Få svar på dine spørgsmål klik på disse emner

søndag den 27. april 2014

Mettes præmie og lidt om en af OSH's gode venner, kort og en ekstra præmie

Allerførst har Mette været sød at dele et billede hvor hun bærer sin fine præmie fra OSH. Jeg har haft trøjen på præmielageret i et stykke tid - og har ventet på at netop Mette skulle være heldig at vinde - fordi jeg var sikker på det ville være noget for hende - og se selv her hvor godt den passer til netop Mette:

Til lykke til Mette, der med glæde lægger bryst til det vigtige budskab.
Trøjen er en sponsorgave fra Simone Bech der er en aktiv soldatermor med hjertet på det helt rigtige sted. Simone står bag "Vi tænker på dig" og startede sit projekt for præcis 1 år siden. OSH kan kun opfordre til at støtte Simone - da vi ved med sikkerhed, at hver en krone hun tjener på sine varer går direkte til at glæde de udsendte soldater med lakridspiber, leverpostej, frys-selv is og alt muligt andet. Sidste år lykkedes det hende at sende nogle pakkekalendere til fælles glæde afsted og en lille julegave til hver enkelt soldat i Afghanistan. IMPONERENDE!!!. Besøg hende på Facebook - hun fortjener en masse likes og der er fine ting at købe hos hende. Og endnu en gang 1000 tak Simone - dejligt at vi to helt private projekter kan støtte hinandens gode sag.

Lidt kort skal der også til på sådan en skøn solskinssøndag - her lidt flere fra Vikki's pakke:

Endnu et nuttet Hello Kitty kort - der er virkelig brug for de småmønstrede søde rester når Kitty skal have tøj på. 
Vikki tænker også på drengene - her en fin lille skinnende robot der vinker og fint papir med tandhjul, som Vikki også har sat på som pynt - SUPER kort.
Har lige zoomet så I kan se han skinner...
Balletsko, lidt lyserødt silkebånd - sløjfer i "håret" og kjole - og straks er bamsen en fin lille balletpige. =0)
Eller som her en prinsesse med krone og skærf med "elefantorden" =0).
Endnu et robotkort - her med prikker og fint papir med maskiner og robotter på.
 Og så havde Vikki været sød at lægge et par præmier med i sin kasse - 1000 tak for det Vikki - jeg har besluttet at en af dem skal trækkes den 1. maj blandt de kommentarer der er kommet på dette indlæg og det andet med dine kort i.  Så HVEM skal være heldig at vinde denne søde lille Hello Kitty alfedie???


Fortsat GOD søndag her fra OSH HQ.

torsdag den 24. april 2014

Julekort #4 Denne gang med træer ...

Så gik der endnu en måned, og det er tid til at poste årets fjerde omgang julekortsinspiration. Denne gang er vi begge med igen, så vi håber, at I finder lidt julestemning her hos os.


For mit vedkommende har jeg lavet et julekort med et juletræ lavet i sekskanter. Idéen til træet har jeg set på Pinterest, og det var sjovt at føre ud i livet. Hvis du har en die, der kan lave sekskanterne, er dette er ret nemt kort at lave. Derudover bliver hvert eneste juletræ unikt, alt efter hvilke papirer du bruger og i hvilke kombinationer. Du kan se lidt flere detaljer om mit kort, hvis du kigger på min private blog.

Serven over til Charlie:

FLOT kort Cecilie og her kommer mit - og i bedste kidnapperstil har jeg fotograferet det med dagens avis (i går) så man kan se jeg NÅEDE det =0).

Jeg var en tur i restekassen og faldt over et af mine yndlingsjuleark fra BG og ved at bruge forsiden nederst
og et stykke af bagsiden som snevejr øverst og skjule det stykke der mangler med rød karton fik jeg et pænt stort julekort ud af det. Et par QK rensdyr - helt nøjagtigt Rudolf og en ven blev der også plads til. Til sidst punchede jeg med
en SU Wordpunch så man kan se den hilsen der sidder indvendigt.

Håber I hygger jer med at følge med i Cecilies og min udfordring til os selv og hinanden - for her varer julen ikke kun til påske - vi bliver skam ved med at få lavet julekort hver måned resten af året.  =0)

onsdag den 23. april 2014

Skateboard til Fifty og forårskort til børn fra Vikki T.

Foråret er kommet og Fifty har fået et skateboard - for jeg var træt af at købe plastikkasser med hjul der hele tiden gik i stykker. Han er MEGET stolt af det - men har givet mig lov til at bruge det til at transportere OSH kassen på når vi skal i byen!  =0)

Fifty - nu med skateboard  =0)
Og så er her knald på farverne og dejlige børnekort fra Vikki - selvfølgelig i en fin pakke med en hilsen til Fifty på forsiden:



Vikki kalder det oprydning i gammelt papir - det er godt nok LÆKRE lagerrester der har været i brug her og en sød Hello Kitty. 
Vikki har ofte mange lag og fine strimler som en del af sit mønster på kort - som her og knaldgodt ser det ud.
Og endnu en lille Kitty med sommerfugl =0)

Der er også tænkt på drengene - her en skøn krokodille-die jeg slet ikke kender. Og noget skønt Doodlebug zoo papir i baggrunden. 
Og der er lige kørt en tur med en bonefolder - så krokodillen har det korrekte mønster på ryggen. 

Endnu en serie med søde robotter og astronauter - out in space.... og alle de små prikker på rumskibet har fået en prik med en sølvtusch så de skinner. 

Sidste kort i denne omgang er med fine dinoer og da teksten er "Savner dig" ser den passende bedrøvet ud.
1000 tak for de fine kort Vikki - og god ny uge til jer allesammen.

Og STOR tak for de mange hilsner tidligere på ugen. =0)

lørdag den 19. april 2014

Fif #49

Tænk, at vi næsten er nået til fif #50 - det er lidt svært at begribe. Men inden vi når så langt, skal vi lige have styr på fif #49. Denne gang er det et fif, hvor jeg har fået brugt en af de købte blomster, jeg har haft liggende længe uden at kunne finde på noget fint at bruge dem til.


Du skal bruge:
- kortbase (14*10,5 cm)
- 1 stk. hvidt karton (ca. 1,8 cm højt og minimum 7 cm bredt)
- 1. stk. farvet karton (5,5*7,8 cm)
- 2 stk. mønstret papir (5,5*3cm)
- blomst & blade (jeg har udstanset mine, men man kunne helt sikkert også bruge købte blade, skulle man ligge inde med den slags)
- dekorativ tape eller lignende
- tekststempel
- sværte


Montér først de to mønstrede papirer på ende af det ensfarvede karton. Der skal stikke omkring 2cm ud både i top og bund.


Nu er det så tid til at sætte tapen eller lignende fast på det ensfarvede karton lige over bunden af det. Jeg har brugt tape, og derfor har det været muligt for mig at folde enderne rundt om kartonet. Hvis du bruger en udstanset strimmel, er det formentlig bedre at klippe den af frem for at folde den rundt.


Næste skridt er at stemple teksten på den hvide strimmel.


Husk at have nok plads på begge sider af stemplet til at kunne få det til at sidde pænt på kartonet.


Klip strimlen til helt tæt på kartonets kanter.


Nu kan du lime bladene på kartonet - de må gerne stikke lidt ud over og gerne ned i feltet med teksten, da det giver mere "dynamik".


Når bladene sidder, kan du sætte blomsten på og så er kortet stort set færdigt.


Montér den dekorerede "strimmel" i højre side af kortet. Jeg har brugt 3d-puder til at sætte min strimmel fast, fordi jeg godt kan lide den dimension, det giver. Men naturligvis kan du bare lime det direkte på kortbasen.

Husk at komme tilbage til OSH om 14 dage, når fif #50 går live - lad os bare sige, at der er lidt ekstra på spil til den tid ;)

TAK Cecilie - ja det er et superlækkert fif og TÆNK at vi er så tæt på Fif nr 50. Dejligt at du stadig kan få OSH med i din tid nu hvor du også er Sizzix designer - det er jeg glad for. Her kommer mr. Linky og HOV - det må da være en fejl at der endnu ikke er nogen der har linket til kort fra sidste fif?? Det må være forårskuller - så jeg kigger igen om 1 uge og ser om der ikke er nogen både her og ved nr 48:

tirsdag den 15. april 2014

TirsdagsTAK og kort fra Lisbet M.

Inden jeg tager hul på resten af de mange FINE kort fra SAM har jeg hentet disse fra fotolageret - de kom med hjem fra Convention og er lavet af Lisbet M. (mor til Mette der engang var KUF-mor i Afghanistan):

Lisbet havde lavet mange fine kort - så jeg har valgt lidt ud der matcher årstiden. Her en sød lille påskehare der siger Hej med dig. Husk at du kan hente de fine bannertekster her hos OSH - vi har fået dem af Sarah A. der har lavet dem til os men de duer også fint til jer der laver Project life bøger.

LOVE kort er bestemt ikke kun til Valentines - så her er et fint et.

Blomster og sommerfugle - lige noget vi glæder os til at gense.

Små rester karton i røde nuancer brugt her med stemplet tekst og 3 fine brads der ligner blomster fra et kirsebærtræ.

Et venskabskort med blomster i lækre lyse farver.

Og til sidste dette fine, sarte Miss You kort i grå og sorte farver med matchende bling og bånd.
TAK for kortene til dig Lisbet og rigtig GOD påske her fra OSH HQ.

lørdag den 12. april 2014

Weekend WAUW - fine kort og aprils sponsor

Hos OSH bliver vi altid glade for at få nye butikker med i kredsen - og på SAM var vi derfor forbi for at hilse på Karina og Carsten (Luna Hobby) som vi aldrig havde mødt - men som har været med som indsamlingssted for kort i et stykke tid. Det kom der bl.a. en fin sponsorpræmie ud af - tak for det - og Luna Hobby er derfor april måneds sponsor - og da et for mange kendt ansigt Rikke S. jo er blevet ansat hos Luna er scrapbooking virkelig kommet på tapetet i Køge, så klik på linket og besøg deres hjemmeside og butik når I er på de kanter. Jeg har helt sikkert en tur derned på min to-do liste i nærmeste fremtid.

Husk også at kommentere i denne måned og deltag i lodtrækningen om godterne.

Et lækkert engelsk blad med bånd og cd med ideer og blok med baby drengepapir.
Og så lovede jeg at vise nogle af de 100 kort fra de flittige damer fra gruppebilledet med Fifty og de kommer her:

Der var en udfordring med drengekort:

En masse dejlige drengekort med traktorer og skatere.

Og her en portion til de lidt ældre drenge  - dvs. herrekort:

RÅT look og maskuline farver.
Og der var naturligvis også nogle LOVE kort:

Med søde motiver, knus, kram og hjerter. =0)
Og feminine kort med sommerfugle og blomster.
 GOD weekend allesammen og tak for kortene som vi hygger os med at kigge på og sætte labels på her i OSH HQ.


onsdag den 9. april 2014

Onsdagsoverblik med marts vinder - TAK til mange og SAM referat

Cecilie og jeg fik kludret lidt i hvem der udgav hvad hvornår - så derfor ventede jeg til onsdag med dette indlæg så I fik nogle dage til at se det fine fif hun har lavet. Derfor er dette - som i øvrigt er vores indlæg nr 500 et onsdagsindlæg.

Allerførst har vi lidt forsinket fået trukket vinderen af marts kommentarpræmien  - som nu er på vej i en kuvert til Jylland så Tina N./10na kan hygge sig med dette fine sæt Hero Arts stempler. OWH i USA er jo multi-meget større og mere kendt end os - så Hero Arts har flere gange designet specielle stempler til dem - og de donerer så et beløb pr solgt stempel til OWH. Til lykke til dig 10na og endnu en gang 1000 tak til Gitte og Hobbyboden - der var månedens sponsor. =0)


Så kommer et lille tilbageblik til Scrap-a-Mania som en del af os deltog i denne weekend i Roskildehallerne.
Jeg var der dog kun søndag - så det er begrænset hvor mange billeder jeg fik taget.

Allerførst dette skønne gruppebilleder med et citat fra Solveigs Facebook side:   '11 timer, 2 spisepauser, 1 kaffepause, 5 udfordringer, 2-3-4 grineanfald, og nå ja, så fik vi da også lige lavet 100 kort til Operation Skriv Hjem'

Dem fik vi overrakt af 3 generationer og en scrapveninde søndag på SAM. SKØNT når der afholdes private scrap marathon dage der støtter vores formål - det er vi så glade for!!! De udfordringer der nævnes var takket være Annette (aka) så også tak til dig. =0) De fine kort kommer i de næste par indlæg.



Her ses Randi (med Fifty), Eva "Rysse", mor/mormor Grete, søster Solveig og hendes datter Nadja. Så hyggeligt at hilse på jer allesammen og Fifty er stolt af at være med på familiefotoet.  =0)
Og Fifty har også mange venner blandt de skønne butikker, nogle samler kort ind for os, så vi kan få dem uden at køre landet tyndt. Andre sponsorerer præmier til månedens kommentarkonkurrence og andre igen holder kortaftener eller små konkurrencer. Det er altsammen GULD værd for OSH, så mange tak for det. Jeg prøver ihærdigt at gøre gengæld ved at shoppe igennem når vi ses =0).

Denne gang på SAM havde Gitte fra Love2scrap fået den fantastiske ide at lægge et kort og lidt materialer i goodiebag'en med opfordring til at lave et kort - der var frit valg af motiv og emne - der skulle blot mindst anvendes 3 ting fra posen i goodiebag'en. Her ses væggen med de 25 afleverede kortbidrag og en meget tænksom bjørn der overvejer hvilket kort han vil pege på:

Og efter at have studeret dem alle nøje - kravlede Fifty op og pegede på sit yndlingskort.


Det fine kort med luftballonen var lavet af Jette Christensen - som her får sin fine præmie - et lækkert gavekort på 200 kr til Love2scrap.  STORT til lykke til dig Jette og tak til dig Gitte.

Love2scraps nye ejer Gitte, Fifty og jeg og den glade vinder Jette.
Og her Jettes kort - de mindst 3 ting der er brugt fra posen er den lille klemme, twine, dewdrops og den lille tag af kraftkarton der her er skåret ud så den passer til stempelteksten.  Den søde prikkede luftballon og teksten er fra et sæt Lawn Fawn stempler.
Fiftys kasse var DEJLIGT fuld med mange, fine kort da vi skulle hjem - helt nøjagtigt:


det fine antal bringer vores totale antal OSH kort fra maj 2010 til nu op på 36351 - det kan vi bestemt godt være stolte af - og jeg har nu en fin portion til at sende afsted - og lidt julekort til lageret - for sådan nogen var der skam også imellem.

MANGE tak til alle der på den ene eller anden måde har støttet OSH - som jeg fortalte er der færre soldater rundt i verden - men faktisk flere steder - da vi nu udover Kosovo, Kabul, Kandahar og Camp Bastion nu også sender til både Mali og 2 steder i Sudan og hvis vi kan få en adresse at sende til kommer der også en kasse afsted til de flyvere, der skal udstationeres for at hjælpe Estland, Letland og Lithauen med at opretholde deres luftrum, så mr. "you know who" ikke kommer for tæt på med sit "from Russia with love".

TAK for endnu en dejlig SAM til arrangører, hjælpere, butikker og alle der var med til at skabe den helt specielle SAM-stemning.

mandag den 7. april 2014

Fif #48

Hmm... Jeg havde vist glemt at få det her udgivet lørdag, hvilket ellers var planen. Nu kommer det så i dag i stedet - håber, at I har lyst til at være med alligevel ;)

Jeg har hørt via en veninde, at der er brug for kort, der ikke er anledningsspecifikke: Kort man kan sende til naboen, der vander blomsterne derhjemme eller til en god ven. Og ikke mindst kort der ikke er kærlighedsrelaterede. Jeg ved godt, at det er de nemmeste kort at lave, men vi vil jo på den anden side også gerne lave kort til de udsendte, som de kan bruge. Så derfor er dette fif fokuseret på et kort, der kan sendes til alle uanset anledningen.


Du skal bruge:
- kortbase (14,8*10,5 cm)
- mønstret papir (ca. 14*9,8 cm)
- mønstret strimmel (10,5*1,2 cm)
- mønstret strimmel (4,8*1,2 cm)
- 1 stor diecut figur
- 3 mindre diecut eller lign. figurer
- små bogstaver


Start med at lime det store mønstrede papir på kortbasen. Det skal gå helt ud til kanten i toppen af kortet, så det kan være en fin idé at lime papiret på og klippe det overskydende af.


Montér nu den lange strimmel papir cirka 2,5 cm fra bunden af kortbasen og den korte i venstre side af kortet cirka 1,5 cm fra toppen af kortet.


Nu er det tid til at montere den store af dine diecut figurer henover den lange strimmel. Lidt af figuren må gerne stikke ud over kortets sider, men vær sikker på, at kortet kan komme ned i sin kuvert.


Dekorerer den lille strimmel med to af de små figurer og "gem" den sidste i nærheden af den store figur.


Sidste skridt er at bruge bogstaverne til at lave tekst på kortet. Jeg valgte "hej" på den lille strimmel og "med jer" på den lange. Det er her, du har mulighed for at tage dit kort i alle mulige retninger: Hej med dig, tænker på dig / jer, hilsner fra mig osv. Lad dig endelig ikke begrænse af mit valg af tekst ;)


Når du har sat bogstaverne på kortet, er du færdig og endnu et kort er klart til at komme af sted mod HQ.

God fornøjelse med fiffet.

MANGE Tak til dig Cecilie - og til lykke med dit designerjob hos Sizzix - vi er så glade for (og stolte af) at du stadig har lyst til at være med her hos OSH hvor du giver utroligt meget inspiration til os allesammen. =0)

Her kommer Mr. Linky  - så I andre også kan sprede inspiration ved at vise jeres kort efter dette fif: