Vi VED I har savnet dem - men vi var også bevidst om at Cecilie skulle have lidt luft i sin kalender til en masse andre ting - men NU er vi klar med de populære FIF igen og TAK til dig Cecilie fordi du stadig har mod på det:
Så er jeg her igen med nye fif. De kommer til at komme cirka en gang om måneden i løbet af året, og jeg håber, at I er friske på at lege med igen. Vi vil jo så gerne se, hvad I finder på.
Du skal bruge:
- kortbase (cirka 10*14,5cm)
- mønstret papir (samme størrelse som kortbasen)
- hvidt karton (cirka 9*13,5cm)
- strimmel karton i samme kulør som det mønstrede papir (cirka 1,8*10cm)
- blomst og blade
- tekststempel
- sværte
- cirkeldie eller -punch
- 3d-puder
Start med at lime det mønstrede papir på kortforsiden.
Placér cirkeldien (eller -punchen) i den øverste del af det hvide karton og udstans en cirkel her. Gem den udstansede cirkel, da den kan bruges til et andet kort - måske endda til et andet fif ved en senere lejlighed.
Lim nu det hvide karton på midten af kortbasen.
Nu er det tid til at stemple din tekst på kartonstrimlen. Når det er gjort, kan du klippe enderne til, så de bliver fine. Sørg for at banneret stadig er lige så bredt som kortet.
Montér nu blomsten i højre side af banneret. Du kan evt. lime blomstens ene blad fast under banneret, så du er sikker på, at blomsten bliver, hvor du vil have den.
Nu kan du sætte banner og bladet fast på kortet, som så faktisk er færdigt. Husk at sikre dig, at bladet sidder, så det passer i forhold til blomsten. Jeg har sat banneret fast med 1mm tykke 3d-puder, så der er plads til blad og blomst under det.
Her er mit færdige kort, og nu er det din tur til at prøve kræfter med dette fif. Jeg er spændt på at se, hvordan dit kort kommer til at se ud.
HUSK der stadig er plads til julekort i indlægget fra 24. januar - og her er så Mr. Linky - så vi kan se jeres udgaver af Cecilies nyeste fif: