Få svar på dine spørgsmål klik på disse emner

lørdag den 29. december 2018

Farvel jul og goddag hverdag. Pakke fra Conny H.

Lige inden jul fik Fifty og jeg en pakke fra Conny H. NU har jeg tid til at vise vores udpakning og et par IKKE julekort.

Fifty var meget interesseret - og hvor HELDIGT - der var 10 poser til hans kuffert allerøverst i kassen og en fin lille pakke med 3 chokolader til os "voksne". MANGE tak for det Conny ;0)

Fifty bliver glædeligt overrasket over Hariboposerne til hans kuffert.

I den fine lille tag-pakke var der chokolader til os andre - MUMS det var lækkert.
Nu er det jo tid for andet end julekort - så her kommer foto af de ikke julede kort der var i pakken.
De julede kom direkte på julelageret - vi samler jo hele året så 2019 begynder ikke på bar bund.

Her fine kort til mor og far - disse kan bruges hele året rundt, for vi har svært ved at ramme Mors og fars dag.
Jeg skal da lige huske den ide med de rektangulære stykker der foldes så man kan se bagsiden, næste gang jeg sidder med noget tosidet papir der egner sig.

smukke stemplede Stampin Up blomster på dette kort. 

Både dette fine elefantkort, der er en sølvfarvet sticker der er farvelagt og næste kort er til børn og har
en Pixi bog sat på bagsiden - så kan man sende en godnathistorie hjem - sød ide.

Hvor nuttet er denne odder lige??? øjne og snude har fået Glossy Accent, så de skinner fint.
Håber I alle nyder julefridagene - vi er heldige at have fri frem til 2. januar - men lige nu har vi desværre fået et ekstra arbejdsopgave, da vi i går nat fik besøg af et familiemedlem til den rotte vi sloges med i oktober måned. Lige nu er scrapværelset gået fri, til gengæld aner vi ikke, hvor den gemte sig efter vi så den og løb efter den. ALDRIG et kedeligt øjeblik her hos OSH.  (suk...)

mandag den 24. december 2018

Julekort #12 hos OSH - God Jul fra alle os til alle jer

Her er en lille hilsen med Glædelig Jul fra alle os til alle jer.

I skal sandelig ikke snydes for lidt juleinspiration på denne dag - det er vores lille julegave til jer. Samtidigt vil vi gerne sige et stort tak til alle jer, som har støttet os gennem tiden. Hvad enten det har været gennem donerede kort eller følgeskab på vores blog. Tak for hjælpen og støtten! Uden jer ville vores arbejde ikke kunne lade sig gøre. Uden jer ville det ikke være muligt for vores udsendte soldater at sende en hilsen hjem til sine kære. I er med til at gøre en forskel :) og der vil stå et OSH julekort hjemme hos mange pårørende til udsendte soldater denne jul - takket være JER! TAK for det.

Da det er juleaften, har jeg (Pia) fundet selveste hovedpersonen frem i følgeskab af sin trofaste følgesvend Rudolf. Den skønne julemand og rensdyret er fra My Favorite Things og hedder "Merry Everything".


Jeg har farvelagt motiverne med farveblyanter fra Faber-Castell "Polychromos".

Det stribede designpapir er fra svenske Gummiapan. Jeg er måske en smule afhængig af diagonalt stribet papir, da jeg syntes det er ubeskriveligt lækkert - især til julekort!


Mon Julemanden også dukker op hos de andre to?......

Cecilie her:

(beklager kvaliteten af billedet - det her decembermørke er svært at arbejde med)

Ingen julemand hos mig, men derimod et par lidt forfrosne fugle. Forhåbentlig finder de hurtigt lidt julegodter, så de ikke skal sidde der i snevejret for længe.

Glædelig jul til jer alle også fra mig.

Tak for i år Pia og Cecilie og tak for alle de fine kort og gode ideer. Her kommer jeg så, som rosinen i pølseenden.

Ingen julemand uden hans rensdyr og jeg har lånt et af dem til mit kort. Lawn fawn die naturligvis og så sjov at lege med, at jeg både lavede julekort og et par gavetags med plads til gavekort eller penge på bagsiden, nu jeg var igang.

Lidt koldt er det jo, så han har taget fine vanter med snefnugmønster på og har gave og slikstok med ;0)
Baggrunden er stemplet med et stort lækkert tekstjulestempel.

Her er det selveste Rudolf, jeg skulle give et gavekort til Matas og selvom deres sølvæske var fin, kom det i en lomme bag på Rudolf, som selvfølgelig har rød næse og holder en Merci chokolade.
Det var den sidste måned med "vi laver julekort den 24." for i år. Men jeg tror næsten, at vi gentager successen i 2019. Det har været dejligt at have en portion færdige kort klar, når man skulle starte kortskrivningen og hyggeligt at dele ideer med jer og se jeres links til julekort hver måned.

Glædelig JUL fra os til jer.


I har sikkert ikke tid i dag, men i løbet af juleferien kunne det være hyggeligt at se et af de julekort I har lavet i år - så her er Mr. Linky - tænk hvis vi fylder dette indlæg HELT op med links !!







24. december - rigtig Glædelig jul allesammen


Santa Claus is coming to town... håber I får en dejlig juleaften og at der er scrapgaver under træet i år.

TAK for de mange besøg i hele december måned, det har været hyggeligt at blogge hver dag, men da vi nu har været i gang siden 16. november trænger Fifty og jeg til en lille juleferie. Vi viser derfor en håndfuld kort i dag, så der er lidt at kigge på indtil vi kommer tilbage i slutningen af december. Der er det så andre slags kort vi viser. HVIS du har fået julekort til overs fra din produktion i år, der egner sig til OSH, så husk vi gerne tager imod dem hele året - vi har en fin julelagerkasse stående lige præcis til det formål - måske får du nye dies i julegave og har lyst til at prøve dem af ii ferien??

Her de sidste julekort for i år de første 3 er fra Cecilie:

En lille cirkelpunch der fanger lækre detaljer fra forskellige papirrester, lidt bling og en lille stemplet hilsen.

Sødt papir med juletræer, doily med et par svalehaler og en rund stempeltekst. Bag den en lækker lille snor.

Stemplede holiday wishes med kristtjørn blade og bær, to strimler prikket papir og en rød bund med scallops.
Her 2 kort fra en pose som Mette Hyldig og et par veninder (Sanne B og Kirsten J) har stået for:

Fin lille guirlande med stjerner gør da enhver Holiday HAPPY.... det grå prikkede papir danner en fin baggrund
Stort fint snefnug og tre strimler rester plus Fin Merry Christmas die tekst.


Fifty og jeg ønsker GLÆDELIG jul og takker endnu en gang for al jeres støtte og kreativitet i 2018.






søndag den 23. december 2018

23. December Lillejuleaften og træet er klar


Næstsidste juleheader inden juleaften og næstsidste indlæg.

Aase S. er en af Fiftys gode venner og jeg viste for et par måneder siden et par af hendes kort, da jeg lige havde modtaget en pakke fra hende.

Men jeg har gemt dette til når vi var tæt på jul, fordi der står et fint lille juletræ og det er et RØDT kort. Aase har her et lille fint ternet hjerte på træet og en ternet bølge der danner bund i kortet. Det ser rigtig godt ud og så er jeg VILD med den lille kristtjørn med små knapper som bær. Knapper er OK på OSH kort når de er små og ikke for tykke som her.

Tak for dine kort og hyggelige pakker i årets løb Aase siger Fifty og jeg. Jeg håber du får en hyggelig juleaften med din familie.

God jul kort holdt i rødt og grønt med lidt råhvidt.
Tak for besøget.

lørdag den 22. december 2018

22. December næsten dagen før dagen

Der er nisser allevegne her lige inden jul - se selv:

og hvor mon han har gemt alle knivene????  ;0)

Dagens kort er igen fra bunken af kort uden navn på, men så sødt og julet at det passer fint her lige før den store aften. By Lenes nisseorkesteret er i fuld gang og juletræet står klar til at blive pyntet, sådan er jeg vant til det skal være - både min jul og min børns jul har været med juletræ man først så pyntet juleaften. Ren "Peters jul" stemning. Til gengæld får det lov at stå og bliver tændt flere gange frem til Hellig 3 kongers aften. Så er det slut - og især fordi vi har et hav af fødselarer i familien i januar - startende med min mand 9. januar - så skal julen været ryddet væk inden.

Hvad mon de spiller de søde nisser her....??
Tak for besøget.



fredag den 21. december 2018

21. december - årets længste nat


... og for natteravne som mig er det jo skønt, så kan man nå lidt mere på denne december fredag. Hvem ved måske bliver det ovenikøbet en "Starry Night", så der er lidt at kigge på.

Men noget at kigge på har vi som sædvanligt her hos Operation Skriv hjem takket være alle de flinke og dygtige kortmagere, der er søde at lave kort til os. Nu nærmer vi os snart juleaften - og jeg ved jeg har fået sagt tak til og vist kort fra RIGTIG mange af jer - men helt garantere at jeg har været forbi alle kan jeg desværre ikke, så her en

KÆMPESTOR tak 

også til de af jer der måske ikke er blevet nævnt. Det er kun SAMMEN, at vi kan lykkes med vores mission - at alle udsendte (vi kender adresserne på) får mulighed for at vælge et håndlavet kort at sende hjem både til jul og resten af året.

Dagens kort er fra en kasse fra familien Heldt Hansen (der jo dækker hele 3 generationer, hvoraf dygtige Nadja tilhører den yngste del) MEN jeg mener at kunne huske det er hendes mor Randi der har lavet dette kort - der meget passende også viser meget himmel (ja jeg ved det godt - jeg er en detaljenørd.... men ellers bliver det altså SÅ kedeligt at blogge hver dag...) ;0)

Sødt mønstret papir og lækker dansk tekst die i 3 lag - så den virkelig står flot.
Det med tekstdies i flere lag er jeg ret vild med - det kræver lige lidt ekstra tid og en sikker hånd men FLOT bliver det altså.

GOD slutspurt her op til jul - og håber I har 5 minutter også de sidste dage i december til at kigge forbi her og kommentere - for vi trækker jo først det sidste gavekort til Picturing the world når måneden er omme og WAUW der er mange kommentarer denne gang. Men der skal jo kun 1 kommentar og lidt juleheld til at vinde. ;0)




torsdag den 20. december 2018

20. December Little drummer boy kort


Ja den melodi har jeg nu i hovedet resten af dagen - men et sødt kort er det og fint trommebånd der matcher. Kortet er fra Conny H. og mange TAK for det. 

De små røde prikker giver et fint spil i den hvide baggrund.
Fra i eftermiddag starter min juleferie - det er faktisk HELT OK. ;0)

onsdag den 19. december 2018

19. December anonymt igen men sødt


Selv snemanden er ved at have pakkerne klar til juleaften - hvad med jer??

Dagens kort er igen et anonymt - men et FINT eksempel på at man kan håndklippe sig fra et sødt kort, hvis man har noget fint mønstret papir. Ja GISP - der findes faktisk folk derude der BRUGER de fine ark der står på hylderne - jeg er selv skyldig i at købe mere papir end jeg bruger  ;0)

Så hvem du end er - tak for dette og de andre søde kort der var i en pose uden navn - får jeg et navn kommer det selvfølgelig ind i dette indlæg.

Pingviner, juletræer og en sød tekst - jamen hvem kan stå for det.??

tirsdag den 18. december 2018

18. december Tilda henter juletræ


Denne weekend har jeg set biler med juletræer på taget uafbrudt, så det må være store købe træ weekend.  Det er også det Tilda er i færd med her er jeg sikker på.

Fine træer i baggrunden og sød Tilda med varmt tøj og støvler.
Kortet er fra en portion fra Conny H. og fint som julekort, selvom det er uden decideret juletekst. Conny har lige sendt en kasse med kort igen (og TAK for det). Jeg fik hentet den i går hos poststedet. HOLD DA op hvor var der mange pakker og kasser og lang kø. Så alle I der har shoppet julegaver på nettet, husk at få dem hentet, så de bliver plads til de andre menneskers gaver. Mit sted fortalte, at hun havde måttet sende pakker et andet sted hen fordi hun ikke havde plads til flere lige nu.

Tak også til Conny fordi du helt af dig selv har hjulpet OSH i dit lokalområde, både med indsamling af kort fra andre scrappere og på et event du deltager i, hvor du har sponsoreret et præmie flere gange. Alt selvfølgelig stemt af med mig inden det foregår på fineste vis.
Fifty og jeg er meget glade for sådanne gode venner af OSH. ;0)

Beklager der ikke var et mandagsindlæg, jeg havde simpelthen for travlt - men i dag er vi på igen.




søndag den 16. december 2018

16. December. I går fik vi købt juletræet



...så Fifty glæder sig allerede til sit årlige foto foran træet. ;0) Det gjorde vi i mange år med barnebarnet, men nu er han blevet højere end træet - Fifty derimod vokser ikke så meget i højden, men hvis vi ændrer fotovinklen kan vi måske få det til at se sådan ud.

Derfor har jeg valgt dette kort i dag. Jeg ved det lå i julelagerkassen og er fra Convention sidste år, men jeg mangler et navn for at kunne sige tak. Der var flere kort i posen og med kraft og rødt mønsterpapir - sig til hvis du ved hvem det er, så tilføjer jeg et navn i dette indlæg.


Men selvom det lige p.t. er anonymt, er det en fin ide med et lag med omridset af et træ i kraftkarton og striber med rød bling i laget nedenunder.

I dag er det 3. Søndag i advent. God søndag herfra.

lørdag den 15. december 2018

15. december WEEKEND og endnu et juletræskort


I dag er det fine juletræer fra en portion julekort fra Marianne Lundstrøm, vi viser. Det er den lækre juletræsdie fra Gummiapan, der både er velegnet til blandede rester i de forskellige lag - eller som her en elegant gran hvor alle lag er fra samme mønsterpapir - det ene ovenikøbet med lidt bling som pynt.

Meget elegant med de to matchende matter med tungekant på det forreste kort.

Tak for  dit bidrag med de fine kort Marianne ;0)

RIGTIG god weekend allesammen - 3. søndag i advent nærmer sig - jeg skal shoppe lidt, for der er bare så mange gode tilbud på søndage i vores Kvickly.

fredag den 14. december 2018

14. december en hel granskov får fint besøg

Inge Sørensens pose indeholdt flere fine kort med Disney papir - dette passer fint til min overskrift, så det blev valgt til at vise her. Tak for dine fine kort Inge.

Mickey, Minnie og Pluto kom lige forbi

Sød ide ikke sandt og fint med bling i alle træerne.
God weekend allesammen.

torsdag den 13. december 2018

13. december - jul i en lille sød landsby


Tak for alle kommentarerne i går - Fifty har fundet en fin lille overraskelse som han sender til vinderen. Hvad det er skal være hemmeligt indtil vinderen har åbnet pakken ;0) sådan er det jo ved juletid.

Til lykke med ??? til dig Tina Nielsen - det var din kommentar der blev trukket i den lille ekstra lodtrækning her i december. Send os lige en besked med din adresse Tina, så futter vi i postkassen.

Rosa Plougmann fra Hammel sendte i oktober en kasse med kort og jeg har valgt dette fine eksemplar - for at vise jer en helt anden måde at skabe et kort på. Rosa arbejder nemlig også i mønstrede stoffer og klipper med stor omhyggelighed fine motiver ud.

Dette kort OSER af julehygge med sine røde og grønne farver og guldomrids. Flot arbejde Rosa.

"All is calm all is bright" tænker jeg, når jeg ser på dette kort
Tak for kortene og dit bidrag til OSH i år Rosa - jeg tror bestemt de er på vej hjem i øjeblikket.

God onsdag - så er vi allerede midt i en uge igen. Jeg håber at få købt nogle flere julegaver de næste par dage.

onsdag den 12. december 2018

12. december sødt kort med sværtet juletræssilhouet


I dag kører vi grantema - så det passer til det fine kort med juletræet fra Mette Hyldig.

Jeg ved ikke, om Mette har været super kreativ og selv sværtet dette fine træ gennem en stencil med prikker eller om det var en juletræsstencil - men FINT det er det og sødt lige at drysse 3 små hjerter på bagefter. Prikken over i'et er, at det er et lag på lag kort - det kan vi rigtig godt lide.

Tak for de mange fine kort i årets løb Mette og God jul til dig og dine små og store. Nå ja og de søde og frække katte I har.



Rigtig god onsdag til jer allesammen og tak for besøg og kommentarer.

Apropos kommentarer - så fejrer vi at vi er halvvejs til 24. december. Derfor har Fifty en lille overraskelse til en kommentar fra netop DETTE indlæg. Spændende hvor mange vi har at vælge imellem i aften når vi kigger igen. ;0)

tirsdag den 11. december 2018

11. december vi er i snemandshumør


Dejligt med en glad vinder i går. ;0) TAK til Anja (Picturing the World) som er blevet informeret om navnet på vinderen.

I dag viser vi et snemandskort fra Lise-Lotte a.k.a. Søbusk design (fra Conventionkassen)

Denne fine amerikansk udseende snemand med kardinal hanner og hunner på en gren er så sød og hyggelig. Jeg kan også godt lide opsætningen med en doily der lige stikker ud og to små sværtede graner i nederste hjørne. Men det jeg især vil fremhæve og som jeg ikke vidste kunne se så godt ud, er den stemplede tekst som her er "fussycuttet" i hånden. Det ser superfint ud med denne sarte skrifttype, der ligner håndskrift og den lille hvide kant rundt om.

Kortene fra Søbusk havde hvidt mønster stemplet i baggrunden
Tak for besøget og god tirsdag.


mandag den 10. december 2018

10. december og vi har den første vinder denne måned


God mandag morgen - håber de af jer der gør i adventskalendere fik hygget jer i går med pakke nr 2, det gjorde vi her i huset. ;0)

Men vi huskede også at trække vinderen af 1 gavekort på 100 kr til Picturing the World og TAK for præmien Anja og PtW. ! ;0)

Der var over 90 kommentarer bare på de første 9 dage i december og vinder blev denne kommentar:

Fantastisk kort med den skønneste bil. Gad vide, hvor den er fra. Den er jo så fin og passer til min yndlingsjulesang ... “Driving home for Christmas” 😍🎄🚗 på 8. December Driving home for Christmas kort 

og den var skrevet af Lone T. Ørnstrup - Til lykke til dig Lone - Anja får besked i morgen og ved så du blev den første vinder her i december.

Dagens kort er fra den af Fiftys venner der var den allerførste der deltog i OSH, nemlig Margit Bloch og TAK Margit for mange skadestue-redninger og et HAV af fine kort gennem årene samt anden hjælp.

Margit er en ØRN til at masseproducere, men derudover vil jeg fremhæve hendes måde at bruge de nuttede mønstrede papirer vi allesammen falder for og måske ikke rigtig får anvendt. Se nu her hvor perfekt den store GOD JUL die passer ovenpå det meget "busy" mønsterpapir. Den die fik vi fat på for en del år siden fra et engelsk firma (men mon ikke en af de nye GOD JUL også vil kunne bruges).

Super hyggeligt kort med forholdsvis lille indsats. 1 die, 3 bling og 1 rød matte bag mønsteret = FINT kort
Men se så her - og lad mig nævne Margits anden styrke - hun hader at lade noget gå til spilde, så selvfølgelig har hun sørget for at køre sin die ud på et perfekt afmålt rødt stykke karton og sikret sig at de små dimser der ble til overs også blev brugt og her er derfor de to kort der blev ud af resterne af de to øverste - en perfekt negativ udgave af kortene. BRAVO Margit !!

Her er de 3 bling nummeret mindre og bær på et par kristtjørnblade.
God ny uge - og bare rolig - jeg har stadig mange julekort at flashe, så kig endelig forbi.

søndag den 9. december 2018

9. December og sne i luften


Så er det 2. søndag i advent og her halvvejs mod juleaften har vi tænkt os at trække det første gavekort på 100 kr til Picturing the World - det er jo måske ikke kun børnene, der syns der er lang tid til juleaften. Den heldige vinder kan se sit navn i indlægget mandag 10. december. Vi trækker blandt de decemberkommentarer der er kommet frem til 21.00 i aften.

Dagens fine snefnugkort er fra Cecilie Malling. Cecilie har været en del af OSH også da hun boede i Tyskland og hendes stil har jeg været vild med i alle årene. Derudover er Cecilie en af os "3 musketerer" der har indlæg hver 24. med julekort. TAK for din indsats Cecilie og de altid fine kort.

Dette kort inspirerer mig til at fremhæve ideen med at matche sin pynt til sit papir. Her som snefnug i de tre farver der også er på mønsterpapiret. De sidder som en fin lille cluster på den hvide tekststrimmel. Som altid er Cecilies stempling knivskarp - julegaveønske til alle der kan lide at stemple må være en Misti eller en af de efterhånden mange andre stempelværktøjer, der sikrer et flot aftryk. Jeg ville ikke undvære min mini Misti og min Nellie Snellen Stamping Buddy Pro!

God detalje med det skrå snit nederst i mønsterarket, der giver plads til stempeltekst nr 2 og fin ide at genbruge de små stjerner fra scallopkanten i midten af snefnuggene og ved teksten.
Juleteksterne kan jeg genkende, da jeg selv har sættet. Det er fra to ældre sæt med juletekster fra BRANDT-LASSEN design. Jeg ved desværre ikke om de kan købes længere.

God 2. søndag i advent og held og lykke til jer der deltager i kommentarkonkurrencens første del denne måned.



lørdag den 8. december 2018

8. December Driving home for Christmas kort


Driving home for Christmas ....  ja sidder her og nynner den melodi, når jeg ser dette kort. ;0)

Det fine kort er fra Christina Holst (ja Charlottes søster) vi er så heldige at begge søstre har lyst til at bidrage til OSH.  TAK for kortene i årets løb til dig Christina.

Lag på lag, fin diskret sværtning og snevejr i baggrunden (svært at se her - men FINT i virkeligheden)
Beklager det lidt senere indlæg i dag, men HOLD DA OP hvor var jeg træt efter juleevent på jobbet i går. Man er jo ikke 25 mere...

Til de af jer der vælger at lægge kommentarer kommer her en lille servicemeddelelse - det ene af de to gavekort fra Picturing the World er på højkant allerede på søndag efter kl. 21.

fredag den 7. december 2018

7. December. Julen og Rudolf står for døren



Med alle de steder Julemanden og hans rensdyr skal nå er Fifty og jeg sikker på han smugtræner allerede, helt som på denne header ;0)

I dag faldt jeg over dette kort og indrømmet det er et af mine egne - men det er jo også tilladt at vise frem. Derfor springer jeg takken og de personlige bemærkninger over og går direkte til at tale om det skønne stempel med søde Rudolf  - der her sidder pænt uden for døren i snevejret. Han er en del af et sødt julesæt fra Gerda Steiner Design og var nyt for mig sidste år. Jeg kombinerede det med en Lawn fawn hoveddør, men valgte at vise scenen inde fra stuen med det hyggelige juletapet med kristtjørnblade.

Takket være Rudolfs fine næse, var stemplet her fra Dixi Craft helt perfekt
Jeg brugte ideen til et antal af mine egne kort og hyggede mig så meget med at lave forskellige tapeter og fodpaneler der matchede dørfarven, at der også blev en håndfuld til OSH.

Tak fordi I kigger med, i går aftes piskede jeg æggehvider og flormelis og lavede glasur i hvid, rød og grøn til et julearrangement med børn på mit arbejde i morgen, der skal pyntes kagehjerter og det skal nok blive et royalistisk griseri, men også hyggeligt. Jeg har også et par klippe/klistre projekter planlagt til børn og til voksne og lidt andet. Det bliver en sjov dag på kontoret i dag.