Få svar på dine spørgsmål klik på disse emner

torsdag den 14. september 2017

Bid for Bid af Designpapir #2


Nogen gange bliver man præsenteret for et godt tilbud - det er i hvert fald, hvad man får at vide. Så kan det være pokkers nemt at falde for fristelsen og købe dette fantastiske gode tilbud. Dette er sket et par gange for mig i mit forhold til designpapir. Lige netop i dag skal det handle om et af mine "fantastiske gode tilbudskøb", som i sidste ende alligevel ik' var lige mig.


Denne designpapir blok fra Panduro Hobby fandt sin vej hjem til mig for en del år siden. Det er muligt nogen af jer genkender blokken og måske endda selv er ejere af den. Da jeg købte den, var jeg stadig en newbie og var nem at begejstre. Ens smag har jo også en tendens til at ændre sig gennem årene og dette er helt klart tilfældet med mit forhold til denne blok lige nu. Selvfølgelig kunne jeg bare have smidt den ud, men hvorfor i alverden smide papir ud, bare fordi det ikke lige er ens smag.


Da min lillesøster fyldte 18 år (for 3½ pr siden) fik jeg gjort et pænt indhug i blokken. Fik brugt en del (af det lilla/turkis papir) til at få lavet hendes konfirmationsalbum færdigt, ja ja, bedre sent end aldrig. Lyder det bekendt for nogen, hi, hi.

Der var dog stadig en del tilbage af blokken. Den blev ved med at springe mig i øjnene, hver gang jeg åbnede min skuffe med designpapir. Så det var sandelig på tide at få taget livet af den så at sige ;)

Det er blevet til en del forskellige og flotte kort i meget enkel stil. Motto'et er:
"Få brugt så meget som muligt og lad designpapiret komme til sin ret".

Jeg har udvalgt nogle af kortene. Disse vil jeg knytte lidt kommentarer til. Til slut vil I se alle kortene på fællesfoto.

Her har jeg virkelig givet designpapiret en plads på første række. Den orange farve er dominerende og dette har den fået lov til at forblive. Tilføjelsen af tekststrimlen er enkel i sin helhed. For at skabe lidt liv på kortet uden at det bliver alt for meget, har jeg tilføjet 3 stumper bånd. Farverne af båndet er bevidst linket til de sekundære farver i designpapiret.

På dette kort har jeg igen ladet designpapiret fylde meget. Her er mønstret i designpapiret mere tæt, hvorfor jeg har valgt at lade min tekst-del fylde mere. Trods den store cirkel får man stadig et flot kig til designpapiret. Her er den pink farve valgt ud fra de små prikker i midten af blomsterne.

Her har jeg fået brugt en mindre rest af designpapiret, samt et af arkene med ensfarvet papir fra blokken. Ved ikke at dække designpapiret for meget til med teksten, får det lov til at fremstå i sin farverige pragt. Det ensfarvede stykke komplimentere de sekundære farver i designpapiret. Teksten er i hvidt og skaber en sammenhæng til kortbasen.

Stribet designpapir kan være lidt af en udfordring. Personligt syntes jeg, at der er rigeligt med pang på dette stribede papir. Dette gjorde, at jeg undgik at vælge dette papir gang på gang. Så jeg måtte virkelig tænke alternativt, da netop dette stribede designpapir skulle bruges.
Her har jeg været fræk og "kun" tilføjet en opdelt tekststrimmel. Helt bevidst har jeg placeret teksten i en 90 graders vinkel mod designpapiret. For at skabe lidt eye-candy har jeg tilføjet de 3 stumper bånd. Lidt kan have en stor effekt!

Her har jeg fået brugt en af resterne af det stribede papir. Resterne er skabt af, at jeg har skåret nogle stykker hvor striberne er diagonale. Oprindeligt er striberne vertikale på designpapiret.
Ved at tilføje et stykke silkebånd, som matcher én af farverne på papiret, har jeg "dæmpet" kortet lidt ned. Som en fræk detalje har jeg sat tekststrimlen vertikalt og ladet enden blive klippet i modsat vinkel.

Denne vil jeg kalde lidt af en klassiker. En cirkel med et tekstbanner henover. At sammensætte disse 2 forskellige farvede mønstre ville normalt ikke være mit førstevalg. Men nogen gange må man stole på, at blokken med designpapir er skabt for at komplimentere hinanden. Her har jeg i hvert fald fået brugt at stort stykke af det stribede papir.

Mindre rester af det stribede designpapir var min største hovedpine. Her måtte jeg ty til inspiration fra Pinterest og fandt heldigvis noget brugbart. Ved at skære resterne i strimler og herefter sætte dem sammen forskudt, fik jeg skabt et helt nyt mønster. Da dette nye mønster er ganske livligt, har jeg atter tyet til en meget enkel tekst-løsning.

De var de kort, som jeg ville fremhæve for jer. Nedenfor ser I en collage over alle kortene, som kom til verden ud af denne spraglede designpapir blok fra Panduro. Nogle kort er der et par stykker af, mens andre kun findes i én udgave.


Konklusion: 
# Ved at holde delen med teksten enkel, kan man få brugt selv det mest farverige og spraglede designpapir.
# Ved at bruge stumper af bånd, kan man få en rigtig lækker og flot effekt. Og skidt pyt med at man kan se hæfteklammerne.
# Det er f... skønt at få bugt på noget oldgammelt designpapir. Så er der skabt plads til noget nyt! :)



Kreative CAS hilsner,
Pia aka Pia's Creative World


9 kommentarer:

  1. Wauuu for fine kort og dem i stribet er helt sikkert mine favoritter :o)

    SvarSlet
  2. Sikke en masse skønne idéer - der er helt klart noget inspiration at tage med til Scrap-a-Mania, hvor jeg har planer om at lave OSH-kort det meste af weekenden :-)

    SvarSlet
  3. Den blok ligger vist også i mine gemmer. Her er da virkelig gode ideer til ikke bare at få den brugt, men oven i købet til at få papiret til at række til MANGE kort

    SvarSlet
  4. Super skønt indlæg. Jeg har også nogle papir fejlkøb liggende, så det her har givet mig ideer og spark til at få papiret brugt😃

    SvarSlet
  5. Imponerende hvad der kan komme ud af "umulige" design papir. Kan forestille mig at der skal lidt viljestyrke/stædighed til for at få dem til at blive til noget man selv vil stå ved.

    SvarSlet
  6. Ja rester har vi nok alle meget af, men med denne inspiration har vi da godt nok ikke nogen undskyldning for ikke at gøre et forsøg med resterne. Tak for super fine ideer

    SvarSlet
  7. Fantastisk hvad der kan komme ud af noget papir der ellers ikke fænger.
    Tak for masser af inspiration. :-)

    SvarSlet
  8. Du har godt nok fået mange kort ud af det. I vores lokale scrapklub lavede vi en udfordring der hed: brug dit grimmeste papir. Det kom der også gone kort ud af.

    SvarSlet
  9. Det er da helt vildt så mange flotte kort du har fået ud af det gamle papir :)

    SvarSlet

TAK fordi du besøger OSH-bloggen. Alle kommentarer bliver læst og spørgsmål besvaret - og ikke mindst værdsat og igen i 2024 deltager du med et lod pr kommentar i den månedlige konkurrence om dejlige præmier! MEN HUSK man kan ikke vinde på anonyme indlæg så HUSK at skrive dit navn i din kommentar, hvis du ønsker at deltage i lodtrækningen.
THANK YOU for visiting the OSH blog - normally we only blog in Danish - but we hope you can enjoy our cards nevertheless ! All comments will be read and are truly appreciated =0)