søndag den 12. november 2017

Bid for Bid af Designpapir #3

Så er det atter blevet tid til en gang "Bid for Bid af Designpapir". Lige nu er det højsæson for fremstilling af årets julekort, så vi skal da selvfølgelig ryste en masse jule inspiration ud af ærmet denne gang. Derfor har jeg fundet en af mine ældste 6x6 designblokke frem for at få taget kål på den i bedste julestil. Vær forberedt på at blive SPAMMET med reste-inspiration ;)


Motto'et for "Bid for Bid af Designpapir" serien er:
"Få brugt så meget som muligt og lad designpapiret komme til sin ret".

Denne gang har jeg haft gang i nedenstående designpapir blok fra Basic Grey. Måske nogen af jer kan genkende denne gamle sag? I ser diverse rester fra blokken spredt ud. Derudover havde jeg også en lille pose med endnu mindre rester. 


Lad os komme i gang med arbejdet :)


Her starter vi med Julekugle temaet. En doily kant cirkel die er vupti blevet til en julekugle ved at tilføje den lille sløjfe. For lidt ekstra detaljer, har jeg brugt en anden die til at lave cirklen med de små huller.

Ved at tilføje den lille sløjfe ændre kortet sig fuldstændigt. Nogle gange skal der så lidt til :)


Lad os bytte julekuglen ud med nogle julegaver. Det er faktisk ganske simpelt at lave kort med julegaver på. Blot man har en firkant/kvadrat og nogle strimler papir.

Her har jeg pyntet gaverne med en stor 3D sløjfe. For at sløjfen skal holde lidt på sin 3D facon, har jeg puttet et par 3D puder indeni sløjfen. Så undgår man at den bliver trykket helt flad i posten.


Julen er hjerternes fest, så vi skal da selvfølgelig også bruge masser af hjerter. Der er faktisk en kæmpe fordel ved hjerter, da de kan bruges i alverdens størrelser og dermed er perfekte til papir rester.


Her har jeg brugt lag-på-lag looket. Jeg har været meget bevidst om, at jeg skaber mest ro på kortet ved at blande mønstret designpapir med ensfarvet karton. Særligt, når det ene designpapir er lidt "vildt" i mønstret - her det øverste hjerte.

Princippet er fuldstændigt det samme for nedenstående kort.


Den lille sløjfe fra julekuglerne gør sig også super godt her på nogle hjerter. Det bliver lige den tand ekstra julet ved at sætte en lille sød sløjfe på.

Bemærk at jeg på kortet til højre har placeret 2 røde strimler karton på skrå af kortbasen. Endnu en detalje til at få brugt lidt af de lange strimle-rester.


Og nu til den helt store hjerte fest. Denne vil jeg kalde en klassiker. Her har jeg fået brugt en masse små rester, hvilket er perfekt.


Men vi slutter ikke med hjerterne endnu. Hjerterne skal vi selvfølgelig kombinere med lidt kant-dies, så vi kan få brugt lidt af de mellemstore stykker rester fra 6x6 blokken.


Og selvfølgelig kan man bruge alt muligt andet end hjerter. Her har jeg også sneget et par snefnug ind.

Bemærk, at kortet ovenfor til højre er lavet uden kant-dies. Man behøver nemlig ikke eje nogen kant-dies for at være med her. Her er kortet lavet helt uden noget fikumdik. Alternativt kan bruges mønster-sakse og kant punches, hvis man ejer sådanne.


Lad os slutte af med nogle kort, som falder lidt uden for kategori. Til trods for det, så er de lige dejlige :)

Nedenfor har jeg brugt samme layout som ovenfor, men blot vendt det horisontalt.


Så er der lige de der forbistrede svære små rester til sidst. De sidste 2 kort er lavet ud af de stumper. Jeg har gjort mit bedste for at skabe et spændende layout og look.

Nedenfor ved at vende firkanterne på højkant og smækket et hjerte i midten.


Det sidste kort er et klart eksempel på brugen af de små stumper af strimler. Her har jeg lavet mit eget mønster af blandede stumper strimler. I midten har jeg tilføjet en firkant i grønt designpair og ladet hjertet være Inlaid i midten.


Phew, det holdt hårdt med alle de stumper. Heldigvis har jeg kun minimalt med stumper tilbage. Nedenfor er resterne, som røg i skraldespanden til slut.

Til kortene har jeg tilføjet lidt kraft og rødt karton og noget bronze farvet designpapir og selvfølgelig kortbaserne. Ellers er alt andet rester fra 6x6 blokken.


For sjov skyld tog jeg et billede af alle de dies, som jeg har brugt til disse kort. Men husk, at man ikke behøver eje alle disse dies for at kunne lave lignende kort. Man kan komme meget langt med saks, skalpel og punches.


Det var "Bid for Bid af Designpapir" for denne gang. Håber I kan bruge lidt af det til årets julekort produktion eller for den sags skyld til Valentines.

Kreative CAS hilsner,
Pia aka Pia's Creative World



mandag den 6. november 2017

Skønne kort fra Julie i Horsens

Julie A. havde afleveret en masse dejlige kort på Convention. Heldigvis skinnede solen og der kom et par gode, travle fotodage i ugen efter, så her er et lille udvalg. TAK for dem Julie!

Fine, lilla rester i strimler og klogt stemplet udsagn.

Sarte, fine farver, Hobbybods stempel og sød lille ugle.

Vi snupper et par ugler mere - igen med godt tekststempel.

Dejlige, farvestrålende børnekort med Vikinger. Papir fra Doodlebug blok. =0)

Også fra Doodlebug blok, drager og søuhyrer på sjove fødselsdagskort.
Bare rolig, jeg har mange kort endnu fra SAM og Convention m.m. og om ikke så længe kommer der også julekortideer i indlæggene.

God ny uge her fra HQ.




onsdag den 1. november 2017

Vi har en vinder - Til lykke til ....

Lisbet M. der med denne kommentar blev månedens vinder.

"Søde guldsmed. Den har jeg ikke lagt mærke til før, men den skal da vist på ønskelisten..."

Såsnart vi får en adresse, er disse dies er på vej i postkassen og videre hjem til Lisbet.

Så mange gode ideer med disse superlækre dies - glæder mig til at se hvad du laver Lisbet.

1000 tak til Gummiapan for den fine præmie, som Lisbet sikkert kan lave mange fine kort med.

I november måned er det BB hobby der har et gavekort på 100 kr på højkant. BB hobby ligger i Aarhus og en fin webshop, hvor man nok skal blive fristet til hygge-indkøb. Tak for støtten til BB hobby.

I skal bestemt også have lidt fine kort st se og kommentere på. Disse er fra Janne Lund fra Glostrup, jeg mener det er en ny OSH-ven, og det bliver vi altid glade for.  :0) 

Super sød bamse - Fifty fandt ham straks blandt ALLE kortene. Fine stjerner som baggrund.

To små venner i en fletkurv kommer med en lille hilsen. Et af de fine stempler fra Hobbyboden.

Lawn fawn stempler med Jellybeans i syltetøjsglas. Flot farvelagt og dejligt lag på lag kort - og....
lille sød overraskelse indeni kortene, hvor en lille fin fugl er landet.
Tak for de fine kort til dig Janne, de er allerede på vej ud i verden.

November bringer flere kort fra SAM og Convention m.m. og nok også et par indlæg med julekort.




tirsdag den 31. oktober 2017

Sidste dag i oktober - i aften efter 22 trækkes månedens vinder.

I skal da lige have lidt nyt at kigge på her på sidste dag i måneden. Hvis I har kommenteret som Anonym og det kan jeg se der er et par der har denne måned, så læg en ekstra kommentar hvor I skriver jeres navn eller et andet kendetegn. Det er så ærgerligt hvis jeg trækker en vinder vi ikke ved hvem er. Månedens præmie i kommentarkonkurrencen er, hvis I skulle have glemt det to lækre dies fra Gummiapan. =0)

I dag viser jeg et udvalg af en STOR portion fine kort jeg fik i kassen fra Convention. De var fra Christina Biermann og 1000 tak for det. Altid dejligt når der kommer nye OSH'ere til. ;o)

Julekortene er sendt, men bliver først vist senere i år, men her er nogle af de andre:

Fin blanding til fødselsdag og andre typer hilsner. 

Disse kan bruges til fødselsdage eller andre dage der er helt specielle. Fin ide med indlagt mønster under den fine sommerfugl.

God ide til små rester - den sorte matte bag cirklerne giver lige lidt ekstra "umpf", ikke?

og her 2 fine fødselsdagskort med stemplet tekst og en lille blomst med bling.
Her i huset er vi klar til de "unger" der kommer forbi til "slik eller ballade" i aften. =0) Måske klæder Fifty sig ud???


tirsdag den 24. oktober 2017

Julekort #10

Bare så I ved det! Nu er der kun 2 måneder til juleaften....og det er butikkerne sandelig også klar over. Allerede nu bugner nogle butikker af julepynt, stearinlys og andet godt til pyntning af sit kære hjem. Nu er det vist også på tide at komme i gang med årets julekort. Hvis de skal sendes ud med posten, må man vist hellere være i ekstra god tid i år ;)

Denne gang har jeg haft gang i die-cutting og absolut ingen stempling. En rigtig fin kristjørn die med lækre stitched kanter. En ekstra bonus var at få brugt nogle gamle stumper af grønt og rødt designpapir.


Jeg fik sørme også liv i min hvide Sakura Gelly Roll pen. Elsker de detaljer man kan lave med nogle få hvide streger. Die-cut teksten er fra svenske Gummiapan.


Så er det næste OSH-kvindes tur til at byde på juleinspiration....

Hvad mon Cecilie har fundet på?


Cecilies tekst kommer senere, men jeg ved det er nogle nye stempler - de ser godt nok fine ud og dejligt julekort i utraditionelle farver. 


Hvad med Charlie - hvad har du fundet på? 

Jeg kommer ilende her Pia, ligesom den lille julepige med pakkerne. Baggrunden med de fine guldembossede julekugler fik lidt ekstra bling i den ene kugle, og en gammel QK die med "be jolly" kom frem i lyset.

Sjovt nok er der også rødt og grønt på mit kort plus lidt glimmerguld som matte.


Og den længe ventede Mr. Linky kommer her - jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer - men Mr. Linky SKAL ligge nederst i indlægget - og da han er en usynlig herre i indlægget når vi laver det - kommer man nemt til at "invade his space". - Så derfor har jeg møbleret lidt rundt i dette indlæg så han kan komme på plads.

Selvom fristen først udløber på tirsdag aften, kan jeg røbe at I gjorde det igen - der er OVER 10 links til julekort i oktober måneds indlæg, så Fifty finder lige en lille hyggeting til en af jer. ;)

Er I lige så flittige her i dette indlæg - nu er der mulighed for at linke....


torsdag den 12. oktober 2017

OSH er omgivet af skønne kort i øjeblikket.

Ja, vi er nærmest omringet af kasser og pakker, og det er da til at blive glad i låget over. De kommer fra Scrap-a-Mania, Convention, Scrap i Djursland, Scrap i Ejsing, Aase S. og B. T TÆNK at I er så mange, der stadig støtter op om OSHs arbejde - nu på 7. År! 1000 tak herfra og fra de mange familier, der modtager et af jeres fine, håndlavede kort fra deres udsendte familiemedlem.

Jeg kommer til at vise flere kort, og som faste læsere ved, kommer der julekort fotos fra ca midt november. I december prøver vi igen i år at blogge hver dag, så en masse julekort kan blive vist og give inspiration. Og igen i år er der kommentarkonkurrence hver uge i december med hygge-præmier!!

I dag har jeg fundet nogle kort med dies fra Gummiapan, som jo er vores sponsor i denne måned. Husk både Luna hobby og Scrapbook fun fører Gummiapans produkter. 

Tina (10na) havde mange kort i kassen fra Convention. Her et fint eksempel med de små huse som faktisk netop er den ene  die der er præmien i oktober måned her hos OSH. Sød ide - ikke?
Bodil Hansen har lavet dette smukke kort og igen er det Gummiapan dies - her sværtet som en fin kornblomst. Denne die må man godt nok selv købe, men heldigvis er deres dies jo gode og rimelige i pris.

I
De næste to kort er fra Ruth T. Flot heatembosset baggrund med fin sværte og en stor guldsmed fra Gummiapan.

Og her guldsmeden i lille udgave og en fin, sart die der laver denne gren. Fin ide med både negativ og positiv udgave brugt sammen. Tror faktisk også de rektangulære dies med tydelige stikninger er fra Gummiapan.
Det var alt for denne gang - her i huset pakker alle mand jo julekort, som snart skal nå en flyver på vej afsted ud i verden.

tirsdag den 3. oktober 2017

Ny måned og ny sponsor.

ÝI oktober måned er det Gummiapan, der forkæler os med disse to lækre dies:


Når jeg ser rækken af huse og kaffekruset tænker jeg på en Gevalia reklame, men der er et hav af andre gode ideer og fine kort i de to sæt dies.

Som altid går præmien til en heldig person, der har lagt hyggelige kommentarer herinde i denne måned. 

Meget apropos så jeg netop en del fine julekort i gåt, hvor jeg fik gjort 750 julekort klar til forsendelse. Nu venter vi lige på dem, der måske kommer hjem via Convention og dem der er på vej fra Djursland. Så går der kasser afsted midt i oktober.

Tak for præmien til Gummiapan - her et par kort fra julebunken, netop med dies fra Gummiapan:


Rettelse disse kort er alle tre fra Annette (aka) er de ikke fine???  


Her har hun haft travlt med at stemple den mindste julemand som baggrunds

Ellers venter jeg lidt endnu med julekortvisningen, det plejer vi jo at hygge med senere på året.

Men I kan glæde jer både til det og til de mange andre kortmotiver jeg kan vise frem.







søndag den 1. oktober 2017

Direkte fra SAM, vinder og øjebliksbillede

Hej fra Sorø.  Fifty og jeg sender en glad hilsen fra Scrap-a-mania Sorøhallen, hvor vi hygger med 250 siddende scrappere/kortmagere, ca 400 besøgende incl. undrende ægtemænd og et hav af fine butikker med fristende varer.

September er slut og vi har fundet en vinder af den lækre månedspræmie sponseret af Luna hobby. 
Vinderen blev Sol-Britt.

Til lykke til dig. OSH skal bruge din adresse!

Carsten fra Luna hobby er Fifty's nye bedste ven, bl.a. efter han også har støttet os i denne weekend med over 1.200 kortbaser og kuverter, som de der donerer kort til OSH her på SAM har fået med retur og en lodtrækning om 2 gavekort a 200 kr. 

PS Carsten og jeg er også gode venner, men han nøjedes sjovt nok med at løfte Fifty :0)

I skrivende stund har vi fået over 1.200 kort og der er både julekort og andre fine kort i mellem. Nogle har doneret et kort, andre 200, men alle er med til at glæde en udsendt soldats familie, når kortet kommer hjem med en hilsen fra den de savner. I skal også vide, at det at vi som helt fremmede bruger vores tid på at fremstille kort til soldaterne bekræfter dem i, at der er nogen der tænker på dem. Se evt. You tube filmen, hvor en ung soldat fortæller, hvad han bruger OSH kort til. Søg efter "With love from Helmand" 3.24 minutter om OSH. 

Det var alt for nu. Vi må videre i teksten og producere noget. God søndag. Nyt indlæg kan forventes igen i morgen. 

søndag den 24. september 2017

Julekort #9

September måned lakker langsomt mod enden, og vi skal naturligvis nå at poste denne måneds julekort.


For mit vedkommende har jeg lavet et kort med flodheste, som egentlig ikke er julestempler, så jeg måtte finde huer og halstørklæde i et andet sæt stempler. De to små juleglade flodheste har fået selskab af tre små (påske)kyllinger, som måske ved, at julen varer lige til påske.


For at give min baggrund lidt umpf, har jeg embosset et diskret mønster hvidt-i-hvidt, hvilket lige giver det sidste.

Jeg har sørme også haft gang i dyreverdenen. Mit kort har fået besøg af en Dalahest, som dog ikke er i sin klassiske røde farve. For at få lidt ekstra bling har jeg valgt at diecutte min Dalahest i tyrkis Glitzy karton. Dette karton fra DCWV er fantastisk, da det ikke smitter af selvom det har så smukt et glitrende look.


Min Dalahest die er fra Kaboks og denne die har et super fint snefnug mønster. På mit kort har jeg dog valgt at lade alle stumper bliver siddende og hermed få et tør-embosset look på min hest. Teknikken kaldes Inlaid Die-cutting.

For at gøre min hest og mit kort lidt mere julet har jeg givet hesten en lille rød sløjfe på. Teksten på banneret er fra Gitte's Eget Design hos Hobbyboden.


Nu bliver det spændende at se, hvad Charlie har fundet på til denne gang. Mon vi bliver i dyreverdenen???

Tjah, jeg har jo næsten lige lavet en kæphest af en sok IRL, men jeg nøjes nu med sokken denne gang. Jeg har snuppet en Marianne juledie og kigget i mine MANGE småmønstrede julerester. Det gav denne lille julesok, hvor de små kristtjørn er født med guldglimmer. 


Derfor fandt jeg også mit guldglimmer papir og twine med guldtråd. 



Her var vores bud på September julekort. Sidste måned var jo en stor succes med links til jeres. Skal vi prøve igen?  Over 10 links til dette indlæg og Fifty kigger i sin julesok efter en præmie. Sidst nåede vi op på 13 - så sæt i gang!
















fredag den 22. september 2017

Kort fra fotolageret modtaget fra Charlotte Nielsen

Påkrævet oprydning i mit fotolager - og så dukkede disse fotos af dejlige kort fra Charlotte op.

Lækkert i lilla og yndigt med stofblomst og sommerfugl.
 
Hyggeligt og sødt kort med forklæde og lille hilsen i lommen.

Fint og tøset fødselsdagskort i fine sarte baggrundsfarver og med knald på kuløren i forgrund og pailetter.

Kortet til den der er stjernen i ens liv - fin ide, ikke?
Husk at kommentere der er jo en SUPERlækker præmie fra Luna Hobby på højkant i denne måned.

Fifty og jeg GLÆDER os så meget til næste weekend, hvor vi er på pletten i Sorø til Scrap-a-mania. Alle der har tænkt sig at donere kort til OSH må meget gerne have dem samlet i en lille post med antal og navn. Hvis der både er julekort og andre kort, er det en stor hjælp med 2 poser, så vi får julekortene for sig. Det er nemlig dem vi har allermest travlt med at få klargjort og sendt afsted ud i verden.  På forhånd TAK !  =0) Jeg kan ikke røbe så meget endnu, men prøv at komme forbi med dine kort, når OSH pladsen er bemandet. Vi har nemlig en lille overraskelse denne gang. .........

GOD weekend og husk der skal være plads til lidt KREA-tid.