lørdag den 17. januar 2026

I disse tider trænger vi da til lidt normalitet og hygge, ikke??

Så det prøver jeg at bidrage med her lørdag morgen. I denne uge fik jeg en fin personlig leverance fra Charlotte Nielsen bestående af en STOR kasse med over 250 skønne kort og en lækker portion ekstra a6 kuverter. TUSIND tak Charlotte. 💝 

Charlotte laver altid 2 stk af hvert kort, så der er SÅ mange sjove, flotte, skøre, nye ideer som I kan glæde jer til at se et udvalg af her i 2026. Vi starter i dag med dies jeg kan genkende som dele af Spellbinders 2024 julekalender:



Den skønne lille franske buldog er så skøn.
Han er ekstra fransk når han bærer alpehue, charmeklud og
stribet t-shirt (det er meget brugt i Bretagne).
Her er han fokus på et LOVE kort, det lille hjerte og
Hello banneret var også julekalender dies det år.



Her er han igen, denne gang med en til lykke hilsen,
de fine billetformede rammer er også fra kalenderen.
De små briller er fra et tilbehørssæt med briller fra Spellbinders.
Smart med strimmel med en masse tal. Så er lige præcis det rigtige år måske imellem.



Fasten your seatbelt, vi er på en rejse...
Den meget fine kuffert med alle de skønne, små detaljer var også med
i 2024 julekalenderen fra Spellbinders.
Hmmm - jeg tror jeg må overveje den julekalender i 2026.
Jeg var ihvertfald selv rigtig glad for deres Halloween kalender i 2025.



Her har vi ham igen - den franske charmetrold med LOVE breve.



Og her på lag på lag kort med hul til at kigge ud gennem.
Fint fødselsdagskort og skøn tekst.



Sidste kort i denne omgang er et lækkert shakerkort med hjerter, en lækker macaron.
Selve shakerfyldet er pailetter, små hjerter og hvide perler. SÅ fint.

TAK for de mange fine kort Charlotte - glæder mig til at kigge videre i kassen her i weekenden.

Må jeg lige benytte lejligheden til at sige, at som shakerfyld er runde perler SÅ fine, 
MEN jeg har i årenes løb modtaget en del kort fra jer, hvor de er brugt som forsidepynt på kort. Den går ikke, da
de allerede rasler af, når jeg sidder og håndterer eller pakker jeres kort.  Til det brug er der opfundet
halvperler, som har en flad bagside og de nyere enameldots også med flad bagside. Please - husk det
fremover.

GOD weekend og HALLO - nu ser jeg igen anonyme kommentarer i de sidste par indlæg. HUSK nu
at man IKKE kan deltage i konkurrencer herinde, hvis jeg ikke kan se et navn i jeres kommentarer.
Her i januar er det Eva-Marie Borup og Osted scrap der har sat 2 billetter på højkant, så den heldige vinder kan invitere en veninde eller familiemedlem med på messen i Osted på februars sidste og marts første dag.

søndag den 11. januar 2026

Klar til uge 3 men lidt træt af snebilleder - så kig med her...

Nu er det en håndfuld af andre typer kort jeg har fået fat på. Disse kommer fra Susanne Rigvald og TAK til dig Susanne:



En lille buket og en kærlig hilsen på baggrund der ligner årer i træ.



Rosenbuket med rød sløjfe og Jeg elsker dig.
Fin hilsen til et LOVE kort.



Dejligt med LOVE kort på denne årstid.
Samme baggrud som kort 1 men her på mønstret karton.



LOVE kort med de kendte hjertehænder på harlekinmønstret baggrund.



Sød tekst og fine marguritter på kort holdt i hvide farver.



Til lykke kort med enhjørning, så vidt jeg kan se den fra uro-sæt hos Gavlhuset.

På mandag prøver jeg at få kontakt til min kilde i Forsvaret, for at høre om der er nyt om hvor vi kan sende kort hen. I disse tider kan der jo ske pludselige ændringer i hvor vi har udsendte soldater p.t.

Glæder mig til slut februar og start marts, hvor Mie og jeg jo er på årets første messe "Osted scrap". 



Her er Mie i Osted i september 2022 og laver Halloweenkort med vores 
gamle Stampin Up ugle punch forklædt som djævel og flagermus.
Hvad mon hun har planer om at lave denne gang. Vi får se.
Vi er afsted igen i år her på forårsmessen, ses vi??

Vi er spændt på hvad Osted Scrap og Eva-Marie Borup har fundet på denne gang. Og I er jo så heldige, at hun er vores januar sponsor og har sat 2 billetter (så man kan følges med en veninde eller familiemedlem) på højkant. Jeg trækker vinderen af vores kommentarkonkurrence lørdag 31.1.2026
og måske er DU den heldige??  Men husk, at man IKKE kan vinde på en anonym kommentar, jeg ser desværre sådan nogen hver eneste måned, så hvis du ikke kan se du er logget ind, så skriv dit navn med i din kommentar.

søndag den 4. januar 2026

Så blev det snemandsvejr og lige i rette tid inden skolestart

Håber de børn der elsker sne får brugt weekenden ude og bygget en snemand og kælket. Så tager
vi voksne den sure tjans med at skovle indkørsler og fortove imens. 😖 

Jeg har valgt at lave et snemandsindlæg, selvom vi var færdige med julekortvisningerne, for jeg
havde en del søde og sjove kort i fotolageret. 



Fint og fladt kort selvom der er 4 lag. Her er det Tim Hs snemand der er kommet
på en tag omringet af dejligt snevejr i baggrunden.



Måske den mest kendte og elskede snemand Olaf.
Jeg er vild med hans citat fra filmen:
"Nogle mennesker er værd at smelte for" 💓



Vinterkort med de skønne frimærker fra Waffle Flower Postage.
Jeg har en plan om at sætte sådan nogle på mine breve fremover
ved siden af det nødvendige dao-mærke, for ellers ser et brev da
for kedeligt ud.



Samme sæt - men brugt på skrå.



Mon ikke denne lille lykkelige snemand fra Gummiapan
føler han får familiebesøg i denne situation???



Sidste kort med den sødeste Lawn Fawn "Build a snowman"

Vi lavede "snemandssuppe" i går - det bliver man åbenbart aldrig for gammel til 😍.

NYD den sidste juleferiedag og god 1. hele uge i januar.
 
Seneste nyt fra vores januarsponsor er at der nu er adgang til "byttebænken" på Osted Scrap.


torsdag den 1. januar 2026

2026 er her - og det er vi også....

... men der skulle lige være tid til at sove lidt længere og rydde lidt op efter nytårsaften.

Her et foto af vores bord, med en lillebitte scrappynt. Ellers fik et nyt sæt GLIMMER bogstaver lov til
at shine sammen med vores lille samling af snemænd, da vi jo vågnede til et hvidt drys her i vores del af Nordsjælland.



Lidt har også ret og guldpynt var der i rige mængder både med trut og knald i.



Går i dag og glæder mig over den meget smukke værtindbuket jeg fik.

Sjov og dejlig som december måneds gavebod og daglige blogindlæg har været, puster jeg nu ud
og glæder mig til en helt almindelig hverdag igen. Fest og ballade er skønt - men det gælder også om
at sætte pris på hverdagen - da der jo er flest af dem. 

Lad os starte årets første indlæg med at sige velkommen til januar måneds sponsor. Eva-Marie Borup og det hyggelige event "Osted scrap ". Mie og jeg har slået vores folder der en hel del gange og glæder
os allerede igen til en tur sydover og 2 hyggelige og produktive dage i Ostedhallen i februar.

Jeg ved der allerede er solgt mange billetter, men Fifty og jeg har fået mulighed for at udlodde det
der vel kan kaldes et sæt - nemlig 2 billetter til Osted scrap 28. februar - 1. marts. Lige noget for 2 veninder eller som sidste år et søskendepar. 

Vi nåede for første gang at få vist alle de fotos jeg havde nået at tage af jeres julekort inden de skulle sendes afsted. Nu starter et nyt år og vi viser fotos fra de mange andre typer kort I har afleveret i butikker eller på messer i Fiftys kasse. Mange TAK for dem.

I dag er det kort fra 10na vi viser frem:



Fint kort til en festlig anledning uden kun at være et fødselsdagskort.
Det kan nemlig bruges til mange glædelige begivenheder.



Klimaet er for lunt til at Fifty sover vintersøvn i øjeblikket, så traditionen tro
havde han smugkigget på min mobil og fundet dette kort.
Og ja Fifty, jeg giver dig ret, han er ret sød ham bamsen fra Cottage Cutz sættet
der hedder Forrest Peekers. (ældre men sød die).



Her kommer to søde kort hvor der er brugt smalle strimler fra restekassen
pyntet med et færdigt motiv her skåret ud som en kvadrat - søde kort.



Three Scoops står bag stempel og die til dette kort
med Polo T-shirt og stjerner.



Kortet her er til en 100% gamer og har en baggrundsdie
fra Gummiapan.

Som altid i de ordinære måneder, trækkes vindernavnet på månedens sidste dag - og det er lørdag 31. januar 2026 efter kl. 21.30 og afsløres i 1. opslag i februar.

I ønskes alle en god, produktiv og hyggelig januar måned.