lørdag den 3. juni 2017

Pia På Banen med Fif Fusion #9

Beklager forsinkelsen, men bedre sent end aldrig som man siger :)

Det er endelig blevet sommer og denne gang skal vi hygge med et dejlige blide sommerfarver og masser af sommerfugle. Sædvanen tro har jeg fusioneret to af Cecilie's gamle 14-dages Fif og hvad mon det blev til denne gang??



For dem af jer, som er nye til denne blog og Fif Fusion, så kommer der nedenfor en forklaring af hvad dette går ud på.

"FIF FUSION"
"Fif Fusion" går ud på at kombinere / fusionere to af Cecilie's "14 Dages Fif" med hinanden. Gennem tiden har Cecilie virkelig forkælet os med mange lækre & kreative kort-fif, så det er lidt af en opgave at udvælge 2 stykker til en fusion. Jeg har surfet igennem tidens 14 Dages Fif og udvalgt nogle stykker. Disse har jeg efterfølgende matchet 2 og 2 og hermed er flere fusions-grundlag blevet skabt. På baggrund af hvert fusionsgrundlag laver jeg min egen fortolkning og præsenterer mit kort for Jer. Herefter er der lagt op til, at alle kan være med til at lave deres egen fortolkning af fusionsgrundlaget, kaldet "Fif Fusion".


Til vores "Fif Fusion #9" har jeg udvalgt Cecilie's Fif #26 og Fif #53.

Jeg har ved #26 hæftet mig ved detaljerne:
  • Sommerfuglene
  • Den grønne nuance
  • Det aflange stykke med sommerfuglene
Jeg har ved #53 hæftet mig ved detaljerne:
  • De grønne nuancer i bladene
  • Den aflange stribe med teksten
  • Fordelingen af blomsterne
I videoen viser jeg, hvorledes mit Fif Fusion kort kommer til verden med udgangspunkt i ovennævnte detaljer. Da dette handler om "Fusion" er der fuldstændig åbne muligheder for fortolkning. Her viser jeg blot min fortolkning :)

***

***

Her har I det færdige resultat af min fortolkning af Fif Fusion #8. Et super dejligt sommerligt kort med en lille hilsen... 


De gamle punches har så sandelig haft godt af at blive brugt og få lidt kreativ kærlighed :)

Det er samtidigt også en fornøjelse at få brugt nogle af sine rester og med dette kort er der rig mulighed for det!


Nu håber jeg, at du har fået lyst til at lege med. Der er ingen begrænsninger, kun masser af kreativt fri-rum. Hvordan ser din Fif Fusion #9 fortolkning ud?

Hvis du er blevet inspireret af dette OSH Fif Fusion og deler jeres kort på Instagram eller Facebook, kan du bruge hashtags #oshfiffusion og #oshpiapåbanen :)

Ps. Bare fordi man leger med her og deler sit kort med os, så betyder det ikke, at det skal sendes ind til Operation Skriv Hjem. Der er ingen forpligtelser eller krav af sådan art. Det er bare super dejligt, når der deles inspiration og hygges med kreativitet.  

Pia :)
Pia's Creative World

SUPER lækker FIF-fusion - tak for den Pia.  Her kommer Mr. Linky og jeg glæder mig til at se links til en HEL masse fine fortolkninger fra alle I dygtige kortmagere. Det er så skønt med al den inspiration.





onsdag den 24. maj 2017

Julekort #5 hos OSH

Så kom der gang i sommervejret og på høje tid! Heldigvis kom der også gang i mit julepapir, så denne gang er det min tur til at prøve at være den, der står for vores julekortindlæg. :0) Og NEJ det er ikke som straf for at jeg missede det i sidste måned, de andre har bare for meget om ørerne denne gang.

Gummiapans fine hjort i guld troner på grøn baggrund og kulørte lysguirlander. Men kortet er også til en lille dansk familie i USA der hedder Hjort og derfor passer det nok fint. Den lækre god jul die er også fra Gummiapan, de har altså mange gode dies til rimelige penge. 

Rød, grøn, guld "og kulørte lamper"
Det lille hjerte i O'et er fra et MFT blueprint sæt, men kunne også have været en lille punch.

Her kommer Mr. Linky i håb om at der denne måned er en masse af jer derude, der kan dele deres julekort og inspiration herinde, sidste måned gik det lidt sløvt. Tror måske vi alle havde travlt med at pakke ud efter SAM? =0)


onsdag den 17. maj 2017

Kort der duer hele året og ikke kun på Mors dag - se her.

Ja det har været mors dag for nyligt. Men de mødre, der har sønner eller døtre udsendt, fortjener hilsner - uanset hvad dag på året det er. Samtidig gør postens vej derud, at vi har megasvært ved at få traditionelle mors dag kort derud og især hjem igen i rette tid.

Derfor dette lille indlæg, med gode ideer til tekster der passer til kort til mødre uanset hvilken dag de kommer hjem. De kommer alle fra en stor, fin portion kort fra Tina (10na) og tak for dem og for din hilsen med penge til kuverter. :0)

Vi syn's dagen i dag, hvor elefanten i Københavns Zoo er blevet mor kræver at disse to kort vises først:

Et stempel med et voksent dyr og et dyrebarn passer fint til en hilsen, det med uglerne er dog mest tiltænkt en voksen der kender et barn derhjemme. Så søde , ikke?
Her 4 fine kort kreeret fra samme papirserie - og se lige, hvor forskellige de bliver bare ved at tilsætte lidt forskellig pynt.
2 kort mere - tjek lige den søde lyserøde bånd bag blomsten. Tina har sat 2 bånd i samme nuance sammen, det smalle oven på det brede. Det ser supergodt ud, ikke?

De sidste to kort her er ikke specielt til mor, men kom lige med i dag - fordi der er dyr på og de er ret nuttede.
Nu er halvdelen af måneden gået, så varer det ikke SÅ længe før der trækkes lod om maj måneds præmie. Bliver det mon en af dine kommentarer der vinder, ellers har du 2 uger endnu til at fra skrevet nogen.  God onsdag alle sammen.







fredag den 12. maj 2017

Børnekort fra Birgit R. Modtaget på SAM

Bededagsferie er her i huset lidt ekstra tid til hygge i scrap"hulen". Og derfor et nyt indlæg med inspiration - her dejlige børnekort fra Birgit R. i Lyngby. Endnu en gang lykkedes det mig at være væk fra min plads til SAM, da Birgit kom forbi - men en skønne dag lykkes det forhåbentlig at mødes IRL. 

TAK for alle de dejlige kort Birgit - sikke mange børn der kan få en hyggelig hilsen nu.


Fifty's førstevalg er ham her - glad bamse med hjertet på rette sted sender et knus.  =0)
En enkelt men nuttet lille Knus og kram hilsen

Farvestrålende uglehilsen der sender et Til lykke.
Og disse kattekort er da også skønne - både til et barn eller en katteelsker:


Jeg kan da slet ikke stå for VENNER kortet - det er da tillid der vil noget den lille mus viser.
Nyd den lange weekend - vi vender snart tilbage med endnu flere kort - sådan en solskinsdag hvor man er hjemme, giver mig jo lige mulighed for at fotografere i DAGSLYS.  Dejligt.







mandag den 1. maj 2017

April måneds vinder er .....

....trommehvirvel ....

Solveig, der havde lagt en kommentar på Cecilies indlæg med Fif 58. Bortset fra indlægget om SAM var FIF indlægget det der fik flest besøgende. Langt over 200 og det er flot. 

Til lykke Solveig. Du vandt den lækre Maja design sommer blok. :0)

Endnu en gang tak til Scrapfabriken fra Sverige for den fine præmie. 

Maj er startet og jeg har mange kort at vise frem. Her en håndfuld nuttede kort til børn fra Randi (rhh) som i øvrigt er Solveigs søster:

Pingvinmor og unge. De er da ret nuttede, ikke?

SUPERgirl og hendes superkat med fin sokketernet pink baggrund. Får også mig til at smile.
De søde dragestempler er bare helt perfekte - her sidder han og "tænker på dig"
To søde krammebamser - sjovt nok finder Fifty straks sådanne kort i en kortkasse.
En lille hilsen og et musekram. Jeg har det egentlig lidt stramt med mus, men ham her kan jeg godt lide.


Og sidst men ikke mindst røber vi her hvad præmien i maj er og hvem der har sponsoreret OSH denne gang.

Det er Picturing the world og der er et gavekort på 200 kr på højkant - HVEM skal shoppe for det når maj måned er forbi. Ja det kan jo blive dig - du har som altid en chance for hver kommentar du lægger her i maj måned. =0)  TAK til jer - Picturing the world!





lørdag den 29. april 2017

Julekort #4 hos OSH

Dejligt at se I er i fuld sving med at kommentere. Men hvorfor var der ikke et indlæg den 24. april tænker I måske???? Ja det er ihverfald ikke Cecilies skyld, for hun havde været så forudseende, at hun allerede lavede sit bidrag inden den store flytning retur til Danmark. Desværre var jeg ikke så smart selv og i stedet for at haste et julekort igennem i nattens mulm og mørke eller på anden måde forsøge at dække over fadæsen og give Fifty skylden =0) kommer her den helt ærlige årsag. Både Pia og jeg har haft lidt for meget om ørerne i denne måned og især jeg var så høj ovenpå et perfekt SAM at den 24. bare kom og gik helt uden jeg opdagede det. ØV så....

Så GODT vi har Cecilie retur til at redde æren og jeg skal da lige love for, at hendes kort er så fint og lækkert, at det fint kan stå alene i denne måned. Her kommer indlægget og endnu en mulighed for at kommentere i april måned.

Ordet over til Cecilie:

"Nu er vi på den anden side af påske, så hvis julen varer lige til påske, så er den altså officielt slut nu. Men her hos OSH hænger vi os ikke i den slags detaljer, for vi laver jo julekort hele året rundt.


I denne måned er jeg retur med et kort med en snemand og en pingvin, der griller marshmellows midt i vinteren. Stempler og snefnug er lavet med produkter fra My Favorite Things, og jeg har farvelagt motiverne med Copics.


For at få ilden til at se så ægte ud som muligt har jeg farvelagt den med tydelige farveforskelle frem for helt at blende farverne ud, og jeg har også lagt et lag Wink of Stella over, så der er lidt glimmer i flammerne."

TAK for det fine kort Cecilie - her kommer Mr. Linky og I er alle sammen velkommen til at linke til jeres april julekort. Jeg vil nu gå i tænkeboks, så jeg kan vende tilbage i maj med et julekort og har sat et STORT X i kalenderen ved den 24. maj.



fredag den 28. april 2017

Vi har igen været med til SAM og det gik fantastisk i Sorø

Lørdag morgen var Fifty og jeg tidligt klar og kørte med Margit og Heidi L. mod Sorø.

Udover shopping, hygge og nogle hemmelige projekter lavede Fifty og jeg ved fælles hjælp den traditionelle indpakning til vores lille hilsen til Rikke og Lisbeth. I år var det en lille Lawn fawn pose i det fine papir med roser Soffie Bonde havde lavet for Luna hobby. Er det ikke fint det papir?
Udover dåsen med fransk havsalt fra Camargue var der i posen en lille håndlavet, hjerteformet oliventræsskål.


Vi huskede også at fotografere os alle 4 i år. Tak Rikke og Lisbeth for nogle skønne dage og tak fordi I trofast sponsorerer billet til SAM, så der hver gang kommer en heldig vinder fra OSH's kommentar-konkurrence med. Det er så flot. 


Traditionen tro kom der RIGTIG mange fine kort i Fifty's kasse til SAM. Helt nøjagtigt over 800 stk. 
Det bringer totalen af kort vi har modtaget til dato op på 51.930 og første halvår er tæt på 2.000 stk. Til maj er det 7 år siden OSH så dagens lys netop på et Scrap-a-Mania og jeg er både imponeret og taknemmelig over, at der stadig er så mange, dejlige scrappere, der har lyst til at være med til at gøre en stor forskel for de udsendte.  KÆMPE tak til jer alle sammen. =0)

Jeg har kun lige nået at tage låget af Fiftys kasse og fiske en enkelt pose op. Den var fra Stinne og her er en håndfuld af hendes fine og søde kort. I skal jo lige kunne nå at kommentere en gang mere inden april måned er slut og jeg trækker en vinder af den fine 6x6 blok fra Scrapfabriken.

Sjovt kort med polaroidramme med et af Hobbybodens fine danske tekststempler og en nuttet farvelagt kanin.

Endnu et kraftkort (selvfølgelig med hvidt skrivefelt i) igen rammen men her med en skøn lille enhjørning.
Et sæt fine LOVE kort - det ene med stjerner, som jo altid er godt.

To skønne vennekort.

Nuttet lille hilsen. De fine, små dyr er fra Clearly Besotted stamps
TAK for de fine kort Stinne.

Glæder mig til at læse jeres sidste kommentarer her i april måned og trække en vinder.

Og til sidst TAK til alle jer jeg nåede at få en snak med i Sorø. Jeg når altid mindre end jeg regner med, især fordi jeg så gerne vil have tid til at få snakket med jer og så er der alligevel altid nogen jeg kan se har afleveret kort, mens jeg lige var væk fra pladsen. Håber at fange jer en anden gang. =0)