Ja her i juli er der jo så "kun" 5 måneder til juleaften og da vores OSH julekort skal bruge transporttid både ud til soldaterne og efter de har valgt og skrevet tid til turen hjem igen, har vi i årenes løb erfaret,
at vi skal have dem sendt afsted fra HQ i starten af august, for at være på den sikre side. TAK til jer der allerede har leveret julekort til os 👍😍, det er vi glade for og vi kan stadig godt bruge flere og er selvfølgelig også selv i gang med at producere nogle serier.
Men i dag er det jo den 24. så her kommer traditionen tro inspiration til fine julekort fra os 3 "nisser" hos OSH. Faktisk er det 10. år vi kører med julekort hver den 24. og alle de gamle indlæg ligger jo stadig her på bloggen. Jeg har betalt for ekstra fotolager herinde, så husk endelig at kigge lige hvor I har lyst til herinde. Der er SÅ meget inspiration og det er også sjovt at se, hvor meget vores hobby har udviklet sig gennem årene.
Først giver vi ordet til Gitte Yhman:
Hej! Med det sommervejr vi har lige nu her i juli eller mangel på samme, så har det været en fornøjelse at sidde i scrapværelset og pusle med denne måneds julekort. 😍
Kortet er med små huse og julemanden, der flyver med sine rensdyr. Måske flyver han til de varme lande, hvor der er lidt mere sol end her. Jeg har brugt sættet "Over the rooftops" fra Concord & 9th og selvom det nok er amerikanske huse, så kan de med lidt god vilje godt ligne husene herhjemme. Teksten "Julehilsen" er en die fra Gavlhuset og baggrunden med stjerner er stemplet på lystblå karton med et ældre stempel fra Hero Arts. Husene er standset ud i forskellige farver karton fra Concord & 9th.
Hvad mon Charlie har fundet på her i juli ???
Jeg har taget hul på en nyanskaffelse, jeg ikke kunne stå for. Sizzix thinlits sæt fra 2023 der hedder "Santa Greetings" og kommer med et fint alfabet inkl. tal. På indpakningen står Santa med en snor fra hånd til hånd hvor der kan hænge bogstaver på, men jeg lader ham udlevere juleknus og lave bjældeklang i stedet for på mit kort.
Den mørkegrønne scallopkvadrat er fra Simple and Basic sættet SBD068 "Pierced Scalloped Squares"
og jeg har brugt den største af dem på dette 15x15 cm kort. Der er 13 dele i lag på lag, så det er en god
ide lige at se You tube videoen, der fint viser farvevalg i de forskellige lag. Der er f.eks. 3 røde nuancer for at skabe skyggeeffekten på hans tøj. Bag på hver enkelt die står fint om det er rød 1, rød 2 eller rød 3 osv. man er i gang med at skære - super prof lavet fra Sizzix' side og med de gode afmærkninger
på det udskårne, der viser placeringerne. Baggrunden er et ÆLDgammelt ark fra en blok fra Panduro.
Dette første forsøg tog 1/2 time fra jeg begyndte til han var klar, så værre er det altså heller ikke at
skabe sådan en "flot fyr". 🎅 Pudsigt at både jeg og Gitte lige skulle have Julemanden på vores kort.
Denne gang er det Pia der har fået "rosin i pølseenden" pladsen - så her kommer hendes julekortide:
Jeg er tilbage ved de traditionelle julefarver igen. Atter har jeg haft fat i et diesæt fra Spellbinders “12 Days of Stitchmas Calendar 2023”. Den julekalender indeholder masser af gode diesæt i god størrelse og man behøver absolut ikke at pynte motiverne med broderigarn.
Hvis man er nysgerrig på Spellbinders 12 Days of Stitchmas julekalenderen, kan man lure på den i Hobbybodens webshop.
Det var vores julekortinspiration - TAK for de lækre ideer og fine kort Gitte og Pia.
Håber I der kigger med herinde også hygger jer med at samle på ideer til julekort. Det er altid super hyggeligt at læse de kommentarer der bliver lagt herinde og samtidig er hver kommentar jo et lod i månedens lodtrækning. På den måde får vi "belønnet" nogle af jer for at være en del af OSH takket være vores trofaste sponsorer, som stadig har lyst til at deltage og få omtale i deres måned, så husk også at klikke på vores link og besøge deres butikker/webshops. I juli er det Papirdesign i Roskilde og de
har sat et gavekort på 200 kr på højkant til den heldige vinder. Som altid er det på månedens sidste aften jeg trækker en vinder, så I kan kommentere helt frem til 31. juli kl. 21.30.
11 kommentarer:
Så fine julekort, og den julemand har jeg vel nok kigget på mange gange 😍 SÅ cute
Virkelig fine julekort. Husene er så søde. Har flere gange kigget på julemanden
Så fine og hyggelige julekort 🌈🎄🌈
Lækre julekort, får helt lyst til selv at komme i gang med julerierne
Hvor er de hyggelige.
Kortet med husene bliver jeg helt nostalgisk af - det ligner huse fra København, og med Santa flyvende over tagene, bliver jeg sendt direkte tilbage til barndommen og minderne om forventningens glæde og hyggen omkring julen.
De to andre kort er jeg også vild med. De er så dejligt julede 🎅
Mega søde julekort🎄🎅🧑🎄
Åh, den julemand er bare fantastisk! Selvom jeg husker det som om det tager meget længere end en halv time at samle ham 🤣🙈 men skøn inspiration, som altid
Er vild med dem alle men især den med husene, de er da skønne
Knuusss-elsker bare de alt der bare har en snært af jul... 🫶🏾
Rigtig søde julekort. Julemanden fra Tim Holtz er en af mine favorit julemænd 🎅🏻
Dejlige julekort allesammen. Jeg bliver også nostalgisk af det første.
Send en kommentar