fredag den 30. december 2022

30. december og sidste december- og julekortindlæg

Såer det i morgen vi hopper ind i et nyt år. 2023 står klar med 365 nye, ubrugte dage og lad os håbe
og ønske, at verden ikke skal fortsætte med at være ramt af de rædsler vi har set i 2022. 

Her kommer et par af Eva B.s fine kort - jeg har valgt disse fordi de repræsenterer december i år godt.



Denne lille skønne snemandscupcake snemand fra Three Scoops - sidder fast med en lille fjeder
og vil minde mig om at vi i en lang periode faktisk havde smuk sne i december i år. 



Og dette også med dies fra Three Scoops med fint farvelagte kogler
viser eksempler på den pynt de fleste af os har haft indendørs i julen.

TAK for dine fine kort Eva.

Jeg har gemt dette kort fra Conny H. til netop dette indlæg, fordi det så fint viser, at nu takker selv julemanden af for i år.



Hans arbejdstøj er nu nyvasket og hængt til tørre - så han er klar til næste jul.
Jeg er ret sikker på det er stempel og dies fra Stampin Up - men kan laves med andre dies.



Og da kortet er pyntet også på indersiden, har Conny husket at indsætte et hvidt skrivefelt.👍

2022 har hos OSH været et travlt år, på grund af verdenssituationen har Danmark haft et meget større antal udsendt personnel end normalt og vi har derfor udsendt 11.185 kort i årets løb.  1.000 tak til alle jer der har gjort det muligt ved at donere jeres kort til os. 💗 Og tak fordi I også hørte vores bøn om,
at en stigning i antallet ikke måtte gå ud over kvaliteten. 👏

Til sammenligning var tallet i 2021  8.414 og i 2020   6.308.

OSH vil også gerne sige stor tak til vores sponsorer i 2022 og kan glæde vores læsere med, at vi har tilsagn om sponsorstøtte til næsten alle måneder i 2023 på plads. Det er så dejligt, at vores danske butikker og arrangementer støtter op om os - også STOR tak til dem. Du kan se, hvem de er i vores sidemenu. 

Og Fifty og jeg siger også tak til Pia Krogh Larsen og Gitte Yhman for jeres hjælp i årets løb og
Conny H., Annette (aka) og Hanne Byskov for at sikre at vi får fat i de kort der afleveres på messer 
vi ikke selv er med på eller i butikker der ligger langt væk fra Allerød.  😍

Og til jer ALLESAMMEN siger vi  GODT nytår og tak for i år. Håber vi ses i det nye år både her, på FB og ude i scrapverdenen.




Så er det bare at vente på at klokken slår 12 og et nyt år begynder.





onsdag den 28. december 2022

Hverdagen er retur og julehyggen er ved at klinge af...

Her i huset står juletræet dog stadig - det kommer ned til Hellig Trekonger og selvom vi har levende lys
når det lige et par tændinger mere, før det pakkes ned. Dog har de små gæster 2. juledag sikkert støvsuget det for karameller.



Så det varer lidt endnu før vi siger farvel og på gensyn til julen.

Der var flere af jer, der gerne ville se min kreagave, der var forklædt som en blød pakke ved hjælp af bobleplast omkring papstykket 😍 - ja jeg har en opfindsom mand.



Jeg er vild med Lawn fawn og glæder mig til at finde på kort med
denne skønne bjælkehytte og se lige teksten i det lille stempel med bævere !
"I love you so dam much"

I dag får I lige 3 kort mere fra Anne Mette P. :

I dag ser vi på kort med samme mønsterpapir, men som alligevel er helt forskellige:



Første kort har mest af det fine julepapir sat på en frimærkeinspireret rød matte
og med et rektangulært tekstfelt med en stemplet juletekst.



Her har kortets hvide kortbase fået mere plads og teksten står på nederste del.
Mønsterarket er mindre og udskåret med die med 2 runde og 2 almindelige hjørner
det samme gælder den røde matte og prikken over i'et er den lille punchede kvist
kristtjørn med røde bær på.



Sidste kort har samme bund som kort 1, men matte og mønsterark er udskåret med flagformede
dies og der er stemplet Glædelig jul nederst på det lyse mønsterark.

Fine og rolige kort alle 3.  Tak for kortene til dig Anne Mette.

Så er der lidt nyt at kommentere på igen, for I skal da ikke løbe tør for chancen for at få del i lodtrækningen om december måneds præmie i kommentarkonkurrencen. Det er et gavekort på 200 kr fra Gavlhuset og for hver december kommentar du har lagt har du en chance i lodtrækningen. Vinderen trækkes 31.12 efter kl. 22.00.

Hvem mon løber med årets sidste præmie og en forsinket julegave - ja det får vi at se den 1. dag i det nye år om eftermiddagen når vi skriver det første indlæg i 2023.



søndag den 25. december 2022

Lille indlæg mens vi holder fri og spiser julefrokost med familien

Nu kommer der lige et par dage med julefrokoster og familiehygge, så her nogle julekort fra Anne Mette Porse, som I kan hygge jer med at kigge på imens:



Med venner i Skotland falder jeg altid for kort med tern, som dette.
Jeg kan også godt lide "lag på lag" design og prikken over i'et er den lille diecuttede krans.



Her er det også lag på lag - men kanterne er røde og motivet er kristtjørn.



Juleknus die fra Simple and Basic, et lille bånd på tværs og et par juletræer af ældre dato,
der dog stadig er fine. To grønne nuancer i spil er en fin ide.

TAK til dig Anne Mette for de fine julekort.

Håber I har haft en dejlig juleaften, det havde vi - og jeg var så heldig at få "legetøj" forklædt som blød pakke - vil I se hvad det var??  Så kan jeg vise det i mit næste indlæg.😊


lørdag den 24. december 2022

Julekort #12 I aften er det JULEAFTEN...

Men den 24. er også den dag hver måned hvor Pia Krogh Larsen, Gitte Yhman og jeg viser jer nogle af vores julekortideer, så "here we go".

Pia lægger ud med dette smukke kort i hvidt og guld:

Jeg har gemt dette julekort til denne måneds visning, for det er jo netop nu vi har udsigt til de smukt pyntede juletræer rundt i de små hjem.

Hvidt, guld og lidt sort er kortets farver. Kuglerne kan laves med en cirkelpunch eller som jeg har gjort med en cirkeldie med stikning - her er den fra Gittes eget design. Det samme gælder God Jul stemplet fra sættet Juletid, der har mange andre fine tekster.

Det giver et fint udtryk når kuglerne er i forskellig højde og stregerne (snorene) de hænger i giver indtryk af at nogle er foran andre. Lidt guld bling og en lille sløjfe i glimmerkarton på hver er lige
prikken over det berømte "i". 

Jeg siger Rigtig Glædelig jul til jer allesammen og tak for i år.

Er I spændt på at se hvad Gitte har lavet til denne måned - for det er jeg - det kommer her.


Gitte skriver om sit kort:


Kære allesammen. 
Denne gang har jeg brugt danske stempler fra Love2Scrap og Three Scoops.  De laver begge nogle rigtig fine og søde motiver.
Baggrunden på kortet er lavet med Distress oxide ink.  Jeg bruger dem ofte, da de blender farverne rigtig fint. Teksten god jul er en die med skygge fra Three Scoops. 

Rigtig god jul og godt nytår til jer alle. 

Jeg har hygget mig med at være med i "vi laver julekort hver d. 24." gruppen i år og glæder mig til at fortsætte i 2023.

Må vi også se et kort fra dig Charlie - eller er du slidt helt op efter 23 dages blogindlæg 😍??

Hej Charlie her og nej - jeg er her skam endnu og har også et nyt kort at vise.

Det kommer her:


Den fine snefnug baggrund og den røde tekst er begge fra den tidligere nævnte store og flotte donation af dies og stempler, vi aldrig kommer til at takke nok for 💟.

Resten er fra eget lager - stjernen er en ældre lyseblå Marianne design die (den er i et sæt med en fin lille mistelten), hunden er en af flere søde vovser fra My Favourite Things stempelsættet Happy Pawlidays, der også har nogle år på bagen, men stadig er ret søde og sneboldbunken er fra Lawn Fawns Snowball fight fra i år. Farvelægning er med Copics.

Når det sner i baggrunden, bør det også sne på motivet har jeg lært af selveste Sandy Allnock, så det har jeg brugt min hvide Gelpen til. Samme dygtige dame har også vist måden at gøre hvide kanter mere naturlige, så det har jeg prøvet på huens kant og kvast.

Her fra HQ siger vi stor TAK til alle der har deltaget i Operation skriv hjem i årets løb og ønsker alle der læser med herinde en Glædelig jul og rigtig god juleferie. Også mange TAK til vores sponsorer, der bl.a. sørger for at der kan være en præmie hver måned i vores kommentarkonkurrence.  




fredag den 23. december 2022

23. december Se nu lige her hvad jeg og Fifty fik i dag.

Lille juleaften hos os er dagen der pyntes juletræ og spises risengrød. I år kommer der en HELT speciel figur på juletræet, min tidlige julegave fra min veninde og partner in crime gennem 20+ år. Se den her
og Fifty må da være SÅ stolt, at det er OK han ikke fik sit bamsejuletræ 😊



I anledning af at vi i år rundede 100.000 producerede kort (og det kan jeg stadig næsten ikke fatte)
mente hun, at Fifty skulle hædres med denne flotte fyr i paradeuniform. Vi har samtidig været
på flere rejser til London dengang vi arbejdede sammen og set netop denne type soldater ved
Buckingham Palace, vores engelske afdeling lå nemlig på Buckingham Palace Road.
Han er SÅ fin og får en hædersplads på træet - det er helt sikkert. 

Og apropos træet - så er vi slet ikke færdig med at kigge på julekort med juletræer og pynt - her
kommer julekort fra Tina (10na) der også er en af vores flittige kortmagere. Hun viser hvad der er på, under osv. et juletræ :



Første enkle men søde kort er disse med røde julekugler med små glitrende motiver, snemand, julemand, juletræer og bolsjestokke. 



Denne julehilsen viser hvad der kan være under træet, som her er en fint indpakket julegave
fra et ældre Magnolia stempel - det røde laksegl er bare så fint og i den lille guldcirkel nedenunder er præget et lille juletræ - forstør endelig, hvis det kniber med at se det.



Jeg beklager på forhånd for dette foto, men jeg ville gerne vise kortet alligevel.
Historien er IKKE at fotografen var lidt småsnaldret, men at det dælme går stærkt, når vi
får store mængder kort på en gang og skal nå at tjekke, tælle, dokumentere og sortere.
Så sker der af og til en ups'er med et skævt foto, eller der går kludder i systemet fordi
der enten ikke har været en seddel med navn på kortmageren, eller jeg får rodet noget sammen.
SÅ ved I det - jeg er heldigvis også kun et menneske der laver fejl 😇
Et fint grantræ er her stemplet og heatembosset så det er sølvfarvet. Der er små grangrene under cirklen hele vejen rundt og baggrunden har kogler og grankviste. Hvor julet er det lige....



Lad os heller ikke glemme det, der i engelsk-talende lande hedder "The reason for the season"
frit oversat - "årsagen til årstiden" eller "grunden til vi fejrer jul".
Her smukt og enkelt symboliseret ved et juletræ og en kirke.



Sidst men ikke mindst er julen jo også børnenes fest. I år skal der måske nok kigges lidt langt
efter sne nok til en kælketur, men måske der kommer noget inden skolen kalder igen.
Denne lille fyr nyder ihvertfald sin kælketur, så både tørklæde og hue blafrer i vinden.

TAK for kortene Tina og tak for jer der lige tog en the/kakao/kaffe pause ved skærmen og fulgte med her. 

I morgen er det 24. og vi viser vores december juleinspiration og siger GLÆDELIG Jul herfra - men 
vi har stadig kort at vise, så regn med, at der kommer flere frem til 31.12. Måske ikke hver dag - men hold øje herinde. Husk hver eneste kommentar bliver læst og er et lod i december måneds konkurrence om et gavekort på 200 kr til Gavlhuset. Så er 2023's første scrap-shopping i hus til den heldige vinder.





torsdag den 22. december 2022

22. december - så er det "dagen før dagen før dagen du ved"

Ja den linje fra julekalendersangen "Det sørme, det sandt, december" fra 1986 er blevet en fast del af vores julesprog her i huset, når det er den 22. december. 🎅🎄

Fifty har foreslået denne type træ i år,


... og det går HELT til loftet 😍

men vi har nu købt en gran, som vi plejer.

I dag har jeg fundet disse fine julekort fra Fiftys gode ven Aase fra Odense og de passer jo lige præcis til et indlæg om GRAN, ikke?



Hyggeligt kort - måske "jul for 1 person"  men derfor kan man jo godt pynte op med træ
og have en pakke fra mig til mig klar. Man må aldrig glemme at hygge......



Her sørger baggrundspapiret for masser af gran og stjerner mm. fuldender kortet.



Samme papir - nu tilsat en række tartan striber og en GOD JUL stjerne med rød sløjfe.



Sidste af disse fine kvadratiske kort har papir med gran, julestjerner og kristtjørn.

1.000 tak for de smukke julekort til dig Aase og jul hilsen fra mig og Fifty 🐻



onsdag den 21. december 2022

21. december er vi ikke enige om at julen kommer...

... uanset om vi er klar eller ej. Det håber jeg, for vi har pludselig fået sygdom her i huset og det har vi da SLET ikke tid til lige nu. Så den ene halvdel af husstanden ligger underdrejet og er forhåbentlig i gang med at sove det væk. Stakkels ham.

Jeg er så skiftevis julenisse og sygepasser i et meget stille hus. PC'en er heldigvis i den anden ende af huset, så jeg kan sidde her og lave dette indlæg med dejlige julekort så det er klar til 21.12.

Denne gang med kort fra Mette Hyldig og TAK for dem Mette. De er nok kommet hjem nu. 💝



Kvadratisk kort med kraft karton scallop matte og det store smukke snefnug
fra Tim Holtz (Sizzix) og god jul fra Gummiapan. Enkelt og smukt kort.



Samme grundide - men her som a6 kort med Gummiapan julepapir banner med god jul på mange sprog og et snefnug jeg ikke helt har styr på.



Nu er pynten rød og det giver et helt andet udtryk, samme god jul die og stjernetræet mener jeg er et ældre stempel fra Gummiapan og den lille stempeltekst VED jeg er derfra, for den har jeg selv.



Vi slutter af i dag med et fint lag på lag kort. Hvidt kort, Rød matte, mønstret matte og svagt grøn matte med udskåret GOD JUL og et stykke guldkarton bagved. 

I morgen bager vi julesmåkager - vi laver dem altid i sidste øjeblik, så vi ikke bliver fristet til smagsprøver i hele december måned 😄