tirsdag den 30. maj 2023

30. maj SIDSTE chance for at deltage i maj konkurrencen nærmer sig...

Sikke et skønt vejr vi havde i Pinsen - men i dag har jeg løsrevet mig fra haven og sat mig ved PCen for at lave det sidste maj måneds indlæg, så I har noget nyt at kigge på, blive inspireret af og kommentere på inden i morgen aften kl. 21.30 - for det er jo der vi finder den HELDIGE vinder af en billet til efterårets scrap-a-mania i Sorø hallerne. Du kan deltage både lørdag og søndag og du har en siddeplads ved et bord. Hvis du allerede har købt billet, har Rikke Bagger tilbudt, at din gevinst kan overføres til samme type arrangement men i foråret 2024 (tak Rikke 💟).

Dagens kort er fra en portion fine kort fra Julie A. i Horsens. TAK for dem Julie 😍. Lad os kigge nærmere på en håndfuld:



Konfirmationerne er lagt bag os for denne gang, men her er et fint tøset kort
med sarte rosa farver, hvidt og guld. 



Restekort med sværtede kanter og douche farver. 



Sommerfugle er ved at komme på mode igen har jeg set,
Her benyttet som toppynt på et fint afstemt restekort til en generel hilsen.



En drengehilsen, igen et restekort med fint afstemt farvesammensætning.
Pyntet med en lille rund topper med et par gummisko.



Sidste kort har samme ide med fine striber.
Her er der en tag øverst med "Du er sød", som er en fin Three Scoop tekstdie med denne størrelse
og en endnu større udgave plus skygger til begge to.

Tak for alle besøg og kommentarer her i maj måned, det er hyggeligt at læse dem i månedens løb.
Lur mig om den, hvis kort der er vist, ikke også hygger sig med at kigge på jeres beskeder.

Næste indlæg bliver 1. juni, jeg har planlagt at vise nogle hilsner til Fars dag, måske nogen lige står og skal bruge sådan et kort. 


onsdag den 24. maj 2023

Julekort #5 hos OSH

Solen skinner igen og i går fik vi lidt tiltrængt gratis havevanding - så det var dejligt. Men selvom sommeren er i gang skal vi jo ikke glemme "Vi laver julekort den 24. hver måned", vel?

Så her kommer Gitte Ys maj bidrag - vær parat til en portion "cuteness overload"  😍

PS  Gitte har "skudt" en lille video af sit Lawn fawn Peek-a boo Pop-up kort, kvaliteten er bedst
ovre på vores FB side, så den kan du se derovre. 

Hej Gitte her ! 

Lawn Fawn er også en stor favorit hjemme hos mig. 
De laver de skønneste dies og stempler og man kan matche deres ting på kryds og tværs. 
Sidste år udgav de et julesæt, som desværre blev meget hurtigt udsolgt og kunne kun fås et bestemt sted. Men heldigvis havde Mama Elephant et sæt, der lignede til forveksling og som jeg så fik fat i. Man skulle jo nødigt gå ned på udstyr. 
Sættet hedder “Dashin Thru the snow” og kan stadig købes. Det har jeg så brugt i stedet for sammen med Lawn Fawns “peek a boo pop up” die. Der findes på Youtube mange gode videoer og inspiration på, hvordan man kan bruge pop up dien. 
Jeg har brugt Distress Oxide ink til baggrunden, da de er gode til at blende farverne sammen.
En stencil og hvid sværte til snefnug. Teksten er dies fra gemmerne og standset ud i hvidt glimmerkarton. Juletræerne er fra Lawn Fawn. Motiverne er farvelagt med Copic tusch.

Her først kortet som det kommer ud af kurverten:



Tre små glade venner er på en munter kælketur.

Så bruger man lige begge hænder, holder i den side venstre hånd har fat i og hiver lidt i højre sides bageste kant - og "TADAAH" op springer en kæk lille snowboard kanin. 😄


Kort der kan noget er bare sjove, og her er ikke en masse sarte detaljer, der kan gå i stykker, så det kan fint bruges også til OSH kort.  Bagsiden har et hvidt skrivefelt med runde hjørner og den fine kantstikning, som er en del af die-sættet fra Lawn fawn. 

Spændende om jeg er den eneste med et "børnejulekort" denne gang? Hvad har Pia mon fundet på?

💝

Denne gang er mit julekort meget, meget enkelt. Det er et Clean and Simple kort, en stil som også er kendt under forkortelsen CAS. 


Baggrunden er Simple and Basics baggrundsdie “Sunrays” (SBD278). Jeg har bevidst placeret centrum af Sunray mønsteret under min ledestjerne. 

Den fine krybbespil die er fra Memory Box og hedder “Nativity Circle”. Den har jeg skåret ud af karton fra en stor Toblerone. Guld nuancerne fra motivet af Matterhorn bjerget på Tobleronen giver et flot spil i udskæringen af krybbespillet. 

Nu giver jeg inspirationsstafetten videre til Charlie. Mon der også bydes på guld?

💝

Tak for Toblerone-ideen og svaret er "nej men næsten", for jeg byder på sølv denne gang, så jeg ikke behøver at ryge i chokoladefælden  😂. Se selv her:



Jeg slår et lille slag for at se på sine ældre "godter" og finde på noget nyt med dem.
Materialerne ses her og kun de lækre enameldots fra Hobbyboden er fra i år,
resten er "gammelt guld". Udover det viste er der snefnug fra lageret og cupcakepapiret
er stemplet og klippet fra en juleblok fra Lawn fawn.



Ideen med en julecupcake i glasklokken skyldes, at vi her i huset altid først
julebager ret sent i december, da vi ellers ikke kan holde nallerne fra godterne 😁
Jeg bruger ret ofte de 3 sæt (heldige mig) stempeltekster jeg har fra Brandt-Lassen design.
De er skønne og i god kvalitet, så selv små bitte tekster står knivskarpt. SÅ ærgerligt,
at de ikke længere kan købes, tror godt nok der stadig ville være godt salg i dem.

Tak for kortideerne til Gitte og Pia.  Vi glæder os alle 3 til at læse jeres kommentarer her på bloggen.
Nu er der jo kun 1 uge tilbage af maj, så hvis man gerne vil have en chance i lodtrækningen om en
adgangsbillet som siddende scrapper til scrap-a-mania i september, så er det om at komme til tasterne.
Igen i denne måned kan jeg spotte en anonym kommentar - hvis det er DIN, så må du lige lægge en mere som ikke er anonym, for ellers er du jo ikke med i lodtrækningen.


fredag den 19. maj 2023

Enkelt layout til Lovekort | Pia På Banen

 Lige for tiden har OSH kun mangel på Lovekort og kort til børn og Teens, hvilket Charlie har gjort sit bedste for at melde ud både her på bloggen og på Facebook, samt hvorfor. Kortlageret er allerede godt fyldt op med især generelle- og tillykkekort, hvorfor der ikke pt. er brug for disse kort. 

Jeg er på Hobbybodens kreative team, hvorfor der kan forekomme brug af materialer købt hos Hobbyboden, samt mærket Gittes Eget Design (som er Hobbybodens eget mærke). Jeg vil dog til en hver tid opmuntre jer til at bruge af scrapsager, som I allerede har derhjemme og som kan bruges i stedet for de produkter, jeg har brugt.  

Jeg har flere gange fremvist Lovekort her på OSH bloggen og ville denne gang gerne finde frem til at nyt layout. Inspirationen er kommet fra nogle af de nyere danske dies fra i år. 

Dertil har jeg skabt mig et layout til Lovekort, som opfylder flere kriterier for mig:

  • Enkelt i layout/design
  • Kan laves helt fladt og evt. uden 3D puder = nemme at pakke for OSH
  • Godt til at få brugt doneret designpapir
  • Godt til at få brugt doneret karton
  • Repræsenterer flere af vores skønne danske brands

Jeg er stadig i gang med at finde på et eller 2 andre Lovekort layouts, som også opfylder ovenstående. Tiden vil vise om jeg får præsenteret de andre layouts for jer her. Måske, måske ikke. 

Jeg har optaget en lille video, som viser hvorledes dette Lovekort laves og hvordan jeg får Sunray mønsteret til at passe perfekt på hjertet. Først i videoen giver jeg lidt praktisk info hvorefter jeg går i gang med lovekortet ved tiden 2:15. 





Materialer brugt: 

  • Simple and Basic - Double Pierced A6 Arches - dies
  • Gittes Eget Design - Aflange Hjerter - dies
  • Simple and Basic - A6 Sunrays - dies
  • NHH Design - Banner med tekst / Elsker Dig - die
  • NHH Design - Banner med tekst / Savner Jer - die
  • Gittes Eget Design - Mini Banners - dies
  • Diverse brands, små hjerte dies





















onsdag den 17. maj 2023

17. maj kasserne er afleveret i mandags og startet på deres rejse

Kasserne indeholdt kortpakker a 20 stk fordelt på LOVE, generelle, børnekort, Til lykkekort og studenterkort men blandet så de er fra forskellige kortmagere. I hver pakke er der altid et følgebrev
med en hilsen fra OSH underskrevet af mig og Fifty (med ført pote). Afhængig af årstiden osv. har jeg naturligvis passende foto af Fifty.  Her ses denne måneds udgave:


Er det en enhed med mange udsendte, får de en ekstra kopi af brevet med teksten "til Opslagstavlen".
Så tror jeg I har "kigget med" i hele processen - bortset fra spisepauserne og når jeg rydder op igen og
får plads i mit scraprum til selv at lave noget igen. Det må I tænke jer til, men jeg garanterer der er tale om tunge kasser der jongleres rundt med. 😍

I dag viser vi kort der har et stemplet  NH bag på - mere ved vi desværre ikke om dem, men de er fine,
så tak for dem.


Dette kort har en stemplet kvinde jeg kan se er et Stampin up stempel
den danske tekst er jeg ikke sikker på hvad er. 



Til lykke kort til brudepar. 
Brudepar er en die jeg kun har set hos Amazon eller i USA.



Til lykke kort med træ og to fine små røde fugle.


Og vi slutter af med dette fine kort, med kviste fra et tempeltræ (Ginkho biloba leaves)

I morgen har vi en af de helligdage vi ikke har mistet - så god Kr. Himmelfarts dag herfra.

Husk at du har 1 chance for hver kommentar du får skrevet til vores indlæg her i maj måned !!!
og den 31. maj efter 21.30 trækker jeg denne måneds vinder, som får en billet som siddende scrapper lørdag og søndag til scrapamania i september måned.  Da Rikke Bagger meldte sig som sponsor for længe siden, var det meningen vinderen ville være fundet inden billetsalget gik i gang, men det blev ændret, så aftalen er nu, at en vinder der evt. HAR købt billet undtagelsvis kan bruge den til forårets scrapamania i 2024 (eller selvfølgelig glæde en veninde med den...). Uanset hvad - så er det en FED
præmie 💟


torsdag den 11. maj 2023

I dag holdt Pia L, Fifty og jeg pakkedag i de sædvanlige 12 timer

Vejret var som sædvanlig STRÅLENDE. Vi overvejer faktisk at tilbyde Nyhederne at levere vores kommende datoer for pakning af OSH kort - så sparer de at tænke over vejrudsigterne de dage, for vi har til dato altid været superheldige med vejret, mens vi drøner rundt indendørs og pakker 😁

Dagen startede med åbning af den pakke, der var kommet fra Anne Christensen og TAK for den 💗



Udover en masse fine kort lå dette øverst i pakken. 
Så vi satte lige en ekstra hyggepause på programmet og nippede lidt - mens Fifty kiggede væk.



Med i dagens pakkeopgave kom dette kort nr 95.000
det er et supercute kort fra Sofie som nu bliver valgt af en udsendt i Kuwait
og sendt hjem til vedkommendes familie. Hyggeligt, ikke???



Der var sarte, fine blomsterkort imellem Annes OSH kort.



Fine krokus på matchende kort og med fine Simple and Basic hjerter.



Og så var der de sødeste påskekort med fine blomsterpiger.
stempel og die er fra Stamping Bella og hedder Morning Glory (på Dansk Pragtsnerle)



Samme serie  - her stemplet Daffodil - altså påskelilje




Og sidste fint farvelagte stempel som hedder Marigold eller her kendt som Morgenfrue.
Mens jeg googlede mig frem til navnene på disse stempler kunne jeg se, at de var der i et hav af
blomstersorter, rose, lathyrus, nellike med flere, 

Dagen gik som altid som lyn og torden og vi var hurtigt færdige med pakkerne til de i kun 5 destinationer vi har kontakt til i øjeblikket. Da de var talt og pakket - brugte vi resten af dagen på at lave 20 styks poser, til næste forsendelse og danne os et overblik over det i øjeblikket store lager.

Vi mangler på nuværende tidspunkt virkelig ikke Generelle kort eller Til lykke kort. Til gengæld kan vi godt bruge kort til børn, til teens og LOVE kort, så det må I rigtig gerne holde jer til, hvis I har lyst til at lave nogle fine kort til aflevering på scrap-a-mania i september. Fifty er ihvertfald på pletten med sin indsamlingskasse og slikkuffert. Hvor vi før var glade for serier med ens kort, har vi året ud mere brug for forskellige kort, igen fordi der er færre modtagere.

Hvorfor er lageret blevet stort tænker du måske, det er desværre ikke fordi der er fred i verden - men fordi den store enhed, der var udsendt til Letland skulle hjem og der nu skal gå et passende tidsrum,
før disse soldater igen må blive sendt ud på mission. Det betyder, at vi resten af året har et meget mindre antal at sende kort til og at vi så på et tidspunkt næste år pludselig igen får en meget stor enhed, der skal afsted. 

Vi skal selvfølgelig nok holde jer orienteret, når vi har nyt.

Indtil da kører vi med lidt lavere blus og gør os klar til næste store opgave. Og vi blogger naturligvis stadig og viser jer fine kort og gode ideer.

Tak for idag og tak for hjælpen til både Pia og Fifty.


mandag den 1. maj 2023

1. maj - hos os fejres den på fransk - nu med lille opdatering.

Og så skal der indkøbes Rød Tuborg - som var min favoritøl, når jeg en sjælden gang drikker den slags og nu kan den jo kun fås omkring 1. maj. Ellers er der ikke meget "rødt" over vores 1. maj, så vi har taget den franske 1. maj skik med liljekonvaller, der fejrer at den blomstrende tid er i gang, til os.

 Dernede køber man en lille liljekonval i potte og giver til naboer og/eller gode venner. 



Så her er en fra mig til jer og god 1. maj
uanset hvordan du fejrer den. 

Nu vi er i gang med at fejre, så lad os få sat navn på april måneds kommentarvinder.

Det blev denne kommentar:

Wauw sikke da nogle lækre sommer kort, bliver da helt lækkersulten 🥰🥰

Stort til lykke til dig Anita - jeg giver NHH design besked og så har du et gavekort på 250 kr til at shoppe for inden du selv skal have tegnebogen frem.  Og så siger vi samtidig TAK til Nadja for sponsorpræmien i april måned og til lykke med lille Birks barnedåb.

Her i maj måned er det Rikke Bagger og scrap-a-mania der er vores sponsor, sådan har det været i alle de år OSH har eksisteret og det er vi SÅ glade for. Vinderen kan deltage som siddende scrapper både lørdag og søndag (9. og 10. september) og hvis man ikke selv har nogen at sidde hos, kan man få plads ved Fiftys bord. 🐻

Og PS - husk nu at tjekke om din kommentar er lagt som "ukendt" for så er du anonym og så kan man IKKE vinde - der var igen i denne måned nogle stykker - en var dog først skrevet her til morgen, så den talte alligevel ikke med - men det er da lidt ØV at deltage med en nitte, ikke?  Hvis man lige dribler ind og ser kommentarerne efter man har lagt sin kan man se om man står med navn eller som ukendt, anonym eller unknown og så lige hurtigt skrive en ekstra der fortæller hvem man er.

Det er i øvrigt Three Scoops der står for salget af billetter til scrap-a-mania og de kommer også med deres altid flotte stand, så derfor fandt jeg det meget passende, at det var kort fra en af deres dygtige designere vi kigger på i dag. 

I maj måneds første indlæg, er det fine kort fra Sofie igen:



Jeg har valgt dette fine, med materialer fra Three Scoops for at fejre,
at jeg personligt starter "issæsonen" fra nu. Altså den med is spist udendørs.



Efter 2 uger i Sydfrankrig - savner jeg allerede palmer og blåt vand i poolen,
så dette fine kort SKULLE da også med i dagens indlæg. 
Det er en fin solskinshilsen og tjek lige de hvide kors og prikker i vandet.
Hun kan dælme noget med farvelægning hende Sofie......



Selvom solen skinner herhjemme i dag, er det stadig ikke varmt nok til at fare ud
og købe en masse fine små blomster til terrasse og have - det ved jeg af erfaring.
Så VENT til efter mors dag med at sætte det ud - så burde nattefrosten være væk.
Disse to bor dog i en ørken, så de er hårdføre nok til at klare sig.



Et fint til lykke kort med en panter og så er det samtidig et kort der kan rystes med.
Perfekt til en yngre fødselar.



Dette skønne lakridspibe kort blev det der kom på i STOR udgave.
Så kan jeg samtidig sige TAK (for til lykke var jo i marts måned) til Hanne Byskov
som tit er min redning og bringer kort hjem til mig og Fifty fra messer eller arrangementer
vi ikke selv har tid til at deltage i. Hun ELSKER nemlig lakridspiber....

TAK for de skønne kort Sofie - jeg mener de fleste er med materialer fra Three Scoops, så derfor har jeg ikke gentaget mig selv ved hvert kort. Hvis det er et stempel eller en die, der stadig fås, kan I jo se den
inde på Camillas butiks side.