lørdag den 12. august 2023

Så er det weekend - og her har vi armene oppe over at julekortene nu er på vej videre....

I går startede årets julekortforsyning på 1.122 kort deres lange rejse videre ud til de soldater vi p.t. har udsendt på 3 destinationer. STOR tak til alle jer, der i årets løb har hjulpet os med at få fyldt vores julekortkasser op.  To af kasserne var så heldige at få 1 ekstra og helt specielt kort med. Det var hhv. kort nr 96.000 og 97.000 og de kommer jo som de eneste kort afsted med en cellofanpose og et specielt mærkat:



Her kan I se de 2 kort, den søde pingvin med en shakerkuvert er fra Eva Bredahl
og kortet med den skønne lille MFT-nisse der hænger julepynt op har Susanne Pedersen lavet.
TAK til jer begge 2 - der er også en speciel label uden på kasser med et "1.000 kort" i.



Sådan ser den strimmel ud - jeg har i sin tid printet dem frem til kort no 100.000
og det bliver jo nok lige i starten af 2024 den kommer i brug.  WAUW 😍

Og inden jeg viser en lille portion kort fra fotolageret, får I denne dejlige besked fra Anne Christensen, som jeg blev rigtig glad for. Jeg har vist lige fra starten, at der blandt OSHs mange trofaste støtter findes mødre eller andre familiemedlemmer, der selv ligesom jeg og min familie har haft nogen udsendt og jeg har også fuld forståelse for, at det ikke er så ofte, at vi hører noget retur fra modtagerne af vores kasser, da de jo er i "en helt anden verden og hverdag" end vi herhjemme kan forestille os. Men dejligt er det at høre, og jeg videregiver ALTID sådan en hilsen til alle jer derude:

Sikke mange skønne kort der er sendt ind 🥰 Min ældste søn var for år tilbage udstationeret i Kosovo, og jeg ved fra ham at kortene bringer stor glæde.

Tak for den hilsen Anne og hils din søn 👍.

Vores månedssponsor, som vi der deltager på scrap-a-mania i Sorø næste måned møder der, får lige ordet her i bloggen:

"Hej - Tina og Susan her:

Papirdesign? Kreative Tanter? Ja – til begge dele!

Webshoppen og vores fysiske butik er Papirdesign.dk

Vi har også en Facebook-side/ Papirdesign

Vi ligger i Roskilde, inde midt i byen. Butikken er ikke stor, men trods den begrænsede plads, synes vi, at vi har mange lækre ting til dig, der scrapper – laver journals – æsker….

Vi har et stort udvalg af Lavinia Stamps, som jo, udover de smukke stempler, er så meget andet: bl.a. glitter, stempelsværte, sprays og  pensler.

Vi har designark fra norske Papirdesign, polske AB Studio, italienske Moda Scrap og Stamperia, og spanske Papers for You. 

Vi holder sommerferie frem til uge 35 – men vi holder ikke helt fri. Der bestilles varer hjem, lægges på webshoppen og vores vare-reoler ”trimmes” til Scrapamania i Sorø d. 9.-10.september. Der skal være mest muligt på mindst muligt plads – og I skal også helst kunne se den enkelte vare. Der ses vi helt sikkert med flere af jer, der læser med her.

Vi er glade for at støtte det vigtige arbejde i OSH – og vi glæder os til at høre fra den heldige vinder, når Fifty og Charlie har trukket en vinder den 31.august. 😊"

Tak for denne hilsen Tina og Susan - JA vi ses på scrap-a-mania og vi glæder os allerede.

Her kommer nogle kort fra Else Marie Hylle og TAK for dem:



Den smukke die med valmuen har jeg også - den er fra Memory Box og super sød og anvendelig.
Her brugt til et fint LOVE kort.



Dette kort hører også til Love kategorien og et fint eksempel på, at man kan holde sit kort
forholdsvist fladt og dermed mere holdbart til vores brug, selvom man har lag på lag og en blomst
her den fine blomst  (SPD095) fra Simple and basic.



Med en rolig og farvekoordineret baggrund, kan man fint få brugt nogle fine små blomster udsnit
eller rester fra et mønsterark. 

Som nævnt i vores indlæg i denne uge (på Scrapsisters og på OSHs facebook side) har vi en del kort på lager i øjeblikket. Vi har derfor besluttet, at vi naturligvis gerne modtager de kort, der er fremstillet til OSH og som overholder de regler og begrænsninger, vi har skrevet om lige siden vi startede i 2010 (står også her på bloggen under "Læs her om regler"   og  "Kort ja tak/nej tak") - og aflevering på messerne vil stadig være en mulighed, men skadestuen er p.t. lukket og der er overbelægning på stuerne 🙅

TAK for jeres forståelse og for at det ser ud til I har forstået vores besked, præcis som jeg havde håbet I ville 💝.

RIGTIG god weekend, her i HQ nød vi en regnvejrsfri dag i går.















4 kommentarer:

Tina sagde ...

Åh, en fin hilsen. Så dejligt at høre! Og 100.000 - wow! Vi er seje, alle sammen 💪

Bertram sagde ...

Fine kort og dejligt at høre kortene vækker glæde 😊

Lonny sagde ...

Hvor er det dejligt at der er så mange kreative der ønsker at glæde & hjælpe andre med deres flotte kort (Her i OSH - Soldater & deres kære). men også de fantastiske sponsorer, der med deres månedsgave gør en kreativ sjæl vældig glad..
"Pay It Forward"

Anne Christensen, Hadsten sagde ...

Hej Charlie, tak for din hilsen tilbage ❤️ Det er altid så skønne kort der vises her på siden.