fredag den 14. april 2017

Fif #58

SÅ er Cecilie tilbage - både her på bloggen med sine fif =0) og tilbage i Danmark igen med mand og barn. Sådan en flytning mellem 2 lande kræver sin mand/kvinde/familie - men Cecilie har nået dette fine fif inden flyttekasserne blev lukket i - og det bliver OSH's påskegave til alle os der måske har lidt bedre tid her i fridagene end ellers. RIGTIG god fornøjelse og tak for det fine fif Cecilie!

"Det er næsten to år siden jeg lavede mit sidste fif her på OSH-bloggen. Der er godt nok sket meget på de to år, og jeg er spændt på, om jeg stadig kan inspirere nogle af jer til at få lavet et par kort. Jeg har ikke mulighed for at lave video, så det bliver på den gode gammeldags maner med billeder.

I løbet af de seneste to år er der blandt andet sket det, at jeg er holdt op med at scrappe (ikke en bevidst beslutning, det er bare blevet sådan) og gået tilbage til primært at være kortmager. Ydermere er jeg begyndt at farvelægge stemplede motiver, og senest har jeg fået Copics af min mand i fødselsdagsgave. Til dette fif har jeg faktisk kombineret det med at have rester af papirer liggende og at kunne lide farvelagte motiver.


Du skal bruge:
- en kortbase (41/4 * 5,5 inch eller 10,7*14 cm)
- fem strimler af mønstret papir, (1*41/8 inch eller 2,5*10,3 cm)
- hvidt rektangel (3,5*21/4 inch eller 8,7*5,7cm)
- strimmel til tekst (lidt bredere end det hvide rektangel)
- sort sværte
- motiv- og tekststempler
- noget til at farvelægge motiverne med
- 3d puder


Monter de fem strimler på kortbasen således at der er lige meget mellemrum mellem dem ud og til siderne.



Monter den hvide rektangel i det øverste højre hjørne af kortet. Jeg har sat min på 3d puder.



Stempel nu dine motiver, og farvelæg dem som du synes, de skal være. Jeg har ikke valgt farver, der er magen til dem på de mønstrede ark, da jeg gerne ville sikre mig, at det farvede motiv stod tydeligt frem.


Klip eller udstans motiverne, og monter dem på det hvide rektangel. Jeg har med vilje valgt motiver, der stikker lidt udover siderne på rektanglet, da jeg synes, det giver kortet mere liv. Husk at lade der være lidt rum nedenunder motiverne, hvor du kan sætte din tekst.



Jeg valgte at stemple min tekst på et lille banner - primært fordi jeg ville bruge den tekst, men den kunne ikke være på mit rektangel. Sørg blot for at få en hilsen med på kortet.


Hermed er kortet færdigt, og vi har kombineret rester af mønstret papir med farvelagte motiver. Hvis du ikke farvelægger stemplede motiver, kan du vælge at have en blomst eller anden dekoration, der hvor jeg har elefanten, fuglen og ballonen. Eller du kan stemple en tekst, der fylder hele rektanglet ud. Der er mange muligheder, og jeg glæder mig til at se, hvad du finder på!"

Og her kommer Mr. Linky - lad os se jeres udgave af Cecilies søde fif - vi er så spændt på det - lav påskekort eller noget HELT andet med den gode ide og link her:

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Velkommen tilbage til OSH og Danmark. Super fint kort. Bliver straks inspireret. Rigtig god påske. Kh 10na

Margit sagde ...

VELKOMMEN HJEM, CECILIE... også til resten af familien... =0)

Nåårrrhhhhh.... hvor er det et sødt kort...
Glæder mig til at følge dine mange gode idéer og forslag.
KRAM

Solveig sagde ...

Sødt kort, og god idé. Jeg får en masse 'striber' af papir i overskud, af samme serie

Lisbet M sagde ...

Hvor ER det sødt. Jeg er aldrig rigtig kommet i gang med farvelægning af stemplede motiver, men måske skulle det være nu ....

Heidi sagde ...

Hvor er det dejligt at se dig her igen, og så skønt et kort tak for fif, jeg vil prøve dette :-)

Mette sagde ...

Velkommen tilbage :-)
Nøj - hvor er dit kort sødt...det kribler i fingrene, men i øjeblikket er vi i bryllups-mode (den ældste søn) så der er ikke ret meget tid til overs. Jeg tror at dit fif skal afprøves til SAM

Bodil Bording Hansen sagde ...

Også herfra, et velkommen hjem.
Et rigtigt fint kort med nogle
søde små dyr og fine farver :0)

Conny sagde ...

Velkommen HJEM.
Dette FIF skal altså lige prøves, sådan havde jeg aldrig tænkt at bruge restepapir. Tusind tak.

Jean sagde ...

Velkommen tilbage til Danmark 😊
Sikken et skønt kort..
Dine rester passer perfekt sammen, det gerne mit største problem at mine rester er meget forskellige 😂