lørdag den 14. juni 2025

Det er sommer, sol og lørdag....

 ... så HURRA for det 😍. Bonderoserne blomstrer i haven og her dufter af nyslået plæne. Det pyntede meget, men vi gav lige bierne et par ekstra dage med de mange bellis og kløverblomster. 

Som I måske så på mit opslag hos Scrapsisters i sidste uge, har vi modtaget en kasse med fine kort fra Charlotte Nielsen og TAK for dem. 

Her kommer et lille udvalg, der lige passer til sæsonens flotte og klare farver:



Den lille franske buldog her er trukket i både alpehue og Bretagnestribet T-shirt
Så bliver det ikke mere fransk og den siger oven i købet Bonjour. Hunden er fra
Spellbinders julekalender 2024 og den fine ramme er fra sættet Lille kortsæt fra Gummiapan.



De små nye der snart skal i 0. klasse har sikkert travlt med at få spidset de fine farveblyanter,
så der er klar til efter ferien. Der er sikkert andre derude - men disse er fra Three Scoops
julekalender fra 2023.



Her i en lidt anden opstilling, jeg elskede altid at gøre ting klar (og læse forud i de bøger vi havde fået
inden ferien) - jeg var bestemt ikke en "artige Verner" men en læsehest var jeg.



Selvfølgelig skulle dette kort have pladsen som største foto. Sommer og jordbær
hører bare sammen og de danske har en helt speciel og god smag. 
Bærrene her er fra Spellbinders julekalender i 2023.



Jeg bliver simpelthen i så godt humør af alle disse fine og farvestrålende
kuverter med hjertehilsner i. Det er en udsolgt die, så vidt jeg kan se
men lavet af A Pocket full of Happiness og indeholder også en fin luftballon.

Hvad siger I så, det er da kort der fortjener nogle fine kommentarer og samtidig får du jo et lod i vores månedlige lodtrækning for hver eneste junikommentar du får lagt her i bloggen. I denne måned er vores sponsor Design5.dk og Annette Madsen-Larsen har sat et gavekort på 200 kr til webshoppen på højkant. Lyder det ikke lækkert???

Hav en skøn weekend allesammen.




7 kommentarer:

Annette Andersen sagde ...

Flot jordbær kort

Ann Jensen sagde ...

Lækre kort, og herligt at se julekalendergaver der kan bruges hele året.

Tina Wilstrup sagde ...

Søde kort i skønne farver! Jeg er, nok ikke overraskende, vild med de nuttede vovser 🐾

Lonny sagde ...

"Du er dælme dejlig" er en helt fantastisk tekst - hvor er den mon fra??

Anne Christensen, Hadsten sagde ...

Masser af dejlige farver, nuttede hunde og søde jordbær. Så mange fine kort ❤️

Lone Thyme Ørnstrup sagde ...

Sikke mange skønne kort, du har vist her i opslaget. Jeg kan slet ikke finde en favorit denne gang 🙈
De skønne hunde sat i fin ramme; jeg eeeelsker jo også farver, så blyanterne er jo fantastiske; jordbær er et stort hit i øjeblikket og netop smagen er eminent; de små kuverter (igen i skønne farver) er da så fine og spreder bare glæde

Carolina sagde ...

Flotte kort med dejlige farver, de der hunde er godt nok cute