Viser opslag med etiketten 2026 sponsor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2026 sponsor. Vis alle opslag

torsdag den 30. juli 2026

Ideer til børnekort og dem mangler vi jo p.t.

 Juli går på hæld og sommeren er jo mest til udesysler i øjeblikket, men jeg er nu alligevel krøbet indendørs for en stund, for at sikre at I har endnu et indlæg at kigge på, måske blive inspireret af og kommentere på inden jeg trækker lod på fredag aften efter 21.30.

For jer der måske ikke ved det er det By Lene der er vores sponsor og hun har sat et af hende udvalgt antal at hendes august nyheder, som vi så lige skal vente lidt på. Men en flot og spændende præmie er det - ingen tvivl om det. Så TAK for det Lene. 💝

Mie og jeg var faktisk også lidt indendørs i går, for vi kender nemlig en lille familie, hvor lillebror skal i vuggestue og de to storesøstre skal i hhv. 1. og 2. klasse og det har vi så lavet en lille hyggepakke med tilhørende kort på grund af.

Dem hyggede vi os monstermeget med at lave og her kommer de:



Først lillebror A, der her er på vej i vuggestue og får en hyggelig bamse (valgt af "gæt hvem").
Vi har fundet den på et loppemarked sydpå og kunne ikke stå for den, men den var kun
emballeret i en plastpose, så kender ikke dens oprindelse. Nem at samle og ret anvendelig.



L begynder hans ene storesøsters navn med og hun skal i 1. klasse og det er jo altid en STOR dag.
Vi ved fra sidste år hvor hendes storesøster kom i 1. klasse, at de skal gennem en flagalle på
deres første dag, så derfor de fine flag. Den lille tavle er fra en goodiebag på Osted messen og
passede perfekt til anledningen. Pigen er fra engelske Polkadoodles (Craft Die) og hedder Winnie Chic, ældre diesæt jeg har arvet fra en dygtig kortmager. Den lille blyant og saks er fra mit dimselager.
Alfabetet til det store L er fra Lawn fawn og de tynde tal og bogstaver er fra Tim H. (Sizzix)



Storesøster E M er også fra samme leverandør men med anden frisure og tilbehør.
Samme gælder tavlen, som her bare har sort baggrund, da hun jo har lært at skrive uden linjer.
Det lille æble er også fra mit dimselager, hvor jeg f.eks. laver småting når jeg ser noget
sødt, sjovt hos andre scrappere når vi er til en scrappedag.

Håber I bliver inspireret af disse børnekort, vi tager med kyshånd imod børne og ungekort, med
Mickey og Minnie, Hello Kitty, Snoopy og eller andre velegnede motiver.

Fortsat god sommeruge - nu kan jeg høre en liggestol kalde på mig fra haven. 😍🌞


onsdag den 8. juli 2026

8. juni og her kommer et nyt sommerindlæg med fokus på børnekort

Nu der er gået en uge siden sidste indlæg, har I sikkert selv været forbi By Lenes blog, så Fifty er så stolt af at have stået model til et By Lene kort, at han ikke kan vente længere med at vise det til jer. 😁



JAMEN altså - hvor fint er det lige????
Og jeg er allermest imponeret over at Lene er stolt over at være OSH sponsor.
1.000 tak for det - vi er SÅ glade for alle vores sponsorer og især for at kunne give måske bare
en lille smule ekstra reklame til vores skønne, danske designere og butikker.
Så TAK for at give Fifty (vores lille linselus hos OSH) nogle ekstra "5 minutes of FAME" noget han jo bare elsker at have og tak for at være vores sponsor i juli Lene. 💝

Her kommer så et ordentlig skud ideer til kort til børn og teens. Ja det er Tina W igen, for hun sendte virkelig en stor portion kort, men også fordi hendes stil og ideer er så meget anderledes end vores andres og jeg er typen der selv bliver super inspireret og så tænker, hvordan kan jeg lave noget i samme stil på en anden måde, for vi kan jo ikke altid bare købe de samme materialer og lave ens kort, men vi kan blive inspireret - og det håber jeg I også bliver at disse ideer:


SOL, sommer og ture i en rutchebane - det hænger da bare sammen, ikke??
Farvelægningen er som altid lige i øjet, men jeg vil i første omgang bruge inspirationen
til at se om jeg ikke har "noget" med rutchebaner i mit lager og bruge det.



Hvis man er vild med at farvelægge, så er "en tur på stranden" til teens en god ide.
Tina bruger meget digistamps, men min udgave af dette kort kunne være et cute
strandhus fra Lawn fawn eller vand, sandstrand og bare solbrillerne og strandtasken,
som jeg sikkert har som dies og så en cool tekst.



Dette kort kom med, fordi Mie og jeg lige døde lidt af grin, for Mie er og har altid været "sok-o-man"
og opfandt hurtigt trenden med det "ikke ens sokke-look" da hun var flyttet hjemmefra.
Her vil jeg finde nogle sokke stempler eller dies og måske en tekst med "håber du har fod på det".



Blomst som en paraply og en cute lille dreng eller pige - her dog en alf -
Så har man et kort, jeg har et gammelt men nuttet sæt med både en pige og en dreng med paraply,
mener det er fra et af de udgåede brands - men det skal da frem igen!!!



Her er motivet egentlig ikke det der fangede min interesse, selvom det er nuttet, men
selv kortideen, for rul lige ned og se indersiden, der gemmer jeg bag hulapigen og palmen,
når man åbner kortet.  WAUW - det har mange muligheder.



... her var både plads til en Aloha tekst, en cute lille fugl og en Hawai udsmykningsdims.
Og stadig et fint, stort skrivefelt inde i selve kortet.

Fodboldkort er altid brugbare både til piger og drenge også efter dette "latterlige" VM, hvor det land der åbenbart ville gøre alle krumspring og hidtil usete svinestreger fra øverste hylde for at vinde,  heldigvis fik tæsk af Belgien forleden.



Vi slutter inspirationsrunden af med dette skønne kort.
Jeg elsker engelske tekster, fordi de KAN så meget sjovt med deres sprog.
Se lige de to skønne ordspil her.
Husker fra min studietid (engelsk korrespondent) at vi undrede os over at den engelske ordbog
var dobbelt så tyk som den danske, det er en af årsagerne - de leger meget med deres sprog.

GOD ny sommeruge til jer allesammen. De dage der ikke byder på udendørs aktiviteter har vi jo heldigvis vores fælles, dejlige hobby og kan hygge lidt inde i scraphulen, ikke???

Vi har en lidt hyggelig men hektisk juli måned i familien, men hvis jeg får lavet nogle kort inspireret at dette opslag, skal jeg nok dele dem på et tidspunkt. Sig gerne til, hvis du også laver din version af et eller flere af dem..... 😊

GLÆDER os til at se jeres kommentarer og som altid har du jo en chance for at vinde for hver kommentar du får lagt her i juli måned. 


tirsdag den 30. juni 2026

Så blev det juli og rigtig god ferie til alle jer der holder det nu...

 Allerførst afslører vi hvem der blev den heldige vinder af LUNAs gavekort på 200 kr i junis kommentarkonkurrence:

Dejligt at høre fra dem som bruger kortene, så skal der laves flere grønlandske kort
Papirhygge hilsner Helle M Larsen

Til lykke med det Helle og tak til  Carsten og LUNA for præmien. Jeg orienterer LUNA om at du har vundet og så kontakter du selv LUNA, når du er klar til at bruge din præmie i butik eller webshop.

Juli måneds præmie kommer fra By Lene og her er en lille hyggelig besked fra hende:

Den heldige juli vinder modtager udvalgte dies og en papirblok fra den nye august-serie.
Der udkommer nemlig ikke nyheder i juli måned, så der er lidt ventetid på præmien, men jeg lover at den er værd at vente på 😊

Lene har også sendt OSH et foto af et nuttet Fifty kort, som hun viser på sit eget medie, og der skal det da lige have lov til at blive vist først, så får I det at se senere i juli måned. 

Efter børnekort viser vi nu lidt kort til teens fra Anne Christensen:



Fint kort med et godt råd til de unge mennesker.



Og samme gælder dette, man har jo altid lov til at ønske...



Lidt mere seje teenkort i to udgaver.



Dette mere til drengene.



og vi slutter af med en der er god til at lave stunts på sin bike.

TAK for alle kortene Anne.

Det var vist det hele for denne gang, vi holder nemlig også ferie i nogle dage. GOD juli men vi ses herinde 1 gang om ugen, som vi plejer. 

mandag den 29. juni 2026

29. juni Lidt ekstra at kigge og kommentere på når varmen stiger...

Det gode sommervejr har her hvor jeg sidder givet mulighed for at krybe lidt indendørs med tæerne i en balje køligt vand og et glas kølig drikkelse ved hånden.

MEN I skal da lige have et sidste juni indlæg og en mulighed for at få lagt de sidste juni kommentarer inden jeg i morgen aften - efter 21.30 - måske med sved på overlæben trækker månedens heldige vinder af Luna hobbys gavekort præmie på 200 kr. PØJ PØJ til alle der har kommenteret i juni måned.

Her kommer lidt skønne kort fra Tina W. hvoraf en del er børnekort:



Tina bruger mange fine digistempler og dem er jeg ikke så velbevandret i.
Måske ham her er et af dem - men fin det er han og hans lille herredømme.
ROAR-some lyder som awesome og det er han da bestemt.
Og farvelægningen som altid FAB.



Sekskanter kan altså noget med restepapir.
Her danser 3 små flodheste ballerinaer rundt.
Mon ikke de fleste af os, der har haft en lille "miss Trouble"
i balletskørt i familien.



Tina ELSKER havfruer og har lært mig, at maj måned og
mermaids hænger sammen. Det engelske sprog elsker jo den slags ordspil.
Her får en af dem en tur på sin skildpaddevens ryg.



Og er man mere til kæledyr på landjorden, har denne pige en kælekanin
som her får et sødt lille "boop" på snuden.



Drengekort har Tina heller ikke glemt, her et fint frimærkekort med
forskellige sørøver motiver. 



Og det sidste kort får lov til at være det der kommer på i størst udgave, så alle de små detaljer 
kan ses. Hvis man er bedste ven med en enhjørning, holder man da et lille hawaii-party
med blomsterkranse og lækre drink med parasoller i. 
Jeg er vild med ideen med at skære sit baggrundsark i strimler og dermed få det til at passe
bedre på kortet.

TAK for de fine kort Tina W. TAK til Luna og Carsten for den lækre præmie og TAK til alle jer der læser med herinde og især lægger kommentarer. Juli er lige om hjørnet og jeg vender naturligvis tilbage med en juni-vinder, en juli sponsor og et antal indlæg med kort osv.

Hold hovedet koldt, drik vand, husk solcreme og pas på jer derude.


mandag den 15. juni 2026

15. juni og HURRA og til lykke til Carsten og LUNA hobby

 Ja juni måned er fødselsdagsmåned hos LUNA hobby så derfor valgte Carsten at være sponsor i denne måned. Jeg har ikke helt styr på hvor mange år butikken er nu, men det skriver Carsten sikkert selv noget om. Men HURRA uanset hvad. 😉

Da flere har spurgt om hvilke kort vi ikke har ret mange af på lager og vi har sagt kort til børn og unge har vi valgt at der kommer en del ideer til den slags kort i dette og måske flere indlæg.

Vi starter i dag med nogle supersøde og meget årstidskorrekte kort fra Tina Wilstrup:



Søde sommerkort med dejlige unger i poolen og en lille vandhund er der også plads til.
Make a splash er en fin tekst og sødt med det lille cluster der er lavet ved teksten.



Og der er også et badekort til tøserne.... der er glade for solskin.



Her endnu en poolgæst - fedt at der både er FAB farvelægning og søde motiver i den ene ende af kortet og så en sart poolkant og white space for resten.



De sidste små bade nymfer med rigtige vinger i stedet for badevinger
hygger sig her ude i naturen.

TAK for de superlækre kort Tina W. andre sommerkort kan også være med bøger, farver, blyanter osv.
tavle med tekst og et rødt æble osv. så de kan bruges til dem der skal starte i skole eller tilbage efter ferien (og det bliver jo så først næste forår de bliver sendt ud i verden, så der er god tid.

God læseferie til alle jer med store unger der skal til eksamen og god ferie når I når så langt.

Glæder mig til at læse jeres kommentarer til juni måneds indlæg, hvor I jo deltager i lodtrækningen om et gavekort på 200 kr. til LUNA hobby.


søndag den 7. juni 2026

Så er der kort på vej ud i verden ....

Som tidligere nævnt pakkede Pia L. og jeg kort 29. maj og 2. juni. JA det var så stor en portion denne gang, at vi delte det over 2 dage. Her et foto af resultatet med en stolt Fifty på vej til toppen af "bjerget".



19 kasser af varierende størrelse, hvoraf de 15 som I kan se er til Letland
hvor det igen fra juli er danske soldater der signalerer vigtig Europæisk tilstedeværelse
tæt på grænsen mod Rusland. 

Sådan ser 3.974 pakkede kort ud og jeg bruger nu et par dage på at få rumsteret rundt og gjort rent
så mit scrapværelse på et tidspunkt bliver genindtaget. 😅 TAK for indsatsen Pia L. vi var dælme 
seje og blev godt hjulpet af de små godteposer der nogen gange kommer med i en kasse kort til os
sammen med en hilsen fra nogen af jer. Det giver lige et ekstra smil på sådan et par dage.

I kasserne kom også de obligatoriske "specialkort" når vi rammer 1.000 pakkede kort - her er de 4 fra denne sending, og I kan se på kassetårnet at der kommer en ekstra strimmel på de 4 kasser med sådan et kort i. 



Denne gang kender jeg kun kortmageren bag 2 af dem, men fine på hver sin måde er de.
nr 113.000 super feminint med fine ikke for høje lag og pynt der ikke skaber problemer i posten.
nr 114.000 - tjek lige de mange og fine detaljer på dette stjernekikkerkort med den søde mus.
nr 115.000 som er fra Tina W med en skøn krabbe og FAB farvelægning og tekst - og
nr 116.000 fra Pia L. lækkert kort med restehjerter og stor tekst fra Gittes eget design

Når vi pakker er det med små poser a 20 stk af a6 kortstørrelserne, vi kører med disse kategorier LOVE, Generelle, Til lykke, Børn/teens og så afhængig af årstiden de kort der passer (jul, påske, halloween,
konfirmation, eksamen, student osv). Disse 20 stk. poser er som små mursten der fint kan stables i 
kasserne, både herhjemme på lageret og når der pakkes i kasser til forsendelsen. Så har vi altid en
portion kort i andre størrelser, de kommer så i 10 stks poser blandet og lægges i øverste lag i kassen.
Sådan sikres det bedst at alt kommer uskadt frem. 

Vi slutter lige af med et par billeder at sådanne kvadratiske kort fra denne omgang:



Festlig til lykke hilsen fra Else Slipsager. Tænk at blive fejret
så nuttet af sin morgenmad. 😍



Ikke helt sikker, men tror dette var med i Elses pose.
Fint og festligt kort til herrene med skøn tekst fra Gittes eget design.
Papiret er også derfra.



Sidste kvadratiske kort i denne omgang med fin fugl på kvist i 
den smarte ramme fra Gittes eget design der hedder "Rystet ramme"
og også inkluderer de fine blomster og en ramme i anden størrelse.

Bemærk i øvrigt de lækre enamel dots i forskellige farver der er brugt på disse kort. Dem kan OSH virkelig godt lide, fordi de er fine og flade og ikke skader andre kort i deres nærhed når vi pakker kort.
Vi har i en periode fået en del kort med pynt der nærmest ville gøre Elizabeth Taylor misundelig, FLOT ser det ud, men der er altså grænser for hvad er overlever en tur gennem postmøllen i dagens Danmark og især hvis det er diamant "look-a-like" med skarpe kanter. Så med fare for at lyde utaknemmelig,
vær sød at undgå den slags pynt på OSH kortene, please.... 😘

Det var vist alt vi gerne ville vise og skrive i denne omgang. Håber ikke I drukner i regn rundt om i landet - det truer de jo med i dag. 

Glæder mig til at læse jeres kommentarer (og til at få afleveret alle kasserne på mandag...). HUSK at vores lækre juni måneds kommentarkonkurrence-præmie er et gavekort til månedens fødselar LUNA hobby på 200 kr. Til lykke til LUNA om 1 uge  ....💗

mandag den 11. maj 2026

Foråret går helt amok - så det er bare om at nyde det.....

 .... her en Kirsebærblomster alle som sprang ud med et knald i sidste uge. Så vi sparer lige turen til
de andre, som man kan se i København.



Så fint kig til ældre gård i vores nabolag og foto kan tages uden turister der skæmmer billedet 😍

Men I skal da selvfølgelig også se nogle fine og forskellige kort fra Anne Christensen, der kom med
posten i en propfuld kasse inkl. kuverter og igen denne gang med en pose slik til pakkefolket.
Mange TAK Anne 😁



Fin embosset hjertebaggrund og "love hands"



Cute børnekort, sender mig lige tilbage i tiden,
da vores børn kunne lide lignende figurer - tror de hed Holly Hobbies



I får lige et mere og med en lille hund. Tøjet er jo ren "lille hus på prærien" stil.



Smukt blomsterark og et af Hobbybodens fine tekst stempler.



Sidste kort kan bruges til meget forskelligt med Gittes eget designs lille tekst
og de fine Gummiapan blomster. I får det lige i stor udgave, da jeg er ret vild
med iden med en vellumblomst i bunden og rester af fine blomsterark
som selve blomsten. 

Og så en fotohilsen fra Rikkes skønne team fra en af tidligere scrap-a-mania messer:



Her nogle af de skønne personer, der sørger for at alt spiller og hygger om os,
når vi deltager på scrap-a-mania messerne i Sorøhallerne.

Jeg ved at forsalget til messen er gået strygende og derudover har Fifty og jeg også fået en sponsor-
billet som kan vindes herinde, når man deltager i vores kommentarkonkurrence i denne måned.
HUSK endelig at jeg skal kunne se jeres navn i jeres kommentar, ellers kan man ikke vinde.
Og vinder man og allerede har købt sin billet, så kan man invitere en veninde eller familiemedlem med.
Det er jo sådan vores skønne skare af scrappere vokser og vokser 😃.  

God ny uge til jer allesammen.

fredag den 1. maj 2026

1. maj og Store hvededag for den har vi ikke afskaffet.... Lovet update kommer her!

 Så vi guffer varme hveder i eftermiddag bare sådan lidt på trods. 😁

Allerførst bringer vi nyheden om hvem der var den heldige kommentarskriver i april måned og
nu har vundet et gavekort på 200 kr til Hobbylageret i Billund. TAK til Morten for at være vores
aprilsponsor for første gang.

Vinderen blev denne kommentar:

25. apr. 2026
Den hund der i juleforklædning 🤩
Lige den 24/4 fejrer vi nu fødselsdag fremfor jul 😅 men ellers er det en super idé med julekort en gang om måneden 🥰

TIL LYKKE til dig Christina - du finder HELT sikkert noget du har lyst til eller mangler. Men allerførst
skal du lige tage kontakt til Morten i en mail via hans webbutik, så får du den kode du skal bruge til at få din prænie når du shopper.

Vi er ikke lige hjemme ved pc'en, så dette indlæg er kun et lille kort et her og nu.

Vi kommer også til at røbe hvem der er vores maj sponsor senere, så i aften kommer det RIGTIGE
1. maj indlæg eller dvs. vi redigerer i dette indlæg.

Vi bringer fotos af Gitte GS fra Samsøs fine bidrag på SAM. Hun er en "mean card machine" når hun kommer i gang. Her nogle lækre "foråret er i gang" kort. Så stor del af det viste er fra Hobbyboden.



Fine, sarte hvide blomsterhoveder på blåt kort og
med lille strimmel med forglemmigejer.



En lille klynge vintergækker og sød lille strimmel med blomstermotiv.



Pink er altid godt både som blomst og tilbehør.



Og her et kort med blå nuancer der matcher de søde skillaer.



Sidste kort i denne omgang må da være til ære for vores aprilvinder.
Et fint tillykke kort med de søde Waffle Flower frimærker.

Vi har naturligvis også en maj sponsor og det er Rikke Bagger og scrap-a-mania i september,
hvor den heldige vinder har billet som siddende scrapper lørdag og søndag (19. og 20. september).
Som altid er billetten til denne messe og vinder du og også har købt billet - kan du jo invitere en
veninde med på gevinsten.

NYD maj måned - jeg havde korte ærmer og bare tæer i skoene i dag. Det var godt nok dejligt.
Her i Nordsjælland var det virkelig "kom maj du søde, milde".


fredag den 24. april 2026

Julekort hos OSH #4

Denne gang har et stykke designpapir været styrende for farvepaletten til dette julekort. Da vi (endelig) er nået til april måned, hvor naturen har fået kulør igen efter den kolde vinter, fandt jeg det ganske passende. Det drejer sig om Purple Christmas Poinsettias/snowflakes fra Love2stamp.


Rammen med prikkerne er fra Simple and Basic og hedder “Misc. Edged Borders A6”. Sættet indeholder mange fine rammer. 

Julestjernen er en af mine store favoritter fra Waffle Flower. Elsker de lækre detaljer på bladene. Diesættet hedder “Layered Poinsettia”.


Sidst og ikke mindst den store elegante tekst, som er fra Gittes Eget Design. Der følger en baggrund med til teksten i diesættet, som hedder “Snirkler God Jul”. 


MUMS et lækkert og anderledes julekort Pia. Det bliver ikke nemt at komme efter. 

Men her kommer mit april julekort - fremstillet med et af de nyeste diesæt i samlingen og specielt fremstillet til et sødt, ungt familiemedlem med netop denne type vovse.


Spellbinders nuttede franske buldog forklædt som juletræ og placeret
midt i en lækker 3D embosset skov af juletræer fra Sizzix.
Der er egentlig små cirkler som dies til julelysene, men da modtageren
ELSKER bling, blev det med "diamant-bling" i stedet for.
Det lille stempel fra sættet (der er 2 andre) passer fint, da hun
bor sammen med sin hund OG sin kæreste, så det er hendes flok (pack).

Den fine ovale die med lidt "rystet" kant er et sæt fra MW (Made with Love). Jeg så den brugt på
nogle fine grønlandskort og så måtte jeg eje den. Det er faktisk en stor udgift for svage sjæle, at være
mellemstation for alle jeres flotte og kreative kort. SÅ nu har jeg indrømmet det. 😍

Hvad har Gitte mon klar til os her i april??

Nej hvor pudsigt Charlie, jeg har også et juletræ på mit kort denne gang.

Det er lavet med et ældre men ret nuttet sæt fra Concord & 9th der hedder Christmas Cloche dies.



Det er et stort sæt dies med mange detaljer, både klokken, træet, ræven, gran, sløjfe
og guirlanderne på træet er en del af sættet.
Jeg brugte enamel dots i forskellige pastelfarver til kuglerne, men de var der
også som dies plus et lille liggende rådyr, men ræven fik lov til at snige sig
alene ind under det pyntede juletræ.

Baggrunden jeg har brugt er Lawn Fawn die, som præger de fineste iskrystaller i papiret. 

SUPER lækkert kort Gitte, selvom solen skinner fra en skyfri himmel her hos mig, bliver jeg
da helt i julehumør af at kigge på alle de 3 kort denne måned.

Tak til både Pia L. og Gitte for at lege med den 24. hver måned. 😍

Så nu glæder vi os til at læse jeres kommentarer og måske en enkelt eller 2 bliver smittet af lysten
til at give de mange LÆKRE juleting man har på scraprummet liv i flere måneder end de 2 hektiske lige op til jul. Vi har ihvertfald haft stor glæde af vores tyvstarter hvert år, når vi har en lille kasse stående
med julekort klar til skrivning hvert år. Det tager toppen af julestressen.....

Din kommentar deltager automatisk i vores månedslodtrækning som sker torsdag 30. april efter 21.30 
og er du så heldig at det bliver DIN kommentar der bliver trukket, så vinder du i denne måned et 
gavekort på 200 kr til Hobbylageret i Billund, hvor Morten sørger for at der er en masse at vælge imellem på lageret.














onsdag den 1. april 2026

Ja det er 1. april - men I kan godt stole på det der står her alligevel....

 ... for vi har jo både et vindernavn fra marts kommentarkonkurrence, en portion fine påskekort fra Connie N. (Haveje) og en ny sponsor at præsentere. Så her kommer det i nævnte rækkefølge.

Hold da op I har været dejligt flittige med kommentarerne her i marts måned. Hele 125 kommentarer blev det til og over 24.000 besøg. Wauw, der må være mange nye læsere. Her kommer den udtrukne vinderkommentar:

Ualmindeligt fine og inspirerende Grønlands kort ♥️ kh 10na

Stort til lykke til dig 10na. 👍😍🎈🎉 Jeg orienterer Anette fra Simple and basic om at du har vundet og så hører du fra hende, når den nye udgivelse er klar.

Da vi er midt i påskeferien har jeg stukket Fifty et lille påskeæg, så jeg kunne få fred til at finde
en håndfuld forårs- og påskekort (uden bamser på) 😍 - de kommer her og er som nævnt fra Connie N.:



Her er både stempelteksten og de fine forårsblomster, som er "no-line" farvelagt så fint fra
Three Scoops. De fine æg er jeg ikke helt sikker på, men den festlige lyseblå boblekant i baggrunden er fra Design5 - så et fint og meget dansk kort.



Fint snapshot fra havearbejdet her om foråret.
Kirsebærgrenene er helt sikkert fra Three Scoops og måske også trillebør og teksten,
men jeg har ikke styr på alle de fine klub pakker, så jeg er ikke sikker. 



"Nu kommer fuglene igen" som Alberte sang i 1991 om forår og lyse nætter.
Sødt rundt kort med fugl og blomster - igen gætter jeg på Three Scoops.



Her er jeg 100 % sikker på at det fine påskekorts materialer er fra
Three Scoops, både cupcake med kaninører, ægget og den søde påskekanin.



Vi slutter som vi startede med vintergækker og tekst fra Three Scoops.
Jeg mener, at også den fine baggrund med små ens scallops er fra Design5.

TAK for de mange, fine kort til dig Connie.

Så kommer vi til vores NYE sponsor, som alle måske ikke har hørt om, men som jeg har shoppet
hos et par gange over nettet. Det er Morten Gravgaard fra Hobbylageret.dk og han var frisk og sagde ja til at være vores april sponsor med en fin gavekortspræmie på 200 kr til hans webshop. Vinderen vil modtage en mail, med den kode der skal tastes ind ved ordreafgivelsen, men det fikser vi til den tid. 💝

Mortens webshop er, som han skriver en fritidsvirksomhed i Billund og telefontid er derfor 15-19.
Bor man i den egn og gerne vil spare porto ved at afhente sin ordre på adressen, kan det aftales.
Man kan også aftale at komme forbi og besøge lageret.  Læs mere på nettet - følg linket i sidemenuen.

Velkommen til OSH-familien Morten og tak for støtten. 👍😁🐻

Vi slutter lige dette indlæg med et foto fra nettet - Youtube har påskehygge a la "pejsevideoen" for de af jer der kan huske det koncept. Vi er faldet for denne her:



De ser da ud til at hygge sig, ikke?? og det må I også gøre i Påsken.
Vi er tilbage med et nyt indlæg i starten af den nye uge.