fredag den 4. januar 2013

Hilsen fra Camp Bastion og 14-dages fiffet # 26

Først en dejlig hilsen fra vores 2 gode kontakter Lene og Mette. Det er vigtigt for mig at skrive at de sendte denne mail med fotos til os - få dage før vi desværre for første gang i over et år mistede en dansk soldat derude.

En lille familie herhjemme har mistet deres mand og far og vores tanker går til de pårørende i denne forfærdelig situation. Og hvor vil jeg dog ønske, at han har været en af de mange der har skrevet hjem - så de har en personlig hilsen at gemme som et kært minde. Jeg bringer ikke fotos jeg ikke har fået tilladelse til at bringe her på bloggen - men I har sikkert set hans foto i dagspressen - så jeg vil nøjes med at skrive
 "Ære være hans minde".

Og lad os så starte det nye år med to af de ting jeg VED I holder allermest af at se herinde...

Her får I Lene og Mettes hilsen til os allesammen - og de medfølgende glade fotos dernedefra:

Kære alle i dejlige kvinder i OSH!
1000, 1000-TAK for de mange kasser med valentinskort - endnu engang er de modtaget med stor glæde og taknemlighed! - det er så pænt af jer at huske os hernede. Vi får brugt mange kort til at skrive hilsner hjemmefra til vedlæg til kage bestilt over nettet. En kage og en hilsen hjemmefra er virkelig noget der kan give soldaterne våde øjne.
Mange julekort er skrevet og sendt hjem, og mængden passede meget fint - vi har lidt i overskud, men de kan sagtens bruges som en vinterhilsen. Det er nemlig også begyndt at blive koldt hernede. Som I sikkert ved, er der selvfølgelig nogle soldater der aldrig får skrevet hjem, og så er der rekord indehaveren med 37 julekort! Men et er sikkert der vil ikke blive skrevet nær så meget hjem uden jeres kort.
Som I måske kan læse af vores blog på Soldatermissionens hjemmeside, har vi det bare SÅ godt hernede og stortrives med arbejdet. Det er virkelig et godt hold vi har hernede nu. De tager sig af hinanden og er gode til at hjælpe til.
Vi vedhæfter er par billeder af postens gang hernede.
- Uddeling af post
- Glade soldater med kort.
- Vores postkasse
- Postkontoret
Sender mange kærlige tanker - Lene og Mette

Her kommer der post hjemmefra til KUFFEN !
Og når kortet er skrevet skal det jo i postkassen og er på vej hjem til dem derhjemme !

Og her kan I ved selvsyn konstatere at der både er kvindelige og mandlige soldater - der her sidder og vælger kort fra de kortkasser der står fremme på bordene i KUFFEN.  Jeg har lavet fotoet stort - for iblandt kan I jo genkende jeres eget kort i vrimlen.

Og se lige et fint "postkontor" de også har banket sammen derude =0)
Og af brevet kan vi læse (og TAK til jer der har spurgt ) - at de bl.a. godt vil bede om "kagekort" og derudover skrev Price for nyligt at de også manglede de generelle kort. Så lad os koncentrere os lidt om dem - og så kommer der jo altid de andre vi også kan bruge næsten automatisk - for vi kan jo alle godt lide at lave kort til børn, hurrakort og kort til dem man savner. =0)

Og ting nummer to jeg ved I har savnet kommer her:

Det er en STOR glæde at fortælle - at Cecilie har mod på at fortsætte med sine lækre fif i 2013. I december hvor vi bloggede hver dag fik hun en lille velfortjent juleferie - men her er hun igen - og som altid med et fint kort og en god forklaring. Der ligger et stort arbejde bag disse fif - og det sætter jeg og I meget pris på ved jeg - lad os vise det ved at huske at linke til de kort vi laver med fiffene herinde i 2013. Der er en "linky-dims" efter fiffet - og der er plads til en MASSE links i sådan en =0).  Ordet over til Cecilie:

Et nyt år betyder også en ny start på mange ting, men vi fortsætter med fif her på OSH's blog. Der er jo altid rester, der skal bruges, og de kan fint bruges til kort til OSH. Årets første fif præsenterer et superenkelt kort, hvor du ikke får brugt store mængder rester, men derimod nogle af de ganske små af slagsen. Endnu en gang må jeg bede jer bære over med farverne; det er en meget grå dag i Bonn, så der er ikke meget naturligt lys at tage billeder i.

Du skal bruge:
- kortbase (min er 10,5x14cm)
- ensfarvet papir (9,5x3,8m)
- mønstret papir (9x2,8cm)
- en lille rest mønstret papir, der matcher ovenstående mønstrede papir
- punch (stjerne, hjerte, sommerfugl el. lign.)
- baker's twine el. lign.
- tekststempel
Start med at markere midten på det mønstrede papir (hvis det er vanskeligt at se markeringen, kan du evt. lave hul i papiret). Her skal den første af tre punchede figurer sættes.

Brug nu den udstansede figur til at markere, hvor de to andre skal sidde, for at figurerne kommer til at sidde med samme afstand.

Når du har udstanset alle tre figurer, monteres strimlen med 3d-puder på det ensfarvede papir. Som du kan se på billedet, skal der være mere afstand i bunden end i toppen.

Bind nu baker's twine el. lign. om bunden af det ensfarvede papir og bind en sløjfe, som sidder under den højre udstansede figur. Monter nu det ensfarvede papir på kortet (jeg har brugt 3d-puder pga. højden på mit baker's twine) med bunden cirka 1,3cm fra kortets bund.

Stempl tekst lige over det ensfarvede papir.

Sidste skridt er at montere en matchende sommerfugl i nærheden af teksten, og så er kortet færdigt!

Nu vil jeg glæde mig til at se, hvad du finder på med dette fif. Jeg er sikker på, at vi får lov at se mange forskellige fine variationer, så husk nu endelig at poste et link, så andre kan se, hvad du har lavet.

Godt nytår og rigtig god fornøjelse!

TAK Cecilie - jeg kan allerede høre jubelskriget i Vemmelev og sikkert også en masse andre steder! Dette indlæg bringes først nu - hvor Mette H.'s familie har spist - ellers fik de måske ikke mad i dag  =0)

Og her er linky-dimsen til FRI afbenyttelse:




15 kommentarer:

Jean sagde ...

hahah hold op hvor jeg grinte ved sidste besked om Vemmelev.. Ja ja, Mette har vist noget at leve op til hihi :)
Sødt af dig at tænke på de skulle spise færdig :)

Hvor er det sjovt at få lov at se hvordan det ser ud hvor soldaterne er og hvordan det fungere med posten dernede...
Tusinde tak til dem for at dele det med os..

Uhhh så må jeg vist igang med mit cupcake stempel mm når de mangler kage kort :)

Rigtig god weekend til jer alle og spændene fif fra fifeksperten :)

Tina M. sagde ...

#fnis# ..du er da så betænksom, Charlie ;) ..jeg er sikker på Fru H's familie sætter pris på din omtanke. Og med det lækre fif fra Cecilie, er jeg sikker på, fru H finder sit kreative mojo igen :)
Mange hilsner fra Tina M.

May Britt sagde ...

Altid dejligt at hører at kortene vi laver havner hos dem som har brug for det... og godt at læse du tænker på Mette's familie... hi hi..

Karina Beck sagde ...

Sikke et dejligt indlæg.
Som altid skønt at høre fra soldaterne.
Flot fif fra Cecilie. Det må helt sikkert prøves.
Rigtig god weekend i HQ.

Margit sagde ...

Super fedt at få en hilsen dernede fra. Og dejligt at de fortæller de kan bruge kortene. Så kan vi jo godt sætte "fut i feje-møjet", som min far altid sagde når der skulle lægges ekstra kræfter i ;o)
Og DEJLIGT at Mette og Lene gider ta' billeder - rart at få rettet ens pudsige forestillinger om livet i ørkenen (fnis)...
God week-end i HQ... =0) knus

Margit sagde ...

HOV... jeg glemte at sige tak til Cecilie for det søde FIF... det kort ser SÅ fint ud. Detaljen med at der er én der flyver er super sød... =0)

Mette sagde ...

Ihhh...altså, vi sad på en restaurant i Slagelse hvor vi fejrede min venindes fødselsdag, og i dag går vi den tunge vej til hendes mors begravelse :-(
Så et nyt fif er lige hvad jeg har brug for til at få tankerne lidt væk...Tusind Tak Cecilie

Annette / aka sagde ...

Hvor er det fine billeder fra "vores kunder". Man kan lidt bedre sætte sig ind i hverdagen - i hvert tilfælde når det gælder kortskrivning og forsendelse.
Jeg har lige linket til fif 25 kort. En rigtig fin model igen, Cecilie. Tak for inspirationen.

Hilsen til alle der læser med her.

Anonym sagde ...

Dejlig med en hilsen fra ørkenen og billeder, det er bare dejligt at se at de hygger sig.
Hvor er det fif bare fint, en rigtig god ide, tak til Cecilie.
Knus Bodil

Lisbet M sagde ...

Ja, så er et nyt kort-år i gang, og jeg glæder mig til at få masser af inspiration hos OSH i de kommende måneder.

Anonym sagde ...

Ja det er dejligt at få en hilsen derfra og skønt med billeder.Godt at har FIF tilbage selvom jeg kan ikke brug "linky" bliver de brugt flittig da jeg mangler idea, så tak Cecilie.
Mvh vikki

Sivsko sagde ...

Super dejligt at få hilsen der nede fra - og at se hvordan "postkontoret" ser ud :-)
Og et nyt fif - det skal vidst lige prøves af - jeg kan jo konstaterer at Mette, som altid, er lynet i disse fif tider.
De er super flotte alle kortene.
Krammer og godt nytår
Heidi

Sivsko sagde ...

Fik set da jeg skulle lave min PDF fil at dette fif har samme nr. #25 som det sidste :-)
ved ikke om det er en fejl
Krammer Heidi

Mio sagde ...

Dejligt fif 25 fra Cecilie det er nu afprøvet : )
Tak for det Cecilie : ))

Heidi / Heroly sagde ...

Dejlig hilsen fra Lene og Mette. Det er interessant at se postgangen i ørkenen, det ser næsten helt "dansk" ud.
Jeg skraldgrinede ved din beskrivelse af situationen i Vemmelev og jeg kan se at Mette H allerede har levet op til vores forventninger. Skønt og "rent" design fra Cecillie, det må jeg også prøve. Tak for de. Skønne fif igennem året der gik, og dejligt at du vil fortsætte i 2013.