9.12.2020 I virkeligheden har vi udsigt til VÅD jul - men vi byder på snevejr

Ovenpå i går var jeg da selv nødt til at indkøbe lidt julestjerner, så jeg bliver også inspireret af historierne. 

I dag lader vi sneen falde og kigger på Gitte Yhmans kort:

Jeg har sjældent taget så mange spadsereture på hverdage, som i disse historier, men det passer jo fint, for jeg er stadig i træningsforløb med min akillesseneskade. Dagens tur er ikke så lang, men starter lige med at 👀 efter den søde lille hjort, der havde stukket hovedet gennem en dørkrans. Heldigvis mødte jeg den lige i starten af skoven og alt var OK. Den havde mødt en sulten artsfælle, som havde hjulpet den med at gnave kransen over, så den kunne få hovedet ud igen. 👍

Jeg mødte også en lille gruppe søde snemænd. De brugte ikke mundbind, men havde deres fine halstørklæder oppe foran munden og så sagde de, at deres ånde jo frøs til is hurtigt, så den nåede ikke ret langt væk fra deres mund, før den faldt til jorden. De var i øvrigt ikke så nervøse for Corona, for som de sagde "vi har jo en ret kort levealder." "Første dag med sol og varme, så er vi jo dem der er væk." 
Som I kan se på kortet, havde de til gengæld godt styr på afstandskravet, de havde nemlig valgt at hjælpes at med at bære rundt på julegaver, så kom de ikke for tæt på hinanden.

Den sidste jeg mødte på min lille morgentur, bar også på pakker, men jeg havde gennemskuet ham. Rødt tøj, hvidt skæg, sorte støvler - det var da helt klart julemanden. Men hvad lavede ham dog her, den 9. december?? Jeg spurgte ham og han fortalte, at han havde hørt, at folk i år købte ekstra mange gaver til hinanden og derfor var han blevet nervøs for, om han så kunne nå ud med dem allesammen. Så han gik en øvelsesrunde og regnede mellemtider ud. "Alt skal nok blive i orden til juleaften" sagde han. "Det lover jeg dig og alle de andre børn" og så forsvandt han med et HO HO HO...

Han var væk så hurtigt og jeg havde glemt at tage solbriller på, så al den hvide sne blændede mig lidt. Jeg ville ellers rigtig gerne have set, hvilken vej han gik. Jeg opdagede, at det lille røde snefnug faktisk var et håndtag og åbnede den hemmelige dør i kortet - måske var han derinde. Men nej, det var stedet, hvor der stod en julehilsen. Øv - så må jeg se, om jeg møder ham igen. Jeg vil jo gerne bede ham om at huske,  at vi scrappere ikke har brug for bløde pakker. 

Tak for de fine kort Gitte og god onsdag til jer allesammen.