lørdag den 23. november 2024

Julekort hos OSH #11

24. november - jamen er det så allerede snart JUL - jeps - og vi der har lavet kort hver måned kan jo gå i gang med at skrive de kort der skal afsted til familie og venner.

Her er vores 3 november ideer - først dette søde kort fra Gitte Y.:

Gitte skriver "Så er vi igen ved at gå den søde juletid i møde med julelys og hygge.

Mit kort for denne måned er et simpelt kort, som man hurtigt og nemt kan lave. 
Jeg har brugt et stempel fra Penny Black til baggrund og stemplet med Distress Oxide i farven Evergreen Bough. Men man kan bruge hvad man nu har som baggrund eller måske embosse i
stedet for. 



Den lille nisse er en ældgammel die fra Simon Says Stamp, som jeg har standset ud i 
de traditionelle nissefarver. Skægget har lige fået lidt skygge med en Copic tusch i grå.
Bag ham har jeg standset lidt pynt ud i glitterkarton og bær i turkis samt pyntet med røde
glitter drops

Hvad mon Charlie har fundet på denne gang?

🎅🎄🎅

Sikke et fint kort med en hyggelig gammel gnom Gitte, dem er der helt sikkert mange der har en eller anden udgave af i dies lageret.

Her kommer Lawn fawn elskerens julekort i november:

Midt i den store by med de mange hustage lød der et bump og lidt bjældeklang juleaften. 
Det var Rudolf og julemanden der på deres vej rundt med gaverne tog sig en lille pause. 😍.



Jeg elsker de skønne LF stempeltekster, der tit er ret morsomme.
Her passer det perfekt til min skoleveninde jeg har kendt fra vi var 6 år gamle og især
fordi hun hed Hjort dengang, bor i lejlighed i København og stadig er en kær ven.

Kortet indeholder disse dies:

Sizzix 3D embossing folder med snefnug. 
Gittes eget design rektangel med stikninger og runde hjørner.
Lawn fawn stempel og diesæt: "Simply celebrating Santa" med Rudolf og co. og tekst og talebobler
hvor rækken med julemanden og dyrene lige er klippet til, så han kunne komme op i skorstenen og vinke.
Lawn fawn "Build a cabin" har leveret skorstenen. Taget er bygget af scallop borders og har snedriver fra lageret.
Små stjerner i gult og lidt hvid maling har leveret snefnug. Alt er farvelagt med Copics.

og nu er jeg spændt på dit kort Pia, hvad har du vundet på??
 
🎅🎄🎅

Hej.  På denne måneds julekort har jeg givet den fuld gas med at mixe mange forskellige brands.
Hele 6 forskellige brands er brugt her - og det inkluderer ikke papir og karton. 

Størstedelen er diecuts med en lille smule krydderi af Hot Foil.


For nemheds skyld vil jeg denne gang blot liste de primære produkter: 
  • Nesting Circles dies af LifeStyle Crafts
  • Joyful die af Simon Says Stamp
  • Avery’s Alphas bogstav dies af Avery Elle
  • Rundede Rektangler & Flag af Gittes Eget Design
  • Bubble Leaves af Design5
  • Mini Christmas Sentiments Hot Foil plates af Spellbinders
  • Glimmer Hot Foil System af Spellbinders

Fint kort og smukke guldbær og tekster Pia. 

Det var årets næstsidste "Vi juler hver den 24. i måneden" fra Operation skriv hjems nissehold.
Tak for kortideerne Pia L. og Gitte Y.

Vi vender tilbage i næste uge, for vi har stadig en masse julekortfotos, vi kan dele med jer.

Husk at I har frem til lørdag 30/11 til at få lagt de kommentarer på november indlæg I har lyst til så
de er på plads når jeg trækker lod efter kl. 21.30 den dag. Præmien i denne måned er 1 billet til en siddende scrapper 22. og 23. februar 2025 til Scrapbooking i Osted. 

Tak til vores november måneds sponsor Eva-Maria Borup for den fine præmie.


søndag den 17. november 2024

Det sørme det snart december....

 ... og vi kigger derfor stadig på skønne julekort ideer.

Først dette lille zoom af et af vores egne Lawn fawn julekort fra sidste år, som måske bliver gentaget i år, fordi de små honningkager er så hyggelige at lave og bruge:



Kommer du ind eller er du her kun for at spise mit juleflæsk???

Dagens håndfuld skønne julekortideer er fra Connie Nilsson:



Three Scoops står får de fine julestempler Connie har brugt her. 
"Julemor og Julefar" "Kat 1 You're purrfect" og "Juletræ"
Pailletblandinge "julehjerter" er limet på træet.



Lille nissepause midt i julegave leverancen.
Fint farvelagte dies fra Gummiapan.



Der er gået mus i julegodterne - kender det godt 😍
Three Scoops stempler "Grangrene", tror også mus, slik osv er TS men måske fra klubpakker
jeg ikke liiige kender. 



Det samme gælder for dette fine kort med alskens lækkerier på tallerkenen.
Three Scoops er kraftigt repræsenteret.



Driving home for Christmas - her i Three Scoops udgave
Sættet hedder "Bil med læs"

Tak for de fine kort Connie - de var med i kassen i august og er sikkert på vej hjem til nogle familier nu.

Om 2 søndage er det 1. søndag i advent, så vi juler videre og allerede næste søndag er det 24. og så er der jo julekort fra OSHs jul hver den 24.-team som er  Pia L. og Gitty Y. og mig (måske også Mie) 🎅

Glæder os til at læse jeres kommentarer - præmien i denne måned er en billet til 1 siddende scrapper på Scrapbooking i Osted messen 22. og 23. februar 2025. 

OSH var der i september og her har jeg lånt et foto af et fint julekort lavet af Jeannette Kylmann Meland I også lige får lov til at se.

Tak til vores november måneds sponsor Eva-Marie Borup for den fine præmie.



Gummiapan dies på matchende stribet baggrund. Enkelt og lækkert kort.
Elsker at sløjfen er bundet med snor der matcher kortbasen i kraftkarton.






søndag den 10. november 2024

Julekortideer med kvadratisk miniblok

Så er første uge af november næsten brugt op og mon ikke julekortproduktionen er i gang rundt om i de små og store hjem? Apropos "næsten brugt op", så handler dagens indlæg om netop det emne.

Kender I det, når man bruger de mange forskellige, fine 6x6 papirer til sine A6 julekort?? Der bliver så altid en strimmel tilbage, der her i huset ryger i restekassen til senere brug og pludselig er der FYLDT op. Men i dag viser vi hvordan Karina Ø Johansen med lidt planlægning har lavet kort af den slags rester med det samme. Se med her 🎄



Karina har her brugt et sødt, gammeldags motiv med julemanden og snebaggrund.
Der sker så meget, at en fin tekst er pynt nok, her stemplet på samme baggrundsfarve.
Stemplet er fra Gittes eget design (Hobbyboden) og sættet med julestempler hedder "Julegavetid"
og hvad så med den overskydende strimmel - ja det kommer på næste kort.



TRYLLE - samme type tekst og med en bolchestribet rød/hvid kortbase.
Men der er jo så en strimmel af det stribede papir....



... og den kom så på dette kort med fine små julekugler i baggrunden.
Teksten er igen et Gittes eget design sæt - dette hedder "Enkelt JULE special"
og det lille rensdyr er fra Lawn fawns lille add-on sæt - "Car critters"
og så er der jo igen en strimmel med julekuglerne osv....
Så med lidt planlægning og velegnede småmønstrede motiver kan der hurtigt
fremstilles en serie fine, forskellige nemme kort.



Her er et motiv der matcher baggrunden klippet ud som en firkant og givet en rød matte.
bagved sidder en strimmel matchende karton med teksten, der igen
er en fra Gittes eget design.



Sidste julekort i denne omgang har fint stribet baggrund med holografistriber
og et lille julemotiv med gaver, rensdyr og pyntet juletræ fra forskellige
Lawn fawn sæt. bl.a. "Say what Holiday critters" sættet med rensdyret i julesweater.
Det fine Glædelig Jul med skygge er fra Barto design.

Tak for de muntre og fine julekort Karina, dejligt når der er gode ideer at give videre.

Glæder mig til at læse jeres kommentarer, som jo som altid gælder som lodsedler i OSHs månedlige kommentarkonkurrence. (Eneste regel er at de ikke kan være anonyme - vi skal kunne se hvem de er fra). 

I denne måned er det Eva Marie Borup og Scrapbooking i Osted der er vores sponsor og det er en billet til en siddende scrapper til februarmessen 22. og 23. februar 2025, der er på højkant. Jeg har deltaget flere gange sammen med Mie og Fifty og det er en rigtig hyggelig messe - her er et par fotos fra i år:



Man kan tættere på datoen tilmelde sig menuløsningen eller som Mie bare købe
de andre ting der er i kantinen - her frikadellesandwich med rødkål og en gang fritter til deling.



"Kontoret" ved indgangen med præmierne på indgangsbilletten og det solgte amerikanske lotteri.
De fine indpakkede gaver var "tak for denne gang" til når vi gik hjem søndag eftermiddag.
2 lækre plastopbevaringskasser som vi bruger til projekter vi er i gang med.👍



Og her et kig udover halvdelen af hallen under lodtrækningen.
Bemærk de grå tæpper på gulvet. Guld værd for øregangene, hvis
man skulle være lidt sart med støj fra store forsamlinger.

Det var alt for denne gang - måske jeg har lidt mere information om februar messen i et af de andre
indlæg i november - der er jo stadig god tid til, så nogle aftaler er ikke kendt endnu.



fredag den 1. november 2024

November måned er i gang....

Ovenpå oktobers festlige Halloween-afslutning skal der noget til at peppe november måned op,
som jo ligger der klemt inde mellem oktober og december, der begge har lidt mere hygge og spas at byde på.

            “Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”
 
Digtet er af Henrik Norbrandt som her tydeligt forklarer, at han ikke er vild med årets mørke og kolde måned.  Men vi der har en indendørs hobby vi elsker - skal nok klare os igennem november, ikke?

Vi laver jo bl.a. julekort og til og fra kort og i dag viser jeg lidt af de fine julekort der enten er sendt ud i verden til vores soldater, eller som er modtaget her efter vi tømte julelageret og nu danner starten af julekortene til næste år.  TAK for kortene til alle jer der i løbet af november vil kunne genkende jeres bidrag. 🎅🎄

Men lad os først udløse spændingen om hvem der var den heldige vinder i oktober måneds kommentar-konkurrence. Det er denne kommentar:

Endnu engang smukke kort fra Gittes hånd 🤩 Hendes nye tekster ryger direkte på ønskelisten. De har virkelig en fin størrelse.

TIL LYKKE med præmien Line, jeg skriver til Hobbyboden i dag og fortæller du er vinderen og så kan du selv tage kontakt, når du vil bruge dit gavekort på 200 kr. (Pist - lige i øjeblikket er der fede procenter på nogle lækre mærker). 👍  Mange tak for præmien til Gitte, Claus og Hobbyboden.

Her kommer så nogle superfine julekort fra Tina Wilstrup:



Nuttet lille mus og morsom tekst - kender det godt - ØV nu har vi sokker i skoene.
Tina har også lavet en fin lille tag - så mit gæt er at motivet er et digitals stempel.
Tina er jo designer flere steder, så det er ikke alt hun laver jeg liiiige har styr
på hvad hedder - men FINT er det. 😍



Den søde lille vinterpige her kender jeg til gengæld godt. 
Det er et MFT stempel med Birdie Browns motiv der hedder "Warmest wishes".
Den fine cirkeldie er også fra MFT og hedder Happy Holidays - kunne også fåes med Merry Christmas men har nogle år på bagen efterhånden.  



To søde og fornuftigt klædte vinterfugle varmer sig lidt ved lejrbålet.
Igen nogle fine digi-stempler jeg ikke kender.



Sidste kort er med sporty klædt ung kvinde, der har hentet sit juletræ og bringer det hjem.
Kender jeg Tina godt nok, så er A-huset nok også stemplet og resten af baggrunden er håndmalet.

Tak for kortene Tina - jeg har et par fotos mere til visning senere i år. 👍

Og så har vi selvfølgelig en ny sponsor til kommentarkonkurrencen her i november.

Det er Eva Borup og Scrapbooking i Osted, der har givet en billet (værdi 279 kr) til en siddende scrapper på messen d. 22. og 23. februar 2025.
Jeg får lidt flere oplysninger i løbet af måneden, I der har været med før ved, at det er en mindre, men super hyggelig messe med 1 max 2 butikker og en masse kreafolk samlet. Sted Osted hallen med gode parkeringsforhold. 

Som altid tæller hver kommentar lagt her på bloggen i november måned med i lodtrækningen som bliver 30. november efter kl. 21.30.