fredag den 28. juli 2017

August er her og vi har en ny sponsor

Hej - her i august er det Gurli fra Hobbyhjørnet i Fuglebjerg der er vores præmiesponsor og til lykke med de 7 år i dag 1/8-2017. Om sommeren tror jeg på alfer, de bor helt sikkert i nogle af de fineste blomsterbede i min have.


Og derfor er det sådan en passende præmie vi har fået af Hobbyhjørnet - og mange tak - se lige disse to skønne stempler. Jeg ser en farvestrålende blomsterbaggrund for mig med en af disse yndigheder stemplet i sort.

De fleste af jer kender Hobbyhjørnet fra messer - men her er et billede af butikken i Fuglebjerg, der er som altid et link til deres hjemmeside i sidemenuen under Månedens sponsor.



Korsørvej 1 i Fuglebjerg

Og her en fin blanding af kort fra Pia L. 

Sødt papir med grene og eft kys i et hjerte. 

I stedet for lag på lag er dette med indlagt mønstret papir. 

Her er hjertet ikke lagt ovenpå men skåret ud i mønsterarket så det er selve kortet der danner hjertet. 

Enkle men søde børnekort med lille foldet bånd i blå eller pink. 

To fine til lykke kort. 

Tak for de mange fine kort Pia. Der var også julekort, men de er lagt på lager. 

Juli måneds vinder findes i dag og afsløres i morgen. 

Vi fejrer at solen skinner i dag =0)

Så her har I idt nyt at kigge på - en håndfuld fine kort fra 10na (Tina) med søde ideer

Et hjerte i et af de populære sylteglas og se lige den fine ekstra kant af fin pynt.
Kort nr to er også et LOVE kort - bemærk lige det lyserøde bånd bag blomsten - sød ide med et bredt og smalt bånd ovenpå hinanden.
 
Vi bliver lige i LOVE sektionen - 3 stykker washitape og lidt bling  - jeg vil huske at mine MS kantpunches også er gode i små hapser.
 
Disse små søde kaniner har Tina vist før i andre opstillinger - her et perfekt kort til at sende hjem til kæreste eller ægtefælle der så kan glæde sig til at se vedkommende i andet end uniformen.
 
Lag på lag er altid et hit - her med et HEJ eller et knus.
 
Og til sidst dette søde kort med stemplet med de nuttede unger på.
TAK for de mange fine kort til dig Tina - og god weekend der jo er lige om hjørnet, til alle jer andre.

Måneden er snart slut, så husk at få kommenteret godt og grundigt, så I har en chance for at være den heldige vinder her i juli måned. Det er jo en fed præmie med en billet til SAM, Sorø var en stor succes sidst, så Fifty og jeg glæder os i hvert fald til 30. september og 1. oktober.  =0)

mandag den 24. juli 2017

Julekort #7 hos OSH

Jeg ved ikke helt med jer, men med det køligere sommervejr for tiden, så er det noget nemmere at tænke på julekort i disse dage. Og når regnen beslutter sig for at pøse ned, så er det helt oplagt at enten hygge med familien eller med sine lækre scrapsager ;)

For nedtællingen er så småt igen! Der er nu officielt kun 5 måneder til juleaften. Derfor byder OSH atter på lidt inspiration til jeres julekortsproduktion. Nogle af os må jo gøre, hvad vi kan for at holde liv i det gamle skrevne brev, som sendes ud med postvæsnet. Selvom det muligvis kræver en mindre portoopsparing på linje med børneopsparingen ;)

Dagens første julekort er blevet til med fokus på at få bragt lidt liv i lidt forskellige stempler og dies.
Og så fik jeg endelig brugt min My Favorite Things "Peek/Boo window" die.


De røde vanter er fra Hero Arts "Holiday Mittens" og stemplet i rød sværte. Efterfølgende tegnede jeg vante-kanten op med en sort pen og farvelagde kanten med en grå Promarker.

Teksten og det lille røde die-cut hjerte er fra My Favorite Things "Hug in a Mug" stempel og diesæt. Teksten har jeg stemplet med sort Versafine og heat embosset med clear embossing pulver.


Så lader jeg pebernødden vandre videre til næste OSH-teamie.....

... og den griber jeg Pia. Det er også vantevejr på mit julekort. 


Sizzix juledie "From our home..". Ligner det ikke sådan en snuptags-die?  Det mente jeg også. Men SNYDT IGEN. Fin er den dog og jeg har nogle stykker i udlandet den passer fint til, så på med vanten Charlie. 

Der er gode muligheder for at holde finmotorikken vedlige med denne die. De små indlagte guldstjerner er så små, at det er forbudt at trække vejret før de sidder fast. Ellers er de simpelthen væk på et sekund og det ved jeg af personlig erfaring, men pyt, så får man jo brugt lidt flere rester. ;0)


Lidt staldfiduser. Bogstaverne er bestemt også pæne med ovenstående snydefunktion. Alt papir er fra eget julelager og i varierende alder, men du har sikkert også noget der vil passe fint. Den forventede masseproduktion af dette kort kommer nok ikke til at ske, men de par stykker jeg får lavet bliver dælme fine. God ny uge til alle der leger med herinde og husk at linke til jeres "JUL i juli kort".

Det var vores
 

Og her kommer Mr. Linky
 
 

torsdag den 13. juli 2017

Pia På Banen med Bid for Bid af Designpapir #1

Halløjsa, Pia her. Jeg har gået og brygget på en idé i et stykke tid. Og denne idé er i sin spæde start blevet til denne blogpost. Nu har I fulgt med i min Fif Fusion serie i 1½ år og jeg synes, det var på tide med noget nyt - noget helt nyt!


Så I dag præsenterer jeg "Bid for Bid af Designpapir". Det hele startede med at Charlie for længe siden gav mig en lille stak 12x12 inch designpapir, som OSH havde fået doneret. Noget designpapir som kunne blive til nogle fine OSH kort :)

Jeg blev med det samme mindet om min egen kollektion af 12x12 designpapir, som bare havde samlet støv i laaaang tid. Og hvorfor? Fordi de enten var med for stort mønster til at blive brugt til kort eller fordi de var alt for smukke til at blive klippet itu. Ak og ve, jeg hører også til gruppen, som nogle gange ikke kan nænne at klippe i lækkert fint designpapir. Den sidste begrundelse er rent faktisk lidt for dum, for smukt papir giver jo ingen andre glæde af at være gemt væk i en æske. Og vi laver netop kort for at skabe glæde hos andre!  Meeen så var der jo lige den med størrelsen på mønsteret, hvilket kan være lidt af en nød at knække. Så jeg kastede mig ud i min egen udfordring - at lave nogle mega lækre smukke kort med 12x12 designpapir, som stadig lod mønsteret komme til sin ret.

Dette er derfor (håber jeg) første afsnit af "Bid for Bid af Designpapir". Da jeg optog videoen og tog billeder af alle kortene, havde jeg ikke tænkt min idé helt til dørs. Så bær over med at mine fotos ikke er helt optimale til video brug.


Hele processen startede med, at jeg tog et sæt rammedies og placerede den største af dem på mit 12x12 designpapir. Jeg ønskede at få nogle stykker til kort, hvor designpapirets mønster fik lov til at vise sig fra sin bedste side. Det sidste jeg ønskede var, at ødelægge det lækre look af designpapiret.


Ud af 2 ark af dette designpapir fik jeg skabt nogle flotte og enkle kort, blot ved at tilføje lidt detaljer ved brug af ensfarvet karton, bånd, glittertape og vellum. Jeg fandt også frem til et favorit layout, som jeg brugte igen og igen med små variationer. Dette layout viser jeg processen med i denne video.

***
***

Nedenfor kan I se nogle de forskellige kort, som blev til ved brug af dette 12x12 designpapir.


 Af hæve center af kortet med 3D giver en enkel og elegant detalje til kortet. Her går designpapiret helt ud til kanten af kortbasen. Teksten "hviler" ovenpå detaljen med båndet. At binde en knude på båndet giver dimension og fylde uden at det virker voldsomt.

Dette kort er fra video'en. Her har designpapiret fået en blå ramme, samt at teksten og båndet hviler på en vellum doily.


Her har jeg brugt den anden ramme, som jeg også fik diecuttet i vidoen. For at give et ekstra touch, har jeg brugt bånd til at lave små detaljer på den blå ramme. Disse er hæftet fast med hæfteklammer, hvilket giver en rå kontrast til det elegante designpapir.

Her har jeg tilføjet sølvglittertape, som er med til at fremhæve teksten. Teksten har jeg diecuttet ud af resterne fra designpapiret. Det gælder jo om at få brugt så meget som muligt, ik. Igen har jeg brugt ensfarvet blå karton til at fremhæve designpapirets lækre mønster.

Det samme gælder dette kort. Ved at ændre lidt på brugen af sølvglittertapen og båndet, samt skifte farve på teksten, ender jeg ud med at helt anderledes kort.

Og til slut det mest enkle kort af dem alle. Et stykke cremefarvet bånd, som giver teksten en holdeplads, som fremhæver den. Ensfarvet blå karton til at skabe en ramme og øge fokus på det flotte designpapir.

Dette var mit første bud på "Bid for Bid af Designpapir". Nu må jeg se, hvad jeg kaster mig over til næste gang. Udfordringer er der nok af ;)

Kreative hilsner
Pia



søndag den 2. juli 2017

Så tager vi hul på juli måned og her er vores juli sponsor.

Uanset vejret er det juli og sommer. De dage der ikke egner sig til udesysler uden kraftig vandtæt beklædning fra top til tå, kan vi jo heldigvis ty til vore dejlige hobby.  Husker tydeligt et år, hvor dagens kortmager stod foran min dør med en kæmpe kasse OSH kort og sagde "ferie, 3 uger, regnvejr ". 😂😳

Men først afslører vi præmien her i juli. De dejlige kvinder bag Scrap-a-mania (SAM) har doneret en fribillet til en heldig scrapper til eventet i Sorø hallerne 30. September og 1. Oktober. 1.000 tak siger Fifty og jeg. 

Så fat musen/pegefingeren og kom i gang med kommentarerne. Her er nogle skønne kort fra førnævnte Charlotte N. til inspiration og fornøjelse. 

smukt til lykke kort - ligner et shakerkort - men de små pailletter er limet fast inde i flagrammen (uden plastlåg) GOD ide.

Lækre farver og fine lag, et kort der egner sig til en kærlig hilsen.

Små vindmøller og lyserøde bakker - FIN fødselsdagshilsen, ikke?

Sjovt og enkelt maskulint kort.

HAPPY Birthday og en masse små punchede stjerner i små inch-felter. Fin ide. 
Tak for kortene til dig Charlotte og god weekend til alle der læser med. =0)

lørdag den 1. juli 2017

Juni måneds vinder af Hobitiks præmie er....

.... indsæt trommehvirvel....

denne kommentar. 

Det er super fine julekort fra jeres hånd :) og ja hvor bliver tiden af - allerede 6 måneder til jul

som Heidi (Sivsko) har lagt.

Til lykke Sivsko - du har vundet et gavekort til Hobitik på 200 kr. Jeg giver butikken besked, så de ved det er dig når du går på nettet og "snolder".  =0)

TAK til Hobitik og tak til alle jer der har kommenteret denne måned.

Juli måneds præmie røbes i næste indlæg. SPÆNDENDE ikke ???