lørdag den 16. december 2023

16. december - vi har lavet gavemærker/til og fra kort i dag

Mie fik bl.a. Three Scoops startkasse dies jul i fødselsdagsgave og i dag blev den indviet, da der skulle bruge gavemæker til de børn og barnlige sjæle, der er en pakke til under træet 2. juledag, når vi samler hele familien herhjemme til fælles frokost, raflepakke-kamp og skaber dejlige minder. 😍

Mie er ansvarlig for gavemærkerne til disse pakker og her 2 af dem. Jeg fik lige lov til at hjælpe med den lille bjælde om halsen, det var dælme god gymnastik for finmotorikken. De blev da supersøde.



Papir fra Joy "Bright Christmas" og Marianne design lille scallop kvadrat
pyntet med de skønne Rudolf'er med rød glimmernæse.



Bagsiden fik en cirkel med Til og Fra dies'en.
Her kom min gamle QK revolution i brug, da den "trykker" mindre hårdt
og man derfor undgår mærket fra selve pladen

Det var dagens indlæg og nu ligger der fine pakker i julemandspapir klar til 2. juledag.

Vi har planer om en Tivolitur i weekenden, vi får se, men det kunne da være hyggeligt. Man trænger ligesom til at se på lysende lamper efter en meget "gråt-i-gråt" dag i dag.

Dagens julespørgsmål giver sig selv, laver di gavemærker??


fredag den 15. december 2023

15. december - den traditionelle "senior vej gløgg aften" var i går

Vi er 7 huse i vores del af vejen, der gennem snart mange år har holdt en voksen-hyggeaften med gløgg og æbleskiver. I år var det egentlig vores tur, men vi var så heldige at et andet par godt ville bytte og stå
for det i år, så er det os næste år. Det var en super hyggelig aften, hvor snakken gik og en masse "kan I huske dengang" historier kom på bordet. Vores udstykning er 50 år gammel og vi er mange der har boet her lige så længe, haft børn samtidig osv. Før hed det vist et sølvbryllupskvarter, nu er det guldet der nærmer sig 👍

Når man kun skal gå 20 skridt hjem går der nemt natteroderi i hyggen, så dagens indlæg er skrevet med morgenfriske øjne og fingre. 😍 Og HER kommer det.

Dagens kort er igen fra fotolageret og en af vores meget trofaste og flittige kortmagere 10na har lavet dem. Efter min kortproduktion har jeg altid et hav af NYE rester og her kommer disse fine ideer så lige til hjælp. I dag viser jeg ideer med cirkler.



Lige præcis sådan en lille kælke"nisse" har jeg også og hvor sødt er det kort lige?
En cirkel Rema glimmerkarton og et snefnug med bling. Matchende baggrundspapir,
fine ellekogler i guld, en blingstribe og en tekst.  



To søde juletræer på en cirkel og med en tekst.
baggrunden tror jeg er en Søstrene Grene blok,
men vi har nok alle noget matchende baggrundspapir, ikke?




Og hvor fine er disse to juleornamenter, stemplet og guldembosset,
og så er denne kugle naturligvis med små julekugler over det hele
og med en fin scallopcirkel som ekstra pynt.  Jeg kommer helt i Tivoli-humør
af dette kort.

TAK for disse (som naturligvis er sendt ud i verden for længe siden) julekort og de mange andre til dig 10na og god fredag til jer allesammen.

HUSK det er på søndag aften jeg igen trækker en vinder af et adventsgavekort fra LUNA hobby, så jeg håber I når at få kommenteret. Tjek lige om en af dine kommentarer fra denne uge skulle stå som ukendt for det er jo en sikker nitte i lotteriet? Så kan du nå at smide en magen til men med dit navn i teksten.

God weekend, men lur mig om der ikke kommer flere indlæg inden ugen er omme.  💓



torsdag den 14. december 2023

14. december - så er natteravnen på vingerne igen

Fordi dagen ikke har haft timer nok, men dælme om der skal mangle et indlæg i morgen, som også er
en travl dag herhjemme.

Jeg har en ekstra portion billeder af julekort fra aka, så dem får I nu:



Vi starter med dette (for så slipper jeg for at Fifty står under bordet og hiver i mit
bukseben for at få lov til at få et bamsekort med i indlægget.
Og det er også et fint kort Fifty, med en vis lighed med en vi alle kender.
Julebamsedie er fra Cottage Cutz.  Og så er det Godnat Fifty.... 😴



Lækkert papir med julemanden og den fine die og stempel
fra en af Danske stregers udgivelser.


Samme stempel - men her kun i cirklen. Fin kombi med de røde tern
og de fine fugle og så er jeg vild med grangrenen med sløjfen.


Fin kombi med guldbanner, snefnug og sarte farver i det mønstrede papir.



Det sidste kort får æren af at være i stort format. Embosset med snevejrs folder, lag på lag, lille fin krans med smuk lille metal engel i snor. Kort sagt et rigtig fint lille kort.

Tak for de fine julekort Annette (aka).

Og UPS - nu det er morgen og jeg har fået pudset øjnene, kan jeg se jeg helt glemte et julespørgsmål.
Jeg mangler ideer til en mandelgave i år.  Vi er kun os 3 juleaften, nogen der har en fantastisk god ide til en mandelgave til enten mand, mig eller voksen datter? Skriv gerne jeres gode ideer i kommentaren i dag. Tak... 💓




onsdag den 13. december 2023

13. december OSH omtale og julekort fra Ditte Mikkelsen

I går blev Mies og min kage og kassen med julekort afleveret af en af vores gode venner, der
er ansat i Livgarden og selv har været udsendt til Mali 3 gange. Han var så flink at dokumentere
den opgave han udførte på FB:


og her er teksten der fulgte med:

- skønt at være “jule-budbringer” - med de fineste håndlavede julekort - og hjemmebagt kage - til vores veteraner på KFUM i Høvelte 💚🌲🧑‍🎄
- af 💚 tak til Charlie Johansen - for de fine kort og kagen! 👍💚
- Jeg har helt særlig, stor veneration for “Operation Skriv Hjem” (OSH) - I gør en kæmpe forskel! 👏💚
Eric har hashtagget operationskrivhjem på instagram og jeg har delt det på vores FB side
Men nu får I det også lige herinde...

Det er jo kun 1 gang om året vi viser julekort hver dag, så nogle er fra fotolageret, bl.a. disse
søde kort fra Ditte Mikkelsen:




Mama Elephant "Oh Puppy Tree" er brugt til dette søde kort og en fin lille skov i baggrunden. 
Sikke et vellykket farvelægningsarbejde. Imponerende.



Måske ikke helt et julekort - men et vinterkort og en tekst der egner sig fint til et kort 
fra en udsendt.



Samme skov men her en cute hjort med julepynt i sit gevir.



Vi slutter af med disse to - igen Mama Elephant og sættet hedder "Fuzzy hugs".

Mange tak for de super søde kort Ditte.

Jeg fik skrevet og sendt 14 kort i dag. De 10 var til udlandet - av min arm - det beløb var i gamle dage hele vores portobudget til julekort, nu mangler jeg kun resten af dem til her i landet. Et af dem var til Sandy Allnock som altid sender til os.  Så dagens jule-spørgsmål er - sender du stadig julehilsner i dine egne fine kort eller bare en hilsen på nettet. Vi holder stadig julekortfanen højt og sender knap 30 kort.

tirsdag den 12. december 2023

12. december Jeg har nu 3 julegaver i hus - det går fremad

Så er vi halvvejs frem til Juleaften. Men ingen panik. jeg når det ALTID og jeg stresser faktisk ikke over det at købe gaver, jeg finder det faktisk ret hyggeligt.

Måske fordi min værste jul med gaveindkøb til 20 personer ligger langt tilbage. Vi havde begge to haft influenza og stod derfor i Lyngby den 22.12. med en alenlang seddel. Det var simpelthen et mareridt af de helt store og en del ting var udsolgt, men det lykkedes og juleaften var der jo ingen der vidste noget om det, så alt var godt. Så slemt bliver det aldrig igen, fortæller jeg bare mig selv.

Til gengæld er jeg nok lidt for sent på den med de julekort der skal til udlandet, men pyt, så har de bedre tid til at læse min hilsen når den kommer 😉. I år savner vi at sende og modtage pakker fra vores venner i Skotland, men det er så ØV efter Brexit, at vi har aftalt at lade være med at sende. Så kan vi altid udveksle gaver når vi besøger hinanden.

Og apropos julekort, så kommer der en lille portion mere af dem fra Connie H og I kan godt glæde jer,
for de er OGSÅ fine:



Vi viser først et fint kort med hvidt og skinnende guld- og farvet karton.
Det er på en embosset baggrund med HO3 i baggrunden.
Sjov ide at lige pynte "et usynligt juletræ", ikke???



Hvis jeg skulle arbejde sammen med Julemanden, ville jeg helst skrive lister over
de søde børn på artiglisten. 



Se lige dette fine kort med både julelys og en tromme. 
Mon ikke det er dies fra By Lene design???



Julemor og julemanden står foran deres fint pyntede juletræ, med de små søde flethjerter der også kan bruges som pynt i raslekort og deres lille kat.
Her er det et stempelsæt fra Three Scoops.



Den lille nisse tager det helt roligt, som han sidder her på stigen, har fået hængt kransen op til pynt
og har styr på sine 3 fine gaver. Det er vist alt sammen fra Gummiapan.

Og er I friske på endnu et Julespørgsmål??  Det tror jeg da nok liiiiige I er. Hvad er jeres favorit pynt på træet???  Her i huset er vi vilde med fine og sjove julekugler eller anden pynt og anskaffer 1 ny hvert år, der har en eller anden speciel betydning for os. Kjel har f.eks. fået flere isbjørne og jeg har en fin lille rød postkasse jeg fik da OSH startede. Mie har en katte"kugle" til minde om sin kat osv.

I går smuttede der en Anonym kommentar ind på listen, husk lige at sådan en ikke vil kunne vinde noget. Hvis det var din, så kan du heldigvis nå at lægge en ny inden det bliver søndag.



mandag den 11. december 2023

11. december - ny uge starter og vi har en 2. søndag i adventsvinder...

... og lad os starte med at fortælle hvilken kommentar der blev trukket denne gang. Det var denne:

For 21 timer siden
Super initiativ, at give veteranerne mulighed for at skrive julehilsner. Glædelig jul 🎄

og STORT til lykke med adventsgaven til Annemette.  Du har nu et gavekort på 100 kr du kan bruge hos LUNA hobby - Carsten får dit navn af mig og så husker du også bare selv at skrive eller sige det når du handler næste gang.

På næste søndag har 1 af jer chancen igen, så vi må hellere få vist nogle flere julekort, så der er noget at kommentere på, i dag er det kort fra Birgit R i Lyngby og jeg har været langt tilbage i mit fotolager og kunne se disse kort ikke havde været vist endnu - her kommer de:



Kender vi ikke alle de super nuttede blokke med små kære mønstre, her snemænd i massevis,
som vi så alligevel ikke rigtig nænner at skære i stykker - elle er jeg HELT
alene i verden med sådan en skør vane???
Men her er kuren - tag en dyb indånding, brug en rektangel die med fine sting i kanten
sæt det på en matchende farve matte og giv det en tekst. SÅDAN gøres det.



Der er også tit en side med strimler igen med søde mønstre - men hvem siger de skal bruges
som enkelt strimler - se lige hvor sødt dette kort er - lavet efter samme princip, som jeg lige har
forklaret ovenfor. Igen et rigtig sødt og enkelt kort.



og helt samme model - men alligevel så forskellig. Hvor nuttede er de pingviner lige??

Med andre ord - nogle dage laver vi noget helt fantastisk som vi bruger meget tid på og så kommer der nogle dage, hvor vi bare har lyst til at lege lidt med det vi har - og HELDIGVIS er begge dele helt OK og det kan bestemt også give fine resultater som her uden at man skal knokle og tænke sig halvt ihjel.

Tak for de søde kort Birgit.

Og tak for jeres søde kommentarer på indlægget fra i går, jeg er SÅ glad for at I godt kunne se,
at det lå lige til højrebenet at OSH også skulle forsyne vores veteraner med lidt af vores dejlige 
kort. Af personlige årsager ligger det mig meget på sinde, at vi gør hvad vi kan for at hjælpe
disse personer, der til deres familiers store lettelse kom hjem tilsyneladende uskadte, men med
så svære ar på sjælen, at deres liv er rigtig vanskeligt at få til at hænge sammen igen. Nu giver vi
dem lidt af det vi er gode til og så håber jeg inderligt at det gør dem glade. 💝

God ny uge - I får da lige et lille julespørgsmål igen herfra. Hvad er jeres favoritting at bage til juletiden? 😊







søndag den 10. december 2023

10. december og det er i aften det sker igen....

... lodtrækningen (indsæt trommehvirvel) og hold da maule I har været flittige med kommentarerne. Hvor er det dejligt og hyggeligt at læse alle jeres julesvar. 👍💗

I dag bager Mie og jeg en kage til den lille portion julekort vi har sorteret fra pga. glitter eller
andet der ikke tåler den lange rejse og mange håndteringer og nogle enkelte styk fra jer der er søde at lave serier af ens kort. Vi har nemlig en lille gruppe veteraner, der bor i boliger i Veteranbo ved Høvelte kaserne, som er 10 minutter i bil fra OSH HQ, fordi de har brug for lettere hjælp og støtte efter deres udsendelser. 

Da vi netop i år havde mange og fine julekort, har vi besluttet, at veteranerne også skal have mulighed for at benytte vores kort, som nogen af dem jo ovenikøbet kender fra en tidligere udsendelse. Kagen får de med, fordi de andre der stadig er udsendt jo fik slik og småkager med i deres kasser. Vi skal ikke selv derover, men får hjælp af en god bekendt der arbejder på kasernen og har kendskab til flere af disse soldater. Udover vores faste leverancer af kort til de udsendte rundt omkring i verden, fandt vi denne lille ekstra juleleverance var et passende projekt her op til jul.💝

Nye kort skal I naturligvis også have, de er i dag fra Gitte Y igen:



Baggrunden er fra nogle fine blokke fra "gamle dage" og tykt og lækkert med snefnug
Gitte har brugt en fin lille trædie og fyld embosset karton i forskellige farver i rummene.



Disse kort er SÅ lækre, disse motiver fra Taylored Expressions Candy Cane Lane, der er sværtet og udskåret og sat på hvide kortforside med embossede striber.. 



Til dette flotte kvadratiske kort har Gitte brugt Spellbinders stencil og die. 
Hun har virkelig haft god fart på sine farver og BARE ROLIG, de fine små glitter detaljer er efterbehandlet så de IKKE kan smitte af eller drysse.



Til slut en sød lille jule-gnome med ternet hue.
Fint placeret på en hvid oval, noget man ofte gør for at bløde op på at baggrunden
er ret fin, men også ret mønstret. Og se selv - det virker!!!

Nåh folkens - nu har jeg gjort mit for at I har noget nyt at kommentere på, så er det op til jer, hvor mange kommentarer der skal have jeres navn på i lodtrækningen. 😍👍👏 Når klokken er 21.30 trækker jeg søndagens og LUNA hobbys adventspræmie vinder.  Pøj pøj allesammen. 

Her et billede af en julegaveide - Mie fik sin i fødselsdagsgave og blev superglad for den, her brugt til sine julekrus, fremover kan 12 af hendes fine forskellige krus stå i den og både pynte og skabe plads til andet i hendes køkkenskabe.



Den er fra JYSK og hedder en kopreol - kan samles på to måder så den kan stå som her med 4x3 rum, eller på højkant så den er højere og smallere. Lur mig om den ikke også kunne bruges til noget
opbevaring i et scrapværelse, hvis det skulle være. Pris ca 275 lavet i bambus og nydelig finish.

Apropos julegaver, skriv nogle af dine ønsker i kommentaren, jeg trænger til inspiration 😁