Viser opslag med etiketten Julekort 2021. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julekort 2021. Vis alle opslag

fredag den 24. december 2021

Julekort #12 hos OSH - det er JUL og en helt speciel hilsen...

Allerførst kommer her den varslede dejlige julehilsen med fotos. Historien er, at Eric og jeg tidligere i år traf hinanden gennem en fælles interesse og pludselig fandt ud af, at vi havde noget helt andet til fælles. Han bor i min by og kendte OSH uden at vide, hvem der stod for det. Nu vi har fundet ud af, at vi også har "forsvaret" til fælles, har han sendt denne dejlige hilsen til os allesammen:

“Når man er udsendt under fremmede himmelstrøg - og ofte meget langt væk fra Danmark - er det tankerne hjemmefra, der er særligt værdsatte. Og derfor gør OSH en stor forskel! I gør det nemlig muligt - og det på en særdeles og prisværdig kreativ vis - at kunne sende en hilsen hjem til vores pårørende i Danmark. Stor tak for jeres indsats - den er særdeles værdsat!" God jul og godt nytår, Eric L. B., senest udsendt til MINUSMA-missionen i Mali, 2019-2020.


Jeg fik hans hilsen for et par dage siden og var bare helt sikker på, at den skulle komme i indlægget i dag. TAK for de pæne ord Eric, Mali var dengang den mission vi sendte til, der lå allerlængst væk og tænk at vi så faktisk bor 5 minutter i bil fra hinanden uden at vide det. Jeg ved, at alle de frivillige bliver rigtig glade for din hilsen.

---ooo---

Nu er det dagen - JULEAFTEN - og mit kort viser granguirlander, bjældeklang og selveste julemanden i selskab med Rudolf. Så er der da vist dømt julestemning for alle pengene, ikke? 😍

Vi håber I får en hyggelig og dejlig juleferie allesammen, på nuværende tidspunkt har jeg slet ikke tal på hvor mange vatpinde jeg har lagt næse til i december, men i år vil vi bare se nogle mennesker, venner og familie, så vi gør nøjagtigt hvad der skal gøres for at det kan lykkes. 


Kortet her er en blanding af My Favourite Things julesæt "Jingle all the way", guirlande og sløjfe fra Lawn Fawn og julesæk fra Gummiapan. Bjælderne er så vidt jeg husker en ældre die fra MFT.

Hvad mon Pia har til os denne gang?

Nu er det Juuuuuuul :)

I dagens anledning præsentere jeg den klassiske røde julestjerne. Dette er et stempelsæt fra Mama Elephant kaldet FS Poinsettia.


Jeg har farvelagt med Polychromos farveblyanter. Farveblyanter fungerer efter min mening rigtig godt på Kraft og Kvist karton. 


WAUW Pia hvor er det et smukt kort og en flot farvelægning på kraftkarton.

Cecilie har også et fint kort til os, men det egner sig bedre til om nogle dage, så det kommer i et senere indlæg.

I ønskes alle en dejlig juleaften og håber I får nydt jeres juledage til fulde.

Som tidligere nævnt, er der stadig den 4. lodtrækning af den 4. gavekort fra Hobbyboden, men den venter vi med til 30.12. så der stadig er noget at glæde sig til. Der kommer indlæg igen 27.12. så der bliver ved med at være noget at kommentere på - også selvom vi alle JULER i et par dage 😍💟

onsdag den 1. december 2021

Så starter julebloggen hos OSH - her kommer julekort HVER dag og...

 ... i år skal vi prøve noget nyt. Derfor bliver de 4 søndage HELT specielle, for der bliver indlægget en lille adventskalender, hvor der er en julehistorie skrevet med inspiration i de kort, der vises den dag OG sammen med vores december-sponsor Gitte fra Hobbyboden er vi gået juleamok og har aftalt, at der kommer 4 gavekort a 75 kr i december, fordi det snart er jul. Der bliver altså 4 der kan vinde her i december. 👍

Lodtrækningen sker søndag 5/12, 12/12, 19/12 og 26/12. Alle dage kl. 21.30.

Alle kommentarer, der er skrevet på bloggen fra mandag til søndag, i den uge der trækkes lod, er med i ugens lodtrækning. Det bliver nissehyggeligt!!! Så kig herind, bliv inspireret af de mange julekort, kommenter lystigt, læs søndagshistorien og måske bliver det dig, der vinder et af gavekortene.
TAK til Hobbyboden fordi de vil lege med ⛄

Nu vi er igang med at sige TAK - så gælder det også Britta fra Fru Hansens hobby som var vores november sponsor - hvem vandt så det ??

Det gjorde denne besked fra julekortindlægget 24.11.:

Lækre julekort, den lille honningkagemand er så nuttet 💕

Til lykke til dig Anne Christensen fra Hadsten. Jeg giver dit navn til Britta i dag, og så ligger det klar når du laver en ordre via hjemmesiden. God fornøjelse!

I dag starter vi med "ananas i egen juice" for dagens kort er fra Fifty, mig og Mie - og her er de:



Her er Fiftys kort - sådan håber han december bliver den skøre bjørn.
Han vil bare gerne sidde klar til at guffe i en af kagedåserne og gerne med 
en Candy cane i hånden. 💖😍
Det søde motiv er en ældre Cottage Cutz die der hedder "Santa bear in pot"
hvor han har snuppet slikstokken henne ved jeg virkelig ikke!



Her kommer to søde kort fra Mie - at hun arbejder i et køkken skinner vist lidt igennem.
Der kommer der nok også nisser her i december, men om de bager pebernødder, som
disse 2 søde nisser gør, er ikke sikkert. 
Skålen og skeen er fra Quickutz der jo ikke findes mere. Nisserne derimod er by Lenes musiknisser og grankvistene er også fra by Lenes die med julestage og tromme.
Simple and basic står for det søde juletekststempel og også de 2 tekstdies,
der ikke er til at stå for er fra hhv. Three Scoops og Gittes eget design.


Sidste kort er mit - en passende cirkel er cuttet ud af en stor julekugle som er skåret i blankt, rød karton.
Baggrundsmønster er hjemmelavet med kartonstriber a la Pia K. Larsen har lært os og skåret
med en stiplet die. God Jul er en Gummiapan die og det lille hjerte er fra mit lager.
Prikken over i'et er næsten den fine lille sølvtrådssløjfe.

Nu er vi i gang og jeg håber I kan bruge inspirationen. Glæder mig til at vise jer lidt julekort hver dag fra nu til juleaften og måske måneden ud, hvis jeg ikke løber tør for fotos.


onsdag den 24. november 2021

Julekort #11 hos OSH

SÅ nærmer vi os tiden hvor det begynder at være OK at nynne julesange, købe gaver og i det hele taget glæde sig til jul.

Denne gang har jeg fået brugt noget doneret designpapir og her får I et par af kortene at se. 

Til det første kort har jeg brugt Spellbinders Build a Winter Birdhouse diesættet, som blandt andet indeholder den fine juleklokke og sløjfe.


Teksten er heat embosset med extra fine hvidt embossing pulver fra Ranger. Teksten er fra Gittes Eget Design Helt Enkelt Jule Special stempelsættet. 

Se engang hvor fine detaljer man får. 


Det næste kort er med Rayher Snowman diesættet. Jeg har det bedst med diesæt, hvor der ikke er så mange små dele man skal samle. Jeg får tiks af diesæt med masser af bittesmå dele, hvorfor jeg gang på gang er imponeret over Charlies tålmodig med den type diesæt. Dette sæt fra Rayher passer derimod lige til min smag og behag. 


Denne gang har jeg skabt med tekst ved at kombinere stempelsættene "Mix & Match/ Jul" og "Helt Enkelt Jule Special" fra Gittes Eget Design. 

Nu kaster jeg jule-stafetten videre til næste OSH kvinde....

GREBET... det er Charlie her 😇. Tak for pasning af 🐻 nu skal det nødigt hedde sig, at han er en krudtugle, men jeg har på en eller anden måde haft bedre tid i en periode. Derfor kommer jeg for en gangs skyld ikke på med mit julekort som det sidste. 

Jeg havde besluttet at tage en af mine nye juledies fra sidste år i brug nu. Så her kommer et julehyggekort, hvor en sød honningkagebager er i fuld sving med at røre glasur, så hans små venner også kan blive pyntet. Han har vist snuppet en smagsprøve for tungen er lidt ude af munden - eller også koncentrerer han sig bare rigtig meget. Han sidder på sin kagerulle, så det er nok kun pyntning der mangler. 


Lawn fawn baggrunden har været i brug igen - her i rød/hvid grøn udgave og vendt på højkant.
Honningkagebageren er en hyggelig Cottage Cutz die - der også kan laves som peek-a-boo motiv.
GOD JUL dies er fra Gummiapan og det lille hjerte er fra CC sættet.


Og her kommer Cecilies julekort, hun var nu også i god tid, for hun har også skullet fejre fødselsdag i denne måned  - til lykke med den 18.11. Cecilie 🎈😍 - må vi se hvad du har lavet til os?

Hej og tak.

Julen er hjerternes fest og jeg ville så gerne bruge denne udstandsning med hjerter over det hele. Så var det jo oplagt med en tekst om hjerter - så den blev stemplet på kraft ligesom kortbasen og pyntet med små flettede hjerter. 

Striberne står lige på kortbasen, for ellers kom det til at se virkelig sært ud, når jeg monterede de andre elementer lidt på skrå. 

Tekststemplet som også inkluderer de små flettede hjerter er fra et af de stempelsæt Trine Brandt-Lassen udgav for en del år siden, før der var ret mange andre danske stempler i handelen. Og de var SÅ lækre og som I kan se stadig meget anvendelige. Øv at de ikke kan fås længere. Men HURRA at jeg har dette.




søndag den 24. oktober 2021

Julekort #10 hos OSH

Hej - så blev det 24. oktober - der er kun 2 måneder til juleaften og jeg har glædet mig sådan til at vise hvad jeg har lavet med et nyt indkøb... nå ja  - det at shoppe er også en del af vores hobby har jeg læst et sted 😂. Det er en baggrundsdie fra Lawn fawn med det skønne navn "Peppermint stripey backdrop", der laver de skønneste striber både til en bolsjestribet baggrund eller som her med 3 farver.


Jeg har brugt hvidt og rødt glimmerkarton og lysblå alm. karton.
Glimmerkartonen er den fra Rema1000 og jeg giver den en tur/retur i min Sizzix,
lægger det udskårne med bagsiden opad og piller striberne ud - især de tynde
må kunne sammenlignes med små diecuts og der er intet der flosser eller mister overfladen.
De rester jeg får ved at blande farverne er til 2 andre kort - det er da win - win. 


For at blive i Lawn fawn universet fandt jeg dette ældre LF sæt "Here we go a waddling" med 
nuttede pingviner i julestemning, som jeg farvelagde med mine Copics.


Det blev der denne lille søde historie ud af. De tre voksne pingviner synger julesange under gadelygtens skær, akkompagneret af en guitarspillende ven mens de to små frække pingviner løber rundt og den ene har snuppet juleklokken som han løber væk med. Jeg er ret vild med de glitrende hvide og røde striber og den rolige lyseblå brede stribe og teksten kan jeg slet ikke stå for. En pingvin udgave af en kendt gammel Christmas carol. 


Prøver lige et skævt look, så man kan se der er lys i lygten - takket være Glossy Accent. 

Nu er jeg spændt på at se hvad Pia og Cecilie har fundet på denne gang. 

💖

Lige dig Charlie med alle de små detaljer 😍.

Jeg har valgt farver i jordens toner denne gang i harmoni med sneens hvide farve. Det er nok ikke det mest typiske farvevalg for julekort, men det går jeg ikke så højt op i. Efter min mening behøver julekort ikke altid at være så traditionelle. 

I får to forskellige bud på julekort fra mig denne gang, da jeg havde svært ved at vælge mellem dem. De er nemlig skønne på hver sin måde, men med brug af den samme store snefnug die fra Concord & 9th. 

På A6 kortet har jeg stemplet teksten, mens jeg på det kvadratiske kort har lavet teksten med Glimmer Hot Foil System. 


Designpapiret på begge kort er fra OSH's gamle lager af doneret Panduro juledesignpapir. Et lager som i 2021 er blevet tømt mere eller mindre for julepapir. 

Hvad viser du os denne gang Cecilie?

💖

Jeg kan mærke julen nærmer sig og efterår og vinter er årstider jeg holder meget af.


Mit oktober kort er et relativt enkelt kort, hvor det fine mønsterpapir får lov at kræve sin plads, fordi hjertet i midten er ret enkelt. Den lille jule"buket" er stemplet og udstanset og derefter monteret ovenpå hinanden får at give lidt dybde.  Hjertet sidder på 3D tape, så det står ud fra kortet. Kortet har en kraftkarton matte og selve kortet giver den sidste fine hvide kant.

















fredag den 24. september 2021

Julekort #9 hos OSH

Karton strimler ud af rester er bare SÅ gode til at skabe sine egne baggrunde med. Det er jo total win-win at få brugt af sine rester. Jeg elsker at lave mine baggrunde med strimlerne diagonalt. Ved at lade striberne være diagonale undgår man bøvl med skævheder, som man kan løbe ind i med horisontale og vertikale striber. 

Kortet er pyntet med en klassisk julestjerne og lidt grønt fra Altenew "Holiday Bow" stempelsættet. For at blomsten og det grønne kan træde lidt mere frem på den stribede baggrund, har jeg givet det en base af en hvid oval. 


Teksten har jeg lavet med Hot Foil og Spellbinders Glimmer Hot Foil System. Teksten er fra Spellbinders "Holiday Sentiments Series 2" hot foil plates. 

Nu giver jeg stafetten videre til Cecilie og Charlie. 

-*-

Lækkert kort Pia og i en af mine favorit jule farvekombier. Nu er jeg spændt på at se Cecilies september kort.

Det kommer lige her Charlie og jeg har igen støvet et af mine My Favorite Things sæt af, det hedder Beary Special Birthday. Det passer så godt på et fødselsdagskort til et barn (eller en der elsker bamser). I dag er det dog på job som julestempel....


Til julen hører der naturligvis masser af gaver, og nogle af dem kunne da godt gemme
på en lille sød bamsefyr. Det gør den største pakke på mit kort i hvert fald.
Pakkerne er ikke de mest traditionelt julede, og stemplet er da heller ikke julestempel sådan
 i udgangspunktet; men hvem går op i det?


Helt enig Cecilie - det er en kunst at få så meget som muligt ud af sine materialer og bamsen her er da også perfekt på et julekort. Det må jeg da lige huske, for NATURLIGVIS har Fifty og jeg det sæt. 😍

                                                                              -*-

Jeg bringer her et forholdsvis hurtigt julekort - især fordi jeg har snydt lidt og gemt et par af de skønne rensdyr fra Cottage Cutz (Silly Holiday Reindeer) jeg lavede en håndfuld af sidste år. Han er da ikke til at stå for, vel? Så nuttet at man helt ser bort fra, at han består af næsten 24 dele, hvoraf nogle er pokkers små.


Øvrige materialer er et grønt kort, birketræspapir, en KÆMPE God jul die (sorry den er ikke i handlen længere), en embossing folder med spredt sneprikker og et stempel fra Hobbyboden - Gittes eget design, det hedder "Lille bitte jule special" og jeg elsker det!

I kassen med kort fra SAM var der julekort og selvom vi HAR sendt årets kort afsted i august, er det dejligt at se, at der begynder at komme lidt kort i julekortkassen til næste år. Det fjerner lidt af julestressen, at disse kort kommer dryppende hele året - så TAK for det - og skulle der blive lidt tilovers fra årets private julekortproduktion aftager vi dem gerne. 🎅🎄

Dette indlæg ender som altid med et Mr. Linky link - fordi vi syns det er så hyggeligt at se jeres julekort. 








tirsdag den 24. august 2021

Julekort #8 hos OSH

Mens julekortpakkerne 2021 har startet deres tur fra Allerød til Karup og videre ud i verden, er vi i fuld sving med august måneds julekortmodeller. Så julekortkasserne til 2022 har allerede fået den første håndfuld julekort i bunden af kassen. Fifty er naturligvis på Scrap-a-Mania både 11. og 12. september sammen med Pia Krogh Larsen og søndag er det planen jeg også kommer til Sorø - så I der måske ligger inde med kort og julekort kan aflevere dem i Fiftys kasse, få et ark med kortlabels med hjem og tjekke om der er en lille pose slik i Fiftys kuffert. Men lad os først se hvad Pia har fundet på her i august måned.

Hej. Jeg er i funky, snarky og humoristisk humør denne gang. Måske fordi jeg har fødselsdag i morgen og ved at dagen byder på sommchampagne og måske en lille fis i kasketten, ha ha ha. 

Julemanden er også i et xxx humør og temmelig kæphøj i dag. Den funky farverige baggrund er lavet ud af strimler fra mit restelager. Kortet er meget inspireret af et kort, jeg har set hos Simon Says Stamp. 


Teksterne er fra Hero Arts "Off-Beat Holiday Messages" og er fantastisk humoristiske. På amerikansk kalder man tonen for Snarky og på dansk er kæphøj vist en ganske god oversættelse. 

Julemanden er fra Simon Says Stamp, som ikke forhandles i Europa. Hvis man er ejer af en Sille, kan man sikkert finde noget lignende og skære ud. Julemanden kommer uden et 'ansigt', men her har jeg blot brugt en cirkel die. 


Jeg har farvelagt Julemanden med Promarker tusser, som er alkohol baserede. Farverne brugt er: 
  • Cool Grey 1 - Skægget
  • Putty - ansigtet
  • Cardinal Red - Julehuen
Det var alt fra mig i dag. Nu vil jeg nyde dagen i sommerhuset på Bornholm og glæde mig til min fødselsdag i morgen. Håber det bliver fantastisk vejr på solskinsøen. 

-*-

Hvad mon Cecilie har tryllet frem i denne måned?

Jeg har fundet dette lidt ældre men skønne sæt Isbjørne stempler fra My Favorite Things frem. Det hedder Polar Bear Pals og er tegnet af dygtige Birdie Brown (BB).


Isbjørnene er jo bare så tilpas fjollede, at man er nødt til at holde af dem.
Her er de på glatis, og den ene har klaret skærene bedre end den anden.
For mig er hvid, blå og rød sådan en lækker vinterlig kombination 
af farver,
som jeg meget ofte vender tilbage til.


-*-

Skøn atypisk julemand og nuttede isbjørne - ansigtsudtrykket på ham der er på skøjter er så fantastisk og det er jo egentlig bare to øjne og en snude. Det er tegn på en dygtig illustrator. Fifty og jeg har lavet et HELT specielt fødselsdagskort til Pia som hun har fået med på ferie til i morgen (tihi). Men tilbage til julekortene.

Hvad har jeg så i posen. Også bjørne - for Fifty har fået lov til at snuse lidt i mine ting og fandt en lille pose med de søde Forever Friends bamser - her i julehumør. De passede perfekt i farverne til et ark fra en lille pakke kortforsider fra Hobbyboden (Sn@p DIY CHRISTMAS Card fronts). 


Arkene er til amerikanske kort, men jeg tilførte lige en stribet rest øverst og nederst som blev pyntet med en diestribe med zigzag syning jeg havde på lager og en strimmel rødt glimmerkarton (af den slags der IKKE drysser eller smitter af). En ældre lygtepæl pyntet med en lille rød glimmersløjfe.
Den stemplede tekst er fra et ældre julestempelsæt fra Wplus9 (Winter Pals)



Den fine lille tekst passede perfekt i den midterste størrelse af NHH design tekststrimler.

Tænk at der allerede er gået 8 måneder. Det betyder vi har vist 24 meget forskellige julekortmodeller herinde allerede og vi bliver ved gør vi. Hvis du også har julehygget lidt på forskud, så kommer Mr. Linky her, så du kan vise os andre dit julekort.


fredag den 23. juli 2021

Julekort #7 hos OSH

 Nu er det Jul i Juli igen, nu er det Jul i Juli igen og Julen varer lige til….december! Kunne bare ikke dy mig for at komme med den, undskyld min platte humor. Sommeren er sandelig kommet til Danmark og vi bør absolut ikke klage over det fantastiske og varme vejr, som denne måned har budt på indtil nu. Men bare rolig, sommervejret sætter selvfølgelig ikke en stopper for, at vi vanen tro juler den 24. i måneden. Nup et køligt glas og nyd >> Jul i Juli << inspirationen. 

Vi vil dog benytte lejligheden til at nævne, at næste forsendelse vil være årets julekort. Deadline for aflevering af julekort er den 7. August 2021. 

-*-

I denne måned er mit kort et fladt og meget enkelt kort:


 Jeg har stemplet den store tekst midt på kortet og dekoreret med snefnug stemplet i forskellige
blå nuancer. Som accent til det blå er der stemplet små røde prikker.
Det her er et af de kort, der hurtigt kan produceres i store mængder, skulle man have behov for det ;)


Når den stemplede tekst er så stor en del af et kort, er det super vigtigt, at teksten står snorlige og skarpt præcis som Cecilies tekst gør det her. En Misti eller Stamping buddy er en uvurderlig hjælp til at opnå dette resultat. Jeg kunne personligt ikke lide stempelaftryk de første år jeg var ny i denne verden, af den simple grund at jeg næsten altid fik et resultat jeg ikke var tilfreds med. Nu ELSKER jeg stempler OG min Misti og Buddy - ja jeg endte med at købe dem begge for at se forskellen. De er gode på hver sin måde, Buddy er billigere og giver dig mere plads, da den ikke har kant hele vejen rundt. 

-*-

Pia her med et lidt mere “travlt” kort end Cecilies flotte enkle kort. Jeg har hevet min The Paper Boutique “Once Upon a Christmas” 8”x8” blok frem. Den har det skønneste julepapir i flotte farver. 

For at give min tekst en base, har jeg brugt den store tag die fra Gittes Eget Design “Basis Tags”. Først har jeg dog gjort mit røde karton lidt mere lækkert ved at bruge The Stamp Market “Pierced Plaid” cover die først. 


Min tekst med JUL er fra LDRS Creative “Chloe Alpha Uppercase”, mens den heat embossede tekst er fra Gittes Eget Design stempelsæt “Mix & Match/ Jul”. Ihhh, altså de bogstaver fra Chloe Alpha sættet er lækre. 


Jeg havde den lille poinsettia / julestjerne liggende fra et tidligere projekt og var sørme perfekt til dette kort. Altid rart at få brugt rester fra andre projekter. Den er fra Spellbinders “Poinsettia” Glimmer Hot Foil Plate & dies sæt. Guldet på julestjernen er lavet med Hot Foil. 

Nu bliver det spændende at se, hvad Charlie har fundet på til denne gang. Personligt er jeg vild med, at vi hver især byder på så forskellig inspiration hver måned. 

-*-

HELT enig Pia - så skønt at vi prøver at dække hele paletten i disse juleindlæg. Jeg er gået super enkel denne gang - både fordi det nærmer sig deadline og der derfor måske ikke er tid til så meget nusseri med hvert enkelt kort, men også for at vise - at helt enkelt også kan være helt OK - det kræver bare at man så er super skarp på de få ting der er på. Jeg bruger f.eks. ALTID min Misti eller Stamp Buddy, så mit aftryk står skarpt og sort. altså jo mere enkelt dit kort er jo mindre plads er der til ups'er.  Men jeg tro det er lykkedes her.

Nå ja og så fordi Fifty fik lov til at vælge det papir jeg skulle bruge og gæt hvad det blev....
Denne søde blok fra mit lager - dvs. NO idea om den er købt i DK eller UK, for jeg rejste jo en del med mit job dengang men cute er den:



Forever friends bamser er bare SÅ nuttede - så Fifty og jeg er ret enige om denne blok.


Men udover de mange FEDE mønsterark er der også et par sider med disse, som jeg normalt ikke er så god til at få brugt - fordi jeg plejer at tænke, at det er snyd "kun" at sætte et færdigt billede på - men nu prøver vi. For det går jo unægtelig lidt hurtigere end at stemple og farvelægge.



Jamen det blev da OK eller hvad?
En rest fint rødt papir med prikker, en matte af en rest blå karton med embossede prikker og det motiv med Rudolf-ørerne blev placeret på kortet og et af Hobbybodens julestempler
"Gitte's eget design Clearstamp - Julen har englelyd" og i dette tilfælde "bamselook" 😄 
var prikken over i'et i nederste hjørne. 

Her fik I så vores 3 bud på "jul i juli" - vi glæder os til at se jeres eksempler. 
Jeg ved I har bakset lidt med at bruge Mr. Linky, men jeg kunne se i sidste måned, at I bare skal prøve som Jannie gjorde og når jeg kigger forbi den bagside jeg har adgang til og fikser noget jeg ikke selv helt forstår - så VIRKER det med billede og link und alles  - så her kommer Mr. Linky PRØV det:






torsdag den 24. juni 2021

Julekort #6 hos OSH

Sommeren er kommet og hedebølgen har lagt sig lidt igen, så nu er det da lige rette øjeblik at få lavet lidt julekort igen. Vi har jo deadline tidligt i år, så de udsendte der er længst væk også kan nå at få deres kort hjem i god tid inden jul. Det er selvfølgelig et sats, men vi håber at vi når at få nok kort til at dække vores 2021 jule-behov. Her kommer først en ide fra Pia:

Denne gang har jeg valgt at lave et One-Layer-Card, hvilket vil sige, at mit kort kun består af kortbasen og ingen andre lag. Til dette har jeg brugt Masking teknikken for at skabe julekuglerne og den hvide kant på kortet. 

Når man arbejder med Masking teknikker, er man nødt til at skabe sit motiv trin for trin. Jeg startede derfor med den pink julekugle, da den er forrest. Derefter sørgede jeg for at dække den pink julekugle til med Masking papir og kunne så lave den røde julekugle. Herefter dækkede jeg også den røde julekugle til, samt brugte smalt washi tape til at 'afdække' min ramme på kortet. Det gjorde det muligt for mig at lave den blå baggrund. 

Stencil med cirkler er fra Three Scoops, Ink Blending Brushes er fra Taylored Expressions og det lille tekststempel er fra Gittes Eget Design.  


 Til de sidste detaljer på kortet har jeg brugt en sort pen. For at få den hvide ramme til at træde lidt mere frem, har jeg også pyntet den med en enkelt sort streg. 

Nu er det som altid vildt spændende at se, hvad de to andre har fundet på. 

-*-

Og her kommer Cecilies bidrag denne måned:

I denne omgang er jeg tilbage til mere oplagt julede stempler, så denne nuttede yeti står og slås med at få styr på julelysene - det tror jeg, vi genkender alle sammen. Baggrunden er udstanset med en die fra Lawn Fawn og derefter gjort til en nattehimmel med distress inks. De små snefnug er stemplet i hvidt ovenpå baggrunden. 


Han er da ret nuttet og jeg håber han får styr på kæderne og får nogle JOLLY HOLLY DAYS

Hvad har du at vise frem denne gang Charlie?

-*-

Meget udenfor min komfortzone er jeg gået i "enkelt og delikat" julemode - og har modstået mine sædvanlige "det havde I nok ikke regnet med" ideer.  Vi får se hvordan det går 😉


Her ses først de materialer jeg har haft gang i. Stjerneklynge die fra Gummiapan og de andre to ting fra Happymades Simple and basic serie - julestempel og julekram die.


Her er resultatet - kraftkort med hvid/rød/guld farvekombi og sort Versamark stempelfarve.
Jeg blev selv overrasket over hvor meget det dryssefri glimmerguldkarton (her bare den billige fra REMA1000 sidste år) kan give et kort - så jeg er selv godt tilfreds.

Som altid vil vi rigtig gerne se eksempler på jeres julekort - så her kommer Mr. Linky:










mandag den 24. maj 2021

Julekort #5 hos OSH

Hvor bliver det gode lune forårsvejr dog af? Er der mon andre, som har udnyttet det mindre gode forårsvejr som undskyldning for at smutte i scraphulen? Måske det nuværende wannabe efterårsvejr giver jer lyst til at lave lidt julekort. I så fald kan vi være ganske behjælpelige med skøn inspiration til julekort. Som altid byder vi den 24. i måneden på lidt julegodter til de inspirations lækkersultne scrappere.

Denne gang er jeg i den blå zone og byder på det klassiske juleengel motiv med et moderne og enkelt look. 


Jeg gravede i min  kasse med hvide karton stykker og rester. Her gemmer jeg også karton stykker fra emballage og æsker. Det hvide karton til min engel er netop sådan noget. Overfladen på kartonet er meget glat og lidt blankt. Denne overflade gav et akvarel lignende look, når jeg farvelagde stykkerne med alkohol tusser - her Promarkers. Det look er jeg selv ganske begejstret for. 

Den fine engel die er fra Simon Says Stamp, som er et amerikansk brand, som desværre kun forhandles af dem selv. Men der findes jo mange andre engle, som kan købes herhjemme og bruges. 


Teksten har jeg heat embosset. Den er bygget op med brug af to forskellige stempelsæt fra Gittes Eget Design. 

Promarker farverne som er brugt er: China Blue + Cobalt Blue + Putty + Buttercup. 

Hvad mon Cecilie har tryllet frem denne gang?

Jeg fortsætter med ikke-julede stempler på mine julekort. Det er blevet en lille udfordring til mig selv. 


I denne måned er det små søde dyr, der ønsker glædelig alt muligt fra hvert deres vindue.

I kombination med julet papir som baggrund og stjerner, synes jeg, at det er blevet meget hyggeligt.

Hvad så Charlie - er du på engleholdet eller dyreholdet i denne måned?

Allerførst vil jeg lige sige WAUW til både Pias smukke engel kort og Cecilies muntre små dyr. Det sæt fra MFT (Up in the air) har jeg også og selvfølgelig kan de små dyr bruges til alt muligt. GOD ide.

Jeg melder mig på dyreholdet denne gang og det er et ældre stempel, da jeg i en årrække ikke kunne forlige mig med et julekort med en rotte på (I der kender mig godt ved hvorfor...). Men sød ser han jo ud og i år fik han chancen - håber så han husker vores aftale om, at han er på tålt ophold og har besøgsforbud. 

Først et foto af mine materialer:


Det var Whiff of Joy der i sin tid lavede de søde stempler med Henry the Mouse..
men jeg syns nu, at halen ligner en rottehale. 
Farvelægning er med Copics - bortset fra hvide prikker og guldbånd på kruset.
De andre ting har vist navn på allesammen - bortset fra hjertedie fra Spellbinders og den diagonale baggrundsdie fra Papertrey Ink som jeg var heldig at købe brugt af Cecilie. 👍


Se hvor han hygger sig med sin baggrund med inlaid kristtjørn papir fra Doodlebug. Man får helt lyst til at synge "fa-la-la-la-la-la-la-la-la" ikke?🎅

I har sandelig været flittige her i Coronatiden og det vælter i øjeblikket ind med sms'er om kort der er på vej. Dejligt at så mange har husket vores deadline den 6. juni - og er du ikke en af den - så tag det helt roligt - når vi har pakket og tømt ud i vores lagerkasser er der brug for kort igen til næste forsendelse. Det bliver i slut august - deadline dato kommer på efter den 6.

Håber I har hygget jer med vores maj inspiration og husk vi rigtig gerne vil se jeres julekort her i indlægget så her kommer Mr. Linky: 


lørdag den 24. april 2021

Julekort #4 hos OSH

Det er fantastisk skønt, at foråret endelig er kommet til lille Danmark. Fuglene har travlt, planterne vågner stille op og solen den skinner vidunderligt mere og mere. Trods dejlige forårsvibes er vi hos OSH sædvanen tro i julehumør her den 24. i måneden. Atter byder vi på 3 forskellige julekort, som I kan lade jer inspirere af - eller blot nyde synet af. Hvis I selv har puslet med julekort denne måned, er i velkommen til at linke til dem nederst i denne blogpost. 

Denne gang byder jeg, Pia, på et kort i Kvist karton krydret med traditionelle grønne og røde toner. Det er alt for sjældent, at jeg får brugt kvist eller kraft karton til mine kort. Og det er faktisk en skam. 


Den grønne krans "Wreath-3" er fra danske NHH Design. Kransen har jeg diecuttet i 2 grønne nuancer og lagt dem lag-på-lag en smule forskudt. Lidt røde halvperler giver ekstra pynt på julekransen. 

For at fremhæve kortfronten har jeg brugt de samme to grønne nuancer karton til at lave en dobbelt pyntekant. Ofte kan ganske små detaljer give en stor effekt :)

Stemplet er fra The Stamping Village og hedder "Holiday Seals". Her har jeg stemplet det med Red Royal dye ink fra Hero Arts, som er en mørkerød sværte. 

Rundt om den stemplede tekst har jeg lavet pyntestikninger med brug af Lawn Fawn's "Just Stitching Double Circles". 

Bolden over til Cecilie, hvad byder du på her i april?

***

Der er vist ved at danne sig en mini-trend blandt mine julekort. Jeg bruger utraditionelle motiver. 

I denne måned har jeg lavet et Ninja-julekort. Teksten kom til mig, mens jeg arbejdede med kortet.
Og selv tak for at du nu nynner "stråler kastestjernen" til jul 😉

Træet er klippet i hånden og dekoreret med et stencilmønster, så det ikke blev for fladt. 


Jeg triller lige snebolden til dig Charlie - hvad har du puslet sammen?

***

Tak Cecilie - jamen jeg har åbenbart kombineret det røde og grønne fra Pia og din trend med utraditionelle motiver og tilsat 2 teskefulde "jeg elsker at give mine gamle ting nyt liv".  😍

Her først et foto af nogle af mine materialer - og de af jer der så min "gulerodsracer" i påsken kan nok gætte hvad der er i vente.

De gode juletekster fra Brandt-Lassen design - Cottage Cutz Gingerbread House Minis -
Juletræskædelys die fra Quickutz og et nuttet lille rensdyr fra tyske Rayher dies plus
lidt juletræer fra MFT og Lawn Fawn bakker - her i snedækket udgave.


Jeg kan også bidrage med lidt julenynnen - nemlig "Driving home for Christmas"
for det er det Rudolf gør her efter han har hentet årets juletræ. Og han kører naturligvis
i en rigtig smart og miljørigtig El-pære bil - hvad ellers.


Sidste foto er bare et fjollefoto med en af Fiftys julevenner, der lige var smuttet ud af sit juleskjul.

Vi ved godt det kan være lidt bøvlet, men tak til jer der tager kampen op med Mr. Linky. Hvis det driller og I får en besked om at der mangler foto, så er det nogen gange noget jeg kan fikse ved at pille ude i kulisserne, så prøv endelig. (Jeg kan ved ny test se, at man skal vælge "indsæt foto fra din pc" og sætte samme foto på igen - så virker det også med Instagram)