onsdag den 29. januar 2025

29. januar - så er der snart en ny måned lige om hjørnet...

Så I skal da lige have lidt flere kort at kigge på og kommentere på inden på fredag aften 21.30 hvor jeg trækker vinderen af januars kommentarkonkurrence og billetten til Scrapbooking i Osted 22. og 23. februar 2025 - hvor spændende bliver det lige (indsæt trommehvirvel...) 

Kortene jeg viser i dag er fra fotolageret og lavet af "by Flensted". Fifty har følt sig skubbet lidt i baggrunden efter de mange indlæg med julekort og har derfor fået lov til at vælge hele 2 kort med bamser (af en slags) i dette indlæg. Så er der ro i lejren et stykke tid igen.



Et fint fødselsdagskort med Isbjørn fra Marianne design der holder en lille ballon.



Denne ide med et ark mønsterkarton, som jeg også tror jeg har (måske fra Lidl)
med en masse forskellige dyrehoveder på - er rigtig fin - for der kan lige snuppes en 
lille blomsterkant med i cirklen rundt om isbjørnen og pyntes ekstra med en scallop cirkel bagved.
Luftkram til dig fra mig er også en fin tekst fra Design5 og anvendelig til både børn og voksne.



Marianne design leverer også de skønne katte, snart en gammel die, men stadig skøn at bruge.
Her er den en lille flittig kunstmaler med alt hvad dertil hører.



Og her titter den frem i et vindueshul med en lille brev.
Den stribede baggrund er helt sikkert lavet af restestrimler som er sat sammen
på et stykke karton med strimler af dobbeltklæbende tape. SKØN ide.



Vi slutter januar - som har budt på rusk og regn her hvor vi bor med dette fine kort.
For blæst og rusk duer jo også til at sætte en drage op.
Der er mange forskellige producenter der har en drage i deres sortiment,
så den er nok nem at finde.

Tak for de fine kort som jeg her har vist et lille udsnit af til dig - Kristina Flensted Møller.

Også tak til Eva-Marie Borup for den fine præmie i årets første måned og Fifty, Mie og jeg GLÆDER os rigtig meget til at sætte kurs mod Osted igen til februar og hygge igennem i gode venners selskab.
Håber at få hilst på mange både gamle venner og nye bekendtskaber. 💝 Vi har naturligvis Fiftys kasse med, hvis nogen kommer forbi med kort til Operation skriv hjem.


fredag den 24. januar 2025

Julekort hos OSH 2025 - #1

Ja så starter vi igen med at fejre den 24. med at lave julekort HVER måned i 2025.

Vi starter med Gitte Ys julekort:

Hej - Gitte her.  Så er julen godt overstået og vi kan allerede nu se, at det bliver lysere dag for dag.
Men måske er der nogle, som stadig har lidt godter og knas til overs? Det tror min lille snemand her ihvertfald. For han har været på spil indenfor og titter nu lystigt frem. Om han fandt noget eller har spist det, melder historien ikke noget om. 😍

For at få plads til at han kigger frem fra døren, så er kortet lavet i størrelsen 5x7" - og døren er en die fra Honey Bee Stamps, som jeg har skåret et stykke af - ellers var der ikke plads nok på kortet til
snemanden. Den frække snemand er en die fra Hero Arts jeg har fundet hos Hobbyboden, der er også en pingvin, et rensdyr og en honningkagemand. Baggrunden er lavet med en 3D embossingfolder, som laver de flotteste mursten. Den er også fra Honey Bee Stamps. Ellers har jeg brugt karton med fin træstruktur til døren fra Lawn fawn woodgrain som har fået en fin krans på. Jeg har farvelagt snemanden med Copic tusch. Hans øjne er sorte halvperler. 


Hej og godt nytår til jer alle fra Pia her :)

Hvor pudsigt, jeg har nemlig også lavet et snemandskort. I stedet for at være kreativ med mine dies, har jeg denne gang øvet mine akvarel-evner. 

Siden midten af 2024 har jeg forsøgt at hive mine akvarelsæt frem med jævne mellemrum og udfordret mig selv til at blive bedre. 


Til dette kort har jeg brugt Kuretake Gansai Tambi akvarel, samt Payne’s Gray fra Daniel Smith. Akvarelpapiret er en rest arvet fra min mor, så der har jeg ikke lige et mærke at nævne. Et godt tip herfra, hvis nogen skulle være nysgerrig, så har kvalitet stor betydning når det gælder akvarelpapir. 


Den fine tekst har jeg stemplet på min kortfront til allersidst. Teksten er fra Concord & 9th stempelsættet, som hedder “Snow Flurry”. 

Nu er jeg mega nysgerrig på, om Charlie også kommer med en snemand. Hva’ siger du Charlie?

Charlie her - og hvad kan jeg sige - "GREAT minds think alike" og her er mit kort:

Man skulle tro vi 3 havde aftalt det - måske har vi bare set for lidt sne i julen ??


Vi kigger først lige på det jeg havde fundet frem fra gemmerne og så indrømmer jeg, at jeg
ikke just var sprudlende fuld af gode ideer - MEN så kom jeg i tanke om en cute
NY blok julekarton Mie og jeg fandt i Panduro (of all places) troede slet ikke de
havde noget til vores hobby mere - men på udsalget fandt vi denne:

lidt fjollet og ret sød til en god pris og lækker tykkelse karton.

... og måske er det bare mig, men er jeg gået lidt i stå, så kan nyt karton lige skubbe lidt til mig.
Så med nogle lidt ældre dies fra mit lager og arket med alle de små juletræer og lidt snevejr kom
jeg i gang og her er resultatet:




Hvem ved - måske er denne snemands cupcake i glimmerhylster flygtet ud i skoven,
så Gittes søde snemand ikke satte tænderne i den. Den er i hvertfald varmt klædt på
med halstørklæde og ørevarmere og der er brugt gammeldags halvperler til de 2
stykker kul, der er knapperne på en rigtig snemand. 

Tak til mine 2 med"nisser" for jeres fine julekort og for at I leger med igen i år.

For jer der måske er nye læsere, kan vi fortælle, at en af fordelene ved at lave lidt julekort hele året
virkelig bliver tydelig, når tiden nærmer sig for at skrive julekortene, for så ligger der minimum 12 og måske ovenikøbet flere fine modeller klar og der er bedre tid til at få dem skrevet og sendt eller afleveret.

Glæder os til at læse jeres kommentarer og nu er der jo kun 1 uge tilbage af januar - for på næste fredag trækker vi januar måneds kommentarkonkurrences præmie - og 1 af jer bliver den lykkelige ejer af en
fribillet til Scrapbooking i Osted den 22. og 23. februar som siddende scrapper. 

 










lørdag den 18. januar 2025

18. januar håber I kan klare lidt flere LOVE kort og lidt gamle melodier...

For lige præcis sådan nogen har jeg på lager til i dag. 😍

Gitte fra Hobbyboden laver altid fine kort til OSH, både derhjemme og når hun er med på en messe som siddende scrapper - disse er fra en af de ture og 1000 tak for dem Gitte og for hyggeligt samvær, når vi er til Scrap-a-mania i Sorø.



Der var engang jeg kunne rigtig mange navne på mønsterpapir,
men de tider er forbi, så jeg vil nøjes med at kommentere på det jeg ved.
Her er stempel, hjertedie og labeldie altsammen "homemade" by Gittes eget design.



Det samme gælder her denne store, lækre KYS die og den stemplede sætning.



Her faldt lyset lige forkert for mig da jeg fotograferede, for tror det var et guldhjerte med ordet LOVE.
Dies, stemplet Jeg elsker dig og sikkert også de røde enamel dots er fra Gittes eget design.
Jeg nynner nu "undskyld hr. må jeg byde dem et kirsebær" hvis der er nogen der er gamle nok
til at kende den melodi fra en gammel dansk film (Landmandsliv i 1965), hvor Lone Hertz sang den
til Helge Kjærulff-Schmidt.


Sidste LOVE kort i denne omgang bruger en hjertedie der hedder "Strålehjerte" og stempelteksten
der står i en die fra sættet "Label billet" er fra sættet "Love, love, love",
 der byder på flere love tekster, også den snirklede fra kortet ovenfor.
Kender jeg Gitte ret, har hun været Beatles-fan som yngre og taget titlen på sættet fra deres
store singleplade hit i 1967. Så nu har jeg også den inde i mit hoved....
De fine mangefarvede enameldots, der matcher hjertefyldet, er også "egen avl"

Måske har du læst, at der er meldt udsolgt af billetter til "Scrapbooking i Osted" som jo finder sted om lidt mere end 1 måned (22. og 23.2.) - men så er det jo bare SÅ lækkert, at Fifty og jeg har fået en billet af Eva-Marie Borup som præmie i denne måned, så sæt bare i gang med kommentarerne, så kan du måske være heldig at være den der vinder billetten, når jeg trækker lod 31. januar efter kl. 21.30. Der er jo 1 chance for hver januarkommentar man har lagt. 👍💗

God weekend allesammen 😊

lørdag den 11. januar 2025

Så tager vi hul på uge 3 i det nye år...

Julematerialer til kort er aldrig HELT gemt væk her i huset, men har nu fået en fin RØD opbevaringskasse fra IKEA i min reol. I uge 4 skal der jo igen laves julekort den 24. 😊

Men i denne uge har vi stadig fokus på LOVE kort og her kommer en fotorække fra hele 4 kortmagere:

Vi starter med disse søde kort fra Jean:



XOXO som jo betyder kys og kram er en die fra Lawn fawn.
PERFEKT til at matche med hvad man nu har af små nuttede motiver,
som de næste kort viser.



Selvfølgelig kan man sende sin hund et LOVEkort - det manglede da bare andet.... 😍
Så her er det et sødt stempelmotiv fra Three Scoops.



Og nuttede små fugle på sidste eksempel med små lyserøde hjerter.

Så kommer der fine kort fra Annette (aka):



Nu står her tillykke, men det må da være LOVEbreve der bliver fyldt i denne postkasse.
Den fine postkasse her stemplet med hvidt og heatembosset på rød karton er et ældre NHH design stempelsæt. Tillykke die er samme sted fra.



Det fine hjerte med farvelagte blomster og guldmatte er lavet med Danske Stregers
clear stamp sæt og matchende die. Det hedder Kærlighed så den tekst er med i sættet.
Måske ved ALLE det i forvejen, men Danske Streger er et samarbejde mellem
By Lene, Gittes eget design, NHH design, Simple & Basic og Three Scoops.
Der findes 5 sæt af denne type stempler og dies.

Dette LOVE kort er fra Mie J.:



Hvid kortbase, hvor der er sværtet langs kanten. Hvid matte med stencilsværede små hjerter.
Hjerte, hunde og banner til tekst er fra Cottage Cutz og hedder "Be my Valentine Puppies"
Den danske tekst er et clear stamp og kunne derfor nemt bøjes i korrekt form til at passe i banneret.
JA der er mange små dele i denne type die, men det er dælme besværet værd.

Og som "the raisin in the hotdog end" et af mine egne LOVE kort:



Her kan I se den originale tekst fra Mies CC sæt ovenfor.
Jeg lavede en sart grøn baggrund med stiplede bladranker 
Jeg brugte det røde CC hjerte og banneret og klippede en sød lille bunke LOVE breve
fra et mønsterark, lidt ekstra hjerter og en rød scallop ramme og så var det et LOVE kort.
Det fine hjertepapir i baggrunden af foto er fra lageret og bliver en dag nok også brugt til LOVE kort,
MEN lige nu bliver det kun kigget på og a'et. 😁

Der er stadig 5  uger til messen i Osted, men det varer ikke længe før vi begynder at planlægge, hvad
vi skal have forberedt til de 2 hyggedage. Vi har altid et HAV af fødselsdage her i starten af året, så det bliver nok en af opgaverne. Men vi skal også huske, at der både er en "byttebænk" for de siddende scrappere der kan bruges men skal være afsluttet inden messen åbner OG så samles der som altid materialer ind til et par bosteder i nærområdet, så kig gerne om I kan bidrage med noget brugbart, 
der ikke længere bliver brugt af jer selv. 💗 I løbet af uge 3 skulle der komme nyt om messen, så derfor et nyt link her i opslaget. 

GOD ny uge 3 allesammen og HUSK jeres kommentarer i denne måned deltager i lodtrækningen 31. januar om aftenen efter 21.30 om 1 billet til netop messen i Osted 22. og 23. februar. 


søndag den 5. januar 2025

Så er vi klar til en ny uge i det nye år....

.... og vi fortsætter med lidt LOVE kort. I dag fra Linda R.



Søde små frimærker - her er brugt Waffle Flowers Postage die og
stencil sætter der hedder Postage Collage Everyday Stencil.
Det lille ord Kærlighed og lidt matchende enamel dots fuldender kortet. 



Her har der været gang i de fine rester og kortet har farver der ikke skriger Valentine
og er derfor perfekt til et Savner dig kort hele året. 
Dies er fra MW Made with love bl.a. sketches 4 sættet 



Dette kort er en fin blanding af pint og blåt og har derfor meget passende teksten
Du og jeg som er fra et af NHH designs tekstark - her lavet med fiskehale.
Hjertets stikning fortæller straks det er en Three Scoops die (godt man kan sit morsealfabet)
og de flotte mønsterark er SÅ fine til kortet.

TAK for de mange kort til dig Linda.

Nu vi alle er ved at have pakket julegaverne væk, er det vigtigt at have noget nyt at glæde sig til.
Det har vi her i huset, fordi Mie og jeg skal sammen til Osted om 7 uger. Det er jo den weekend
Scrapbooking i Osted finder sted og jeg tror der stadig er lidt billetter tilbage. Vi har været der de sidste 3 år og det er en rigtig hyggelig, lille messe. Eva-Maria har altid lidt overraskelser i ærmet, Marta i kantinen sørger godt for os og der er gode P-forhold og en lille elevator til at få tasker og dårligt gående fragtet ned i hallen udenom de korte trapper. 

1 enkelt person kan herinde være heldig at vinde 1 billet på sin kommentar her i januar, men nu ved I andre også, hvor man kan købe sin billet til de 2 kreative dage, hvis man er hurtig. 😊

God ny uge allesammen. 

onsdag den 1. januar 2025

Årets første indlæg - Velkommen 2025

Heldige os - så er der et helt nyt år at tage hul på. Håber I alle er kommet godt ind i 2025.


Vi lægger ud med LOVE - fordi "All you need is LOVE.." og sådan nogle kort har vi lige i vores fotolager nu.

LOVE kan udtrykkes på mange måder og jeg er ret vild med kort, der giver det et lille twist man kan smile af, som disse fra Karina Ø:



Her i pink udgave med flamingoer og hjerte fra Three Scoops.



Sådan kan det også siges i en lidt mere maskulin udgave.



Den søde lille mus der kigger op er fra Lawn fawn sættet "Bubbles of Joy" og
SUPER anvendelig i mange sammenhænge. Teksten kender jeg ikke men ved Three Scoops
har en der har næsten samme tekst. 



Sjov ide til den generation der ved hvad det er med to kassettebånd og "We're a good mix" teksten.
Både NHH design og Three Scoops har haft kassettebånd stempler, så ??



Mama Elephant stempel med hund der læser en bog (stempelsættet hedder Book worm)
parret med perfekt dansk tekst.
Stempeltekst er "Eventyret begynder her" fra Three Scoops.



Her har LF leget med ordet Stud muffin som er slang for en lækker mand
og lavet det til stud puffin som er en søpapegøje. Derfor perfekt med blå baggrund med små hjerter.

Udover at få vist Karinas søde idéer tænker jeg, at vi allesammen lige kigger på vores stempler og dies med lidt andre øjne efter disse sjove LOVE-ideer. 😍 Så tak for smilet Karina. 👍

Til sidst skal I da lige have at vide hvem vores første sponsor her i 2025 er.

Det er Eva-Marie Borup og Scrapbooking i Osted messen. Eva-Marie har udloddet en billet til messen til en siddende scrapper - værdi 279 kr og det er et virkelig fint arrangement. Det er endnu ikke officielt hvilke butikker der kommer, men det plejer at være 1 eller 2, så der kan handles efter behov/lyst. Messen foregår i weekenden 22. og 23. februar 2025 i Ostedhallen og I kan læse mere om arrangementet her. Jeg har deltaget i flere år og det er nogle hyggelige rammer og en dejlig atmosfære.

Januar betyder at bloggen går tilbage til at blogge 4-5 gange om måneden, altså ca. 1 gang om ugen.
Kommentarkonkurrencen kører også på almindelig vis igen, det vil sige der trækkes lod sidste dag i måneden efter 21.30 mellem hele månedens kommentarer. 

God HVERDAG fra i morgen og glæder os som altid til at læse jeres kommentarer og inspirere jer med kortideer.