Få svar på dine spørgsmål klik på disse emner

onsdag den 6. oktober 2010

Kort fra Convention og en telefonsamtale der var en OVERRASKELSE!

Dagen før Convention gik jeg godt og grundigt i stå med at pakke mine ting. Telefonen ringede nemlig og det var en journalist fra forsvaret der var i den anden ende. Bodil, som hun hed villle gerne tale om OSH. DET vil jeg jo også gerne men stor var min overraskelse da hun fortalte at hun ringede fra Camp Price i Afghanistan. Hun havde nemlig dagen før overværet at vores kasser var stillet frem i "Kuffen" (KFUM's soldaterhjem) og hun havde set en sød ung mand, der både ville skrive til mor, kæreste og søster. Fordi hun med egne øjne havde set hvor stor glæde vores kort vakte ville hun gerne sikre sig at vi vidste det herhjemme og hun havde derfor lagt et større detektivarbejde for dagen for at finde mit privatnummer. Samtidig ville hun gerne, når hun var hjemme i DK igen aftale et interview med mig, da denne sag da bestemt skulle ud til et større publikum.
KAN I forstille jer hvor svært det er at pakke videre, når man ikke kan få armene ned???  =0)

Jeg skrev straks en takkemail til hende og bekræftede vores aftale og fortalte samtidig lidt om scrapbooking og hvad vi var for en gruppe dejlige personer allesammen. Her er hendes svar sakset ud af hendes mail:

Kære Charlie.

Interessant at tale med dig i telefonen i dag. Og med din mail åbner der sig en hel ny verden, som jeg ikke kendte noget til. Især glæder jeg mig over at læse så engageret en mail – med sådan en entusiasme kan I jo nå langt – og I er jo allerede godt i gang.

Endnu engang fortæl dine aktive medlemmer, at jeg er meget imponeret både over jeres vilje til at glæde soldaterne her i Afghanistan og jeres smukke kort. Hvert kort er jo et lille kunstværk og ikke to kort ligner hinanden. Og de soldater, som jeg har talt med i Camp Price, hvor jeg er udstationeret lige nu, er ligeledes meget glade for kortene – og dybt rørte over, at der sidder så mange kvinder i Danmark og tænker på dem.

Fortsat god vind.
Jeg kontakter dig vedr. et interview, når jeg kommer tilbage til Danmark.

Mange hilsner
Bodil

Jeg ved ikke med jer - men jeg begynder at blive helt afhængig af besked dernede fra - og de opgaver der ligger i projektet går meget nemmere ovenpå sådan en mail!

I dag var der så Bestyrelsesmøde her i HQ og Margit og jeg fik klargjort og fotograferet 306 julekort (heriblandt de 155 der kom fra Convention). Inkl. stuegang på skadestuen hvor en del kort blev behandlet og udskrevet arbejdede vi i 3½ time og sammen med de julekort der har ligget på lager fra projektets start har vi i skrivende stund.....
                                              560 julekort

Dejligt - men der er et stykke vej til målet om 2 kort til hver soldat dvs. min. 1500. 
Men jeg er en værre optimist og oktober måned er jo kun lige startet - så jeg tror og håber vi kan nå det inden jeg kører kasserne til Vordingborg i slutningen af måneden. BEMÆRK den nye RUDOLF TÆLLER - han holder styr på julekortene for os her i oktober!

Her er lidt fotos fra dagens klargøring, først disse fine fra Anette (aka) som jeg mødte for første gang på Fyn TAK for dem:


Og her kortbunker fra Anne T., Charlotte Ravn og Karina - nogle af projektets faste støtter - endnu engang tak til jer alle 3 - sikke mange familier der bliver glade for en julehilsen:

Og det sidste fotos - tyvstjålet fra 10na's blog - håber det er OK - så sparer jeg lidt fototid - og TAK for de fine kort 10na:
Så lukker OSH-pakkeriet ned for i dag - på gensyn senere på ugen.

8 kommentarer:

  1. Det er da bare for vildt ! Jeg skal love for det griber om sig.
    Kan godt forstå, hvis du har problemer med armene, for det er da bare alletiders med sådan en omtale.
    Forventer at høre fra HQ, når du går i pressen !

    SvarSlet
  2. Jeg kan da godt forstå, at du ikke kunne få armene ned efter sådan en melding!
    Og selv tak forøvrigt.
    Er det rigtig forstået, at julekortene kommer afsted sidst i oktober? Vil det sige, at kort der afleveres til Scrap a mania IKKE skal være julekort??

    SvarSlet
  3. Hvor er det skønt at høre, hvordan kortene skaber glæde. Jeg synes, det er meget bedre end at sælge kort, for hvem vil ikke være med til at glæde andre?

    SvarSlet
  4. Hej Charlie. Hvor er det fantastisk at læse om al den gode tilbagemelding der kommer ind. Hvis det ikke kan være motiverende til at få lavet flere kort, så ved jeg ikke, hvad kan! HVOR ER DEN KÆRE RUDOLF DOG SØD! Det var lige sådan jeg havde forestillet mig, med min tidligere fremsatte idé. Genialt!! Vi høres ved ;-)
    Kærlig hilsen Pernille (Moster Olivia)

    SvarSlet
  5. Sikke en dejlig besked og spændene med det interview. Det vil give os alle et kærligt skup til af få flere julekort frem til tiden.
    Bodil

    SvarSlet
  6. Tak til HQ for gensidig hygge igår, mens vi jobbede (og snakkede...)
    Den midlertidigt flyttede skadestue for OSH kort melder, at alle patienter er udskrevet og er klar til optagelse i en kasse... (fnis)
    Har været rigtig flittig med at få kreeret flere julekort... men lige nu er der dømt frokostpause.
    ER VILD MED ALLE DE DEJLIGE UNDERRETNINGER FRA IND- OG UDLAND!!

    SvarSlet
  7. Superspændende med det interwiev og godt du fik armene ned, mens vi kørte til Fyn. Det ser så dumt ud kun at have fødderne på rattet. :-))

    Og hvor er det pænt af Rudolf, at kigge forbi din blog og holde øje med alle kortene. Han får jo også en ekstra lang tur i år, når alle kortene skal flyves ud til vores udsendte.

    Jeg er også igang med en lille kortproduktion af julekort til OSH, så de er snart klar.

    SvarSlet
  8. Det er da et super fedt skulderklap at få - SÅ sejt, Charlie... ;o)
    Og hvor er det dejlig læsning med alle de positive meldinger du får derfra - endda med billeder.

    SvarSlet

TAK fordi du besøger OSH-bloggen. Alle kommentarer bliver læst og spørgsmål besvaret - og ikke mindst værdsat og igen i 2024 deltager du med et lod pr kommentar i den månedlige konkurrence om dejlige præmier! MEN HUSK man kan ikke vinde på anonyme indlæg så HUSK at skrive dit navn i din kommentar, hvis du ønsker at deltage i lodtrækningen.
THANK YOU for visiting the OSH blog - normally we only blog in Danish - but we hope you can enjoy our cards nevertheless ! All comments will be read and are truly appreciated =0)