Viser opslag med etiketten HQ. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HQ. Vis alle opslag

torsdag den 17. juni 2021

17.6.2021 I går var det store PAKKEdag hos OSH ... lang post med fotos og oplysninger

 ... og allerførst TAK for de mange kort vi modtog op til deadline. Mie og jeg har dælme haft travlt på den gode måde og for sjov lavede jeg lige et hurtigt regnestykke. Vi har på præcis 4 uger til i går modtaget 3.275 kort, som vi har tjekket, sat labels på (en del af dem), kuverteret og så vidt muligt fotograferet et lille udvalg af undervejs.

Klimaks er så pakkedagen og igår mødte Pia Krogh Larsen så op 9.30 frisk som en havørn og kun afbrudt af et par spisepauser forlod hun HQ som en knap så frisk natugle kl. 22.15.  Det er en KÆMPE hjælp, at vi kan være 2 om opgaven og også væsentlig hyggeligere end kun at have Fifty at tale med (sorry Fifty..) Husets herre stod for drikkevarer og forplejning - også tak til ham. 😉

Vi havde ikke lige tid til en video og assistenten, der kunne duppe sved af panden, var heller ikke til stede, så her kommer lidt fotos af sådan en dag, så I ikke bliver snydt for et kig inden for:

Kort nr 76.000 og 77.000 lå klar til de 2 steder, der denne gang får sådan et specielt kort.
Pia Krogh Larsen havde lavet det første. Det er en Gittes eget design Fantasy flower die, frihåndstegning med sort tusch og akvarelmaling der har været i brug her.
Vi sendte hele vores lager af Halloweenkort også dette, som jeg har lavet med den nuttede Lawn fawn flagermus die, der her er klar til at sætte tænderne i en fint indpakket karamel.

Fifty var naturligvis med, men brugte en del af tiden på sin stol under bordpladen.
Kasketten sidder, så jeg ikke helt kan garantere, at han ikke sover på vagten lige på dette foto.

Vi startede med kassen med LOVE kort. Der blev pakket poser med kortblandinger på 20 stk og den der pakker får lov til at vælge hvilket kort der er forside på pakken. Alle kort vi sender er fine, men der er altid et i stakken man lige har lyst til at lægge forrest.
OBS:Vi gjorde et GODT indhug i LOVE kortlageret, så dem ønsker vi os flere af til næste sending.

De mange nye kort der kom, gjorde at vi var vokset ud af de fine OSH Ikea kasser, der normalt er vores lager, så der var kasser og bøtter i brug overalt. Da alle kortkasser til de udsendte var klar til vores brevhilsen og til lukning, brugte vi resten af tiden på at arbejde forud, så vores nuværende lager
blev transformeret fra dette syn....

... til nedenstående. Dvs. alle kort står i deres respektive kasser i indpakkede sæt af 20 stk. Så har vi tyvstartet til næste pakkedag. I kan se den nye dato for deadline af JULEKORT og andre kort i sidemenuen. Pga. ferieplaner må I meget gerne sende/aflevere især julekortene i god tid inden deadline. Evt. øvrige kort tager vi gerne med hjem fra Scrap-a-mania, hvor Fifty er på pletten med sin indsamlingskasse og kuffert med vingummier - ALT vil være som det plejer håber vi. 🍀


Vi har en lille bøn her ovenpå nogle heftige uger med klargøring af kort. Det ville hjælpe os ENORMT meget hvis I husker at:

* vi gerne vil undgå at skulle sidde og pille cellofanposer og andet plastic af hvert enkelt kort, som I kan se sender vi dem i sæt af 20 stk, emballeret med en plastpose.
* vi IKKE kan bruge kort, der er mindre end et alm. standard a6 kort
* Til lykke kort gerne må være så generelle som muligt, vi har ikke overblik over hvor der er brug for kort til 80 årige eller 9 årige, så undgå alder på fødselsdagskortene, please. Til lykke kan bruges til et hav af formål, hvorimod "til lykke med hundehvalpen, eller det nye køkken er sjældent efterspurgt.
* OG et lille suk om kuverter - hvis dit kort har et format, du ikke kan finde en kuvert til, så kan vi nok heller ikke. 
* mere om kuverter - de allerbedste til a6 kort til os er faktisk dem der IKKE er selvklæbende, da de jo skal ned til et meget varmt klima med støv og sand. Jeg har hørt, at de på ret kort tid kan blive "grimme" der hvor limstrimlen sidder. Jeg bruger selv dem fra Bog og Ide og da der er 100 i pakken til ca. 30 kr er de faktisk billigere end dem fra Tiger; Rema osv. med 25 stk til 10 kr. og de fungerer altså bedre.


Vi opdaterer selvfølgelig snarest oppe under "Læs her først" - men husk, du så det her først. 😉

I skal da også lige have et par fine LOVE kort. Jeg er nok ikke den eneste der på lageret har noget af det første papir de solgte hos Søstrene Grene. Jeg fik aldrig rigtig lavet noget med det - fordi mønstrene var for store til min smag - men se nu her - hvor smart mor og datter (Tina og Ninna   ) har fået brugt dette papir. JUBII - det er sådan en god ide jeg vil bruge. I får lige 3 eksempler her:

Den hvide "frimærke"-die giver RO i baggrunden og der er pyntet med lidt bling
og et hjerte fra et af de andre ark i blokken cuttet med en cirkeldie med syning i kanten. 

Her er det en scallop rektangel og Happymades cirkel die med hjerter.
I midten igen et hjerte med baggrund fra et af de andre ark.
Den lille hvide fiskehale strimmel med stemplet tekst er lige prikken over i'et.

og til sidst dette, hvor der igen er lavet et par lag som fint
bryder det lidt travle mønster i baggrunden. 

Tak for alle kortene Tina Nymand og Ninna Nymand Karlsson og stort til lykke med baby Clara til både mor Ninna og mormor Tina. Hun ser dejlig ud på FB. 


onsdag den 6. januar 2021

6. januar 2021 Årets første sne og første indlæg

Udsigt fra vores soveværelsesvindue 

Smukt syn da vi vågnede her til morgen - og sikkert mange glade hjemmeskolede børn i dag, der da helt sikkert skal have noget udendørs idræt med kælk inden det smelter. 😄

OG JUBIII - jeg blev  lige inspireret til at vise de julekortfotos jeg har tilbage, der indeholder noget med SNE  - så her kommer første del af dem:


Dette fine, lille stemplede snelandskab står Conny H for og jeg forventer derfor det nok er Stampin Up stempler der er anvendt.


Her en veltilpas snemand fra Heidi Kjærbye. Snemandsstemplet er fra NHH design - JULEHILSEN stemplet er Gittes eget design/Hobbyboden - ægte dansk samarbejde her.


Snevejr og varm kakao eller snemandssuppe - hvad passer bedre sammen end det??
Heidi (Sivsko) står får dette søde kort, som ovenikøbet også er pyntet med endnu et krus indeni kortet.


Ingen kortindlæg uden en bamse, hvis jeg laver det mens Fifty er vågen, så her trasker han
afsted i en sneklædt birkeskov på vej med stjernen til toppen af juletræet. Dette var mit julekort til 
vores datter Mie - som også er en stjerne. 💖
Julepostdie fra Three Scoops, James Bear bamsestempel er fra LOTV (Lilli of the Valley)


Her står Randi for et snemandskram med matchende tekst. Jeg er HELT sikker på, at det er et NHH stempel - det ligger ligesom til familien og en masse af os andre at kunne lide dem. 😍


Solveig har brugt den samme snemand fra NHH, som I så højere oppe fra Heidi K - men på en hel anden baggrund holdt i kolde nuancer - superflot.


Vi slutter af for i dag med disse glade snemænd, der holder en lille udendørs fejring af vejret - og bemærk at de HAR hørt om de nye restriktioner og derfor kun er FEM samlet. Det er nok vinklen vi ser dem i der gør, at man ikke kan se, at der selvfølgelig er TO meter imellem hver. 

Det var det - og jeg har lige en lille "snebyge" mere til en anden dag. Men ellers er vi tilbage med alle de andre typer kort indtil julen nærmer sig igen. 

I dag kommer årets første kasse med kort til OSH med posten og tak for det Conny H. Vi begynder stille og roligt at samle sammen til næste afsendelse, som bliver i løbet af februar måned. HUSK endelig at vores julekasse meget gerne modtager bidrag HELE året, da vi dermed undgår hektisk juletravlhed i september måned. For jer der er interesserede er her et lille indblik i lagerfaciliteterne hos OSH: 

De 8 kasser i IKEA reolen er til klargjorte OSH kort fordelt på korttyperne LOVE, børn, generelle, jul og undertyperne konfirmation, student, påske, halloween. Bordet bruges til sortering og pakning.


Og i mellemrummet - under OSHs lille vægtavle med div. redskaber til pakning, tape, tusch osv
står de kasser og æsker, som jeg/vi er i gang med at kigge på. Der er tæt på militær præcision over systemerne her i HQ.   😎

God start på den næste vanskelige, men nødvendige periode af vores Corona-udfordringer - hvor ER vi trods alt heldige, at vi har en hobby der IKKE lukker ned og hvor vores tilskuere stadig kan være med, fordi vi deler vores ting digitalt. Nå ja - og selvom vi SAVNER vores messer og slet ikke vil være til at styre når det kan lade sig gøre igen - så kan vi jo bestille "take-away" alt det vi lyster hos vores gode, danske butikker. Så sæt igang - klar - parat - SHOP....

Takke for sidste år har vi gjort, men så kan jeg jo forsikre jer om, at vi GLÆDER os til 2021 og til at se de fine kort I har tænkt jer at bidrage med i årets løb. 


onsdag den 29. juli 2020

Juli lakker mod enden - mon august bliver mere sommerlig?

MEN en fordel ved dagene med byger - jeg fik lavet mere klar på værelserne.
Så her lidt flere fotos til jer, der har efterspurgt dem. Længere nede er fine kort fra Tina M. så scroll ned, hvis du ikke orker en rundtur først ;0):

Det fine kort på scrapkommoden lige inden for døren fik Fifty og jeg fra Vikki på Fyn
da OSH havde en af sine første fødselsdage og det pynter stadig fint!

I mellemrummet på reolvæggen hvor min egen reol slutter og OSH's reol starter, passede det liiige med denne
Skådis tavle fra IKEA. Under den står de kasser der indeholder kort der lagerføres lidt længere (f.eks. Jul, påske, konfirmation, halloween - så vi ikke hele tiden skal bladre forbi dem, når vi pakker kasser.)
De små kasser er kort der er modtaget for nyligt og på vej gennem systemet. Dvs. Fiftys varemodtagelse ;0)
 Foto er fra før jeg fik sat gule OSH hjerter på de kasser, der er Fiftys. 
Når det ikke er pakkedag ser bordet sådan ud, dejligt med et stort bordareal til at sortere og sætte labels på kort ved.
Jeg har også flyttet min store Sizzix herind, den bliver trods alt brugt mindre ofte end den almindelige.

Henne ved vinduet står denne lille fletkurv. Jeg har gemt de fleste af de kort Fifty og jeg har modtaget i årenes løb. Det fine bamsekort, som Fifty forlanger skal stå forrest har vi fået at Heidi N engang. kortet med Mo Mannings 4th of July parade er fra Sandy Allnock og det kommer frem HVERT år til 4. juli. 

Sidste foto er af den reol jeg deler med Fifty - jeg har valgt at mit karton og mønsterpapir bor i dette værelse,
da mit eget scraprum har meget lysindfald - Fifty har naturligvis fået afslag i huslejen af samme årsag.
I skal naturligvis også have nogle fine kort at falde i svime over - i dag er det disse fra Tina Mathisen, endnu en af Fiftys rigtig gode venner.

Lækkert drinkskort til en man savner, begge glas er heatembosset så de skinner så flot.
Man får helt lyst til at snuppe en tår...

Flotte fjer på dette kort der sender kærlighed og kram.

Smukt blomsterkort på stemplet baggrund - jeg gætter på at det er et Altenew blomsterstempel?

Sikke et dejligt kort at få fra sin elskede. Røde kyssemunde fra Three Scoops

Nu kommer der nogle kort jeg tror er fra en "lav mange kort af et ark mønsterpapir" udfordring.
To strimler mønsterpapir med sort matte og den fine mælkebøtte jeg selv er ret vild med.
Teksten er fra "Kloge ord" som er et af Hobbybodens egne stempelsæt. Et meget brugbart sæt. 

Her er et andet sted på mønsterarket anvendt til to smalle striber på et kort i landscape format.
Flying by to say hi - er en tekst fra Lawn fawn lille stempelsæt der også har en papirflyver.
Tror hjertet er en die fra Gummiapan - men er ikke sikker.

Så kom der et par kort, hvor der er brugt et skråt design.
Her er jeg ret sikker på at både die til talebobbel og den sorte bort er fra Gummiapan.
Den hedder vist Doodled border (undskyld jeg ved godt det er nørdet at vide)
Det lille hello stempel er lige smuttet fra min hjerne - men fint er det.

Sidste kort i denne omgang er kraftkort med flot, farvelagt motiv.
Dette blomsterstempel er Fine line floral stamp set fra Concord & 9th
Bare Fordi er igen Gittes eget design - det er det sæt med tre store tekster (denne, Til lykke og fødselsdag)
og de samme tekster i mindre og mere håndskrevet.
Mange tak for de smukke kort Tina.

Dette lange indlæg er det sidste I får i denne måned - så det er ved at være sidste chance for at få lagt sine kommentarer, hvis man vil have en chance i denne måneds lodtrækning om et lækkert gavekort på 200 kr til Den kreative kælder i Ølstykke. Jeg trækker lod 31. juli kl. 22 og vinderen bliver nævnt i første indlæg i august (lørdag eller søndag).

lørdag den 11. august 2018

Så er der pakket kasser. Her er tømt godt ud i lagerkasserne.

Som I måske har set i Pias lille video i går, var der travlhed her i HQ. Hyggeligt, varmt og travlt.

Pia kom og gjorde en kæmpe indsats og jeg fik færdiggjort de sidste to store kasser i dag. 
Der bliver sendt ialt 2.171 kort til 8 destinationer. Det lyder måske meget nemt, men der ligger mange timers arbejde bag sådan en forsendelse, først hjemme hos jer når I laver kortene og så til sidst her hos os, når der pakkes og sendes.

Lille bøn der kan spare os meget tid - vi har IKKE brug for de individuelle cellofanposer om hvert enkelt kort. Vi skal sætte OSH label bag på kortet, fotografere en håndfuld der kunne være gode at vise frem og komme kuverten sammen med kortet. Cellofanposerne skaber ekstra arbejde og de vil helst ikke have dem ude på destinationerne, da det bare er ekstra affald for dem bagefter. Så dem kan I godt spare væk !!  

Nu er der kommet et lille brev i hver kasse og de er blevet lukket og har fået adresselabels på. Som I kan se i videoen på OSH's FB side pakkes kort i bundter af 20 stk og mærkes med om det er til BØRN, TIL LYKKE, LOVE eller GENERELLE kort før kasserne lukkes og tapes til. Selvom det er Fifty's favorit-disciplin at "hjælpe" til med tapemaskinen, lykkedes det på denne lidt upædagogiske måde at holde ham på afstand. Han er sød, men for dyr i tape ;0). 

Se hvor fint han står og kigger. Sådan et kryds af pakketape er GULD værd....

For første gang i lang tid så vi bunden af et par af vores lagerkasser: 

Her er det kassen med LOVE kort der er helt TOM.....

Til gengæld er kassen med generelle kort stadig næsten fuld, selvom vi sendte mange af dem afsted denne gang. 

Generelle kort kalder vi de kort der ikke falder i vores 4 faste kategorier. Der er også en VENTE-kasse, hvor vi pt. har Påskekort, Mors dag og Fars dags kort og Studenter kort. De venter så til næste gang det er tid for den slags kort.
Hvis I laver kort der bare er til Mor eller Far uden der står "mors dag" eller "fars dag" kan de faktisk bruges hele året til en hyggelig hilsen (bare et lille fif).

Besked til alle jer, der er søde at spørge hvad vi især mangler. Vi har pt. ingen LOVE kort, det er dem til søde hilsner til kærester eller ægtefælle derhjemme. Kassen med TILLYKKE kort og den med BØRNE kort er der højst 20 kort i. Sidst med ikke mindst mangler vi fine julekort. Så PLEASE.... dem håber vi I har lyst til at lave nogen af.

Næste deadline er i uge 38. Det står også i bloggen - men vi gentager det gerne ;0). Det lyder tidligt, men vi skal jo sende julekortkasser i første uge i oktober, fordi der kan gå 1 måned der ud og 1 måned hjem igen.

Jeg har selv nogle enkle men fine ideer i tankerne og skal nok dele et par ideer, der egner sig til masseproduktion med jer. 

Vores hyggelig kommentarkonkurrence kører videre. I denne måned er det Anja fra Picturing the World, der er på banen som sponsor. Den heldige vinder får disse to lækre sæt stempler fra Krumspring direkte med posten fra Anja (og tak for det Anja).  Mon ikke vi er mange, der ikke nåede at få fingre i disse, da Krumspring stoppede pga. lykkelige omstændigheder ( den lille Agnes). Så er chancen der nu, 1 lod pr. kommentar.

Fin Solsikke med gode tekster til og et sødt sæt stenalderfolk med dino og bål. 

Nok for nu. God weekend. Her regner det (se evt ordbog under R...) og det trængte vi til her.