende scrapper - værdi 279 kr og det er et virkelig fint arrangement. Det er endnu ikke officielt hvilke butikker der kommer, men det plejer at være 1 eller 2, så der kan handles efter behov/lyst. Messen foregår i weekenden 22. og 23. februar 2025 i Ostedhallen og I kan læse mere om arrangementet her. Jeg har deltaget i flere år og det er nogle hyggelige rammer og en dejlig atmosfære.

Januar betyder at bloggen går tilbage til at blogge 4-5 gange om måneden, altså ca. 1 gang om ugen.
Kommentarkonkurrencen kører også på almindelig vis igen, det vil sige der trækkes lod sidste dag i måneden efter 21.30 mellem hele månedens kommentarer. 

God HVERDAG fra i morgen og glæder os som altid til at læse jeres kommentarer og inspirere jer med kortideer.





søndag den 1. december 2024

Julehilsen fra Letland til os alle...

Så siger vi pænt farvel til november måned og har fundet vinderen af 1 billet til Scrapbooking i Osted 22. og 23. februar 2025. Det blev denne kommentar:

Freya Rasmussen kommenterede "Det sørme det snart december...."
20. nov. 2024
Rigtig fine julekort, musen på det midterste kort er virkelig sød 😍🎅

Stort til lykke til dig Freya, hvis det er første gang du er i Osted kan du godt glæde dig 😍.

Mange TAK for præmien til Eva-Marie Borup. 💓

I hele december er vores sponsor Love2stamp - mere om det i næste indlæg.

Som de fleste af jer ved, har OSH en god støtte i min lokale Kvickly chef, der igen i år sprang til og sørgede for at levere pebernødder og juleslik til de udsendte soldater vi også leverer kort til.

Her i slutningen af november kom der mail til mig og Fifty, som jeg fluks sendte til Kvickly, så de kan se hvor glade de bliver for sådan en pakke ude på missionerne, men jeg gemte lige mailen og billederne til i dag, hvor det er 1. december og 1. søndag i advent.

"Kære Operation Skriv Hjem.  Tusind tak for den fine julepakke I har sendt til os. Hils gerne den lokale Kvickly og sig mange tak! Pakken ankom lige dagen før vi skulle holde tidlig- julehyggearrangement,
så det var helt perfekt. Vi satte det frem og det skabte god stemning af jule- og hjemlig hygge. Vi har vedhæftet et par billeder fra julehygge dagen.

Vi takker for alle de fine kort. De skaber stor glæde hos soldaterne.

Kortene står til hverdag altid fremme på bordene, så de er nemt tilgængelige for soldaterne. Vi har næsten ikke flere julekort hernede, så soldaterne har været flittige til at skrive dem.



Der var brev med foto af afhentningsdagen i Kvickly og en stor skål guf
og pebernødder på alle bordene. Måske nogle af jer kan spotte et kendt kort?



Og her sidder 2 af de ca 800 soldater og skriver hjem.
Så fine forhold har man kun, når KFUM har en Kuf der hvor lejren er.
Sidste år var Letland holdet indkvarteret i teltlejre i sneen.

Glædelig jul og godt nytår til dig, Fifty og alle de frivillige i OSH. "

Hilsen Thea og Dorte 
(som har været udsendt på flere andre missioner, så vi kender hinanden)

Er det ikke en dejlig hilsen derudefra - vi blev så glade her i HQ og det blev vores Kvickly-ven også.

Rigtig god 1. december og her kommer nogle af de fine julekort.

Det er en hyggegruppe der laver kort sammen, der står for dagens julekort. TAK til Ann Jensen, Diana Helbo og Marianne Engel Lundstrøm:

Første kort med en smuk guldstjerne og julekram på baggrund embosset med snevejr
er fra Ann. 


Dette smukke kort med guld hist og pist er fra Marianne.

Endnu et Marianne kort, her med harlekin mønster i baggrunden og
guldramme om et smukt stykke mønsterkarton. GOD JUL die er fra NHH design.

Fint blankt juletræ i et hav af gaver.
Sjovt kort fra Diana.

Og det er også Diana der har lavet dette kort.
Ja - selv Julemanden kan blive træt kan I se, han har jo også en travl måned foran sig.
Det fine GOD JUL i guld er en gammel Gummiapan die.

Jeg har desværre ikke været helt frisk i november, men håber jeg er ved at være på toppen igen og har planer om at gentage bloggens populære "julekalender-blogning" i hele december.

Så sæt lige 5 minutter af hver dag, så I kan se alle de fine julekort, vi kommer til at vise herinde og så I kan få lagt en MASSE kommentarer, for som I kan læse i næste indlæg bliver der virkelig gang i gaveregnen herinde igen denne december. Hvor hyggeligt er det lige???? Glæder os til at læse jeres kommentarer.

Glædelig 1. søndag i advent fra os til jer allesammen.  Knus fra HQ.

søndag den 10. november 2024

Julekortideer med kvadratisk miniblok

Så er første uge af november næsten brugt op og mon ikke julekortproduktionen er i gang rundt om i de små og store hjem? Apropos "næsten brugt op", så handler dagens indlæg om netop det emne.

Kender I det, når man bruger de mange forskellige, fine 6x6 papirer til sine A6 julekort?? Der bliver så altid en strimmel tilbage, der her i huset ryger i restekassen til senere brug og pludselig er der FYLDT op. Men i dag viser vi hvordan Karina Ø Johansen med lidt planlægning har lavet kort af den slags rester med det samme. Se med her 🎄



Karina har her brugt et sødt, gammeldags motiv med julemanden og snebaggrund.
Der sker så meget, at en fin tekst er pynt nok, her stemplet på samme baggrundsfarve.
Stemplet er fra Gittes eget design (Hobbyboden) og sættet med julestempler hedder "Julegavetid"
og hvad så med den overskydende strimmel - ja det kommer på næste kort.



TRYLLE - samme type tekst og med en bolchestribet rød/hvid kortbase.
Men der er jo så en strimmel af det stribede papir....



... og den kom så på dette kort med fine små julekugler i baggrunden.
Teksten er igen et Gittes eget design sæt - dette hedder "Enkelt JULE special"
og det lille rensdyr er fra Lawn fawns lille add-on sæt - "Car critters"
og så er der jo igen en strimmel med julekuglerne osv....
Så med lidt planlægning og velegnede småmønstrede motiver kan der hurtigt
fremstilles en serie fine, forskellige nemme kort.



Her er et motiv der matcher baggrunden klippet ud som en firkant og givet en rød matte.
bagved sidder en strimmel matchende karton med teksten, der igen
er en fra Gittes eget design.



Sidste julekort i denne omgang har fint stribet baggrund med holografistriber
og et lille julemotiv med gaver, rensdyr og pyntet juletræ fra forskellige
Lawn fawn sæt. bl.a. "Say what Holiday critters" sættet med rensdyret i julesweater.
Det fine Glædelig Jul med skygge er fra Barto design.

Tak for de muntre og fine julekort Karina, dejligt når der er gode ideer at give videre.

Glæder mig til at læse jeres kommentarer, som jo som altid gælder som lodsedler i OSHs månedlige kommentarkonkurrence. (Eneste regel er at de ikke kan være anonyme - vi skal kunne se hvem de er fra). 

I denne måned er det Eva Marie Borup og Scrapbooking i Osted der er vores sponsor og det er en billet til en siddende scrapper til februarmessen 22. og 23. februar 2025, der er på højkant. Jeg har deltaget flere gange sammen med Mie og Fifty og det er en rigtig hyggelig messe - her er et par fotos fra i år:



Man kan tættere på datoen tilmelde sig menuløsningen eller som Mie bare købe
de andre ting der er i kantinen - her frikadellesandwich med rødkål og en gang fritter til deling.



"Kontoret" ved indgangen med præmierne på indgangsbilletten og det solgte amerikanske lotteri.
De fine indpakkede gaver var "tak for denne gang" til når vi gik hjem søndag eftermiddag.
2 lækre plastopbevaringskasser som vi bruger til projekter vi er i gang med.👍



Og her et kig udover halvdelen af hallen under lodtrækningen.
Bemærk de grå tæpper på gulvet. Guld værd for øregangene, hvis
man skulle være lidt sart med støj fra store forsamlinger.

Det var alt for denne gang - måske jeg har lidt mere information om februar messen i et af de andre
indlæg i november - der er jo stadig god tid til, så nogle aftaler er ikke kendt endnu.



fredag den 1. november 2024

November måned er i gang....

Ovenpå oktobers festlige Halloween-afslutning skal der noget til at peppe november måned op,
som jo ligger der klemt inde mellem oktober og december, der begge har lidt mere hygge og spas at byde på.

            “Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”
 
Digtet er af Henrik Norbrandt som her tydeligt forklarer, at han ikke er vild med årets mørke og kolde måned.  Men vi der har en indendørs hobby vi elsker - skal nok klare os igennem november, ikke?

Vi laver jo bl.a. julekort og til og fra kort og i dag viser jeg lidt af de fine julekort der enten er sendt ud i verden til vores soldater, eller som er modtaget her efter vi tømte julelageret og nu danner starten af julekortene til næste år.  TAK for kortene til alle jer der i løbet af november vil kunne genkende jeres bidrag. 🎅🎄

Men lad os først udløse spændingen om hvem der var den heldige vinder i oktober måneds kommentar-konkurrence. Det er denne kommentar:

Endnu engang smukke kort fra Gittes hånd 🤩 Hendes nye tekster ryger direkte på ønskelisten. De har virkelig en fin størrelse.

TIL LYKKE med præmien Line, jeg skriver til Hobbyboden i dag og fortæller du er vinderen og så kan du selv tage kontakt, når du vil bruge dit gavekort på 200 kr. (Pist - lige i øjeblikket er der fede procenter på nogle lækre mærker). 👍  Mange tak for præmien til Gitte, Claus og Hobbyboden.

Her kommer så nogle superfine julekort fra Tina Wilstrup:



Nuttet lille mus og morsom tekst - kender det godt - ØV nu har vi sokker i skoene.
Tina har også lavet en fin lille tag - så mit gæt er at motivet er et digitals stempel.
Tina er jo designer flere steder, så det er ikke alt hun laver jeg liiiige har styr
på hvad hedder - men FINT er det. 😍



Den søde lille vinterpige her kender jeg til gengæld godt. 
Det er et MFT stempel med Birdie Browns motiv der hedder "Warmest wishes".
Den fine cirkeldie er også fra MFT og hedder Happy Holidays - kunne også fåes med Merry Christmas men har nogle år på bagen efterhånden.  



To søde og fornuftigt klædte vinterfugle varmer sig lidt ved lejrbålet.
Igen nogle fine digi-stempler jeg ikke kender.



Sidste kort er med sporty klædt ung kvinde, der har hentet sit juletræ og bringer det hjem.
Kender jeg Tina godt nok, så er A-huset nok også stemplet og resten af baggrunden er håndmalet.

Tak for kortene Tina - jeg har et par fotos mere til visning senere i år. 👍

Og så har vi selvfølgelig en ny sponsor til kommentarkonkurrencen her i november.

Det er Eva Borup og Scrapbooking i Osted, der har givet en billet (værdi 279 kr) til en siddende scrapper på messen d. 22. og 23. februar 2025.
Jeg får lidt flere oplysninger i løbet af måneden, I der har været med før ved, at det er en mindre, men super hyggelig messe med 1 max 2 butikker og en masse kreafolk samlet. Sted Osted hallen med gode parkeringsforhold. 

Som altid tæller hver kommentar lagt her på bloggen i november måned med i lodtrækningen som bliver 30. november efter kl. 21.30.









tirsdag den 1. oktober 2024

"Efterår er et andet forår, hvor hvert blad er en blomst."

Overskriften er i citationstegn, da den er tyvstjålet fra Albert Camus, den franske forfatter - men den passer så fint på den årstid som oktober starter. For det er jo nu at alt det grønne skifter farve til en
symfoni af gul, rød, brun og for de stædige nåletræer mørkegrøn 😍

Vi starter lige med at afsløre månedens vinder i lodtrækningen, som blev denne kommentar:

Altid hyggeligt at se dig og Fifty. Og ja det var virkelig en dejlig weekend

Til lykke Heidi Kolze jeg giver besked til Anja og så kontakter du hende, når du er klar til at shoppe 👍
TAK herfra til Anja og Picturing the World...

Her kommer så nogle efterårskort fra forskellige af vores dejlige kortmagere:



Sart og fint kort fra Charlotte Holst Nielsen
hvor tørrede blomster og en enkelt solsikke pynter på en lille hylde.



"Ananas i egen juice" - men ham her og hans flyvende kost og spooky kat
måtte jeg da lige dele. Det er igen en af Cottage Cutz gnomes og
de samme tekster som jeg brugte i kortet i september indlægget.



Til lykke kort med chrysantenum - dejlig blomst her i efteråret.
Kortet er fra NN dvs. en scrapper jeg ved hvem er, men som gerne vil være anonym.



Som husejer kender jeg jo godt til, at musene gerne vil indendørs når efteråret kommer.
Hvis de var så nuttede som disse, tror jeg godt de måtte holde et lille teselskab 💕
Dette kort er fra en anden anonym kortmager.

Samlet tak til jer der fik jeres kort vist i dette indlæg og tak til alle jer der havde kommenteret i sidste måned. Det skal I endelig fortsætte med - for indlægget afsluttes med at afsløre hvem der er vores oktober måned sponsor:

Det er nemlig Gitte fra Samsø og Hobbyboden der udover at være en af vores faste sponsorer også er en trofast og flittig kortleverandør til OSH - det har faste læsere nok godt opdaget gennem årene. Gitte sidder ved OSH bordet når vi er på scrap-a-mania og det er rigtig hyggeligt og så prøver jeg at undgå at blive intimideret af den mængde kort hun når at få produceret til os hver gang. Hun kan virkelig rubbe neglene kan I tro og stadig deltage i snak og grin. Men hun behøver jo selvfølgelig heller ikke shoppe så meget, når hun bor i et slaraffenland af en webshop.

I den nyeste udgivelse som I sikkert har opdaget har hun bl.a. nogle knaldhamrende fine tekster vi nok er mange der købte i den fine store udgave i en sampak med 4 i en mindre udgave - og jeg er da helt klar til at de også skal hjem til mig. Jeg ønskede mig gavekort til "legetøj" da jeg fyldte rundt tidligere på året og har lige præcis stadig 1 af gavekortene tilbage. 😍

Er du ikke så heldig at have det, så husk at kommentere i oktober, for det er netop et gavekort på 200 kr Gitte har sat på højkant til den heldige vinder af kommentarkonkurrencen her hos mig og Fifty 🐻.