Læs her først

Allerførst 1000 tak for din støtte til Operation Skriv hjem.  (opdateret med nyt juni 2021)

HUSK at de kort du laver af sikkerhedsmæssige årsager IKKE må indeholde glimmer (glimmerpenne, glimmerlim, Stickleslim der glitrer, Glitter, Glimmermist osv). Selv et lille fnug glimmer kan klæbe til hud eller tøj og lyse op så vore soldater kan ses i mørke.
Men halvperler, blingsten, pailetter osv. er HELT OK. Hvis du er i tvivl så gnid hånden henover glitteret - hvis det smitter af på din hånd, så duer det ikke til OSH kort.

Glitter er selvfølgelig en risiko vi IKKE ønsker at udsætte soldaterne for, så gem dit glimmer til dine private kort. TAK fordi du respekterer dette!

Neutrale kort er altid brugbare - men vi laver selvfølgelig også julekort og kort til div. lejligheder - HUSK at læse under "Kort søges" hvor du kan se hvad vi især mangler her og nu og få gode råd til tekster der er velegnet OG tekster vi ikke kan sætte på vores kort!!!

Pas på med at lave for tyk pynt - det skal holde til at blive sendt både derned og hjem igen i god stand. Af denne årsag frabeder vi os de klassiske 3D kort med mange lag. Faktisk kan vi se, at hverken de meget populære fine store roser eller pyntenålene er velegnede til vores kort - de risikerer at blive mast i transporten og det er jo for ærgerligt. Derfor også kun små flade knapper - ikke de kæmpestore tykke knapper.

Indsæt venligst hvidt skrivefelt eller et foldet ark hvidt papir indeni farvede kort og kraft kort, da udvalget af skriveredskaber dernede ikke er stort og det kan være svært at skrive med f.eks. blyant i et blåt kort. Hvis du bruger karton eller kuverter med perlemorsoverflade, skal der dog også hvidt papir indeni og en label på kuverten, da det er meget svært at skrive på.

Kommer der kuvert med til dit kort bliver vi MEGET glade. Vi har dog disse erfaringer vi gerne vil dele med jer:

* hvis dit kort har et format, du ikke kan finde en kuvert til, så kan vi nok heller ikke. 
*de allerbedste til a6 kort til os er faktisk dem der IKKE er selvklæbende, da de jo skal ned til et meget varmt klima med støv og sand. Jeg har hørt, at de på ret kort tid kan blive "grimme", der hvor limstrimlen sidder. Jeg bruger selv dem fra Bog og Ide og da der er 100 i pakken til ca. 30 kr er de faktisk billigere end dem fra Tiger; Rema osv. med 25 stk til 10 kr. og de fungerer altså bedre.

De ser sådan ud:

Cellofanposer ønskes IKKE, så spar endelig dem til dine egne kort. De skaber bare unødigt affald hvor de kommer frem og vi sørger for at kortene er sampakket i poser med 20 stk, når vi sender. Det giver også os ekstra arbejde at lukke kortene ud af poserne, når vi sætter label på og måske fotograferer det. Hvis du gerne vil beskytte dine kort på vej til os, er bedste metode at samle dem i en stak i en lille frysepose en god ide. Du får en fin stak, hvis du har f.eks. 10 stk med folden til højre og den næste stak med 10 med folden til venstre.


OBS Mindstemål på kort der skal sendes med posten er iflg. PostNord 14x9 cm.
Dvs. kort mindre end dette ikke kan bruges til OSH.

Du kan aflevere dine kort i flere scrapbutikker (se listen under "Her kan du aflevere dine kort") ligesom der vil være en kasse sat frem til de fleste crops, på SAM, Convention osv. Du kan også sende eller aflevere direkte hos mig efter aftale. Min adresse hedder HQ og står samme sted.

Fortæl endelig om "Operation Skriv hjem" til dine venner og bekendte - jo flere vi er jo flere kort kan vi sende afsted.

Vi er startet i det små - men vi bliver flere og flere og kan slet ikke blive nok!